HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) var berettiget til at få fremmet en udpantningssag for dagsgebyrer mod indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed, når de lovpligtige varslings- og opkrævningsbreve var sendt til virksomhedens e-Boks – ikke til ejeren personligt. Højesteret fandt, at det var tilstrækkeligt, at meddelelserne var fremsendt til virksomhedens e-Boks, da virksomheden var registreret som primær bruger og forsikringstager for køretøjet. Sagen hjemvises derfor til fogedretten til fremme.
A var en enkeltmandsvirksomhed, ejet af B. Den 17. februar 2021 blev en varebil (reg.nr. CV20376) indregistreret i Motorregisteret med A som primær bruger, og samme dag ansvarsforsikret hos Thisted Forsikring A/S med A som forsikringstager. Jyske Finans A/S var primær ejer.
Den 10. maj 2022 blev betalingen af forsikringspræmien via Betalingsservice afvist. Herefter sendte Thisted Forsikring den 25. maj 2022 et rykker- og varslingsbrev til A's e-Boks, adresseret til "A, X-vej, Y-by, Denmark". Brevet indeholdt oplysning om, at manglende betaling ville medføre forsikringsophør, og at DFIM kunne pålægge et dagsgebyr på 250 kr. pr. dag, jf. færdselslovens § 106, stk. 4, samt at gebyret havde udpantningsret.
Da præmien fortsat udeblev, ophørte forsikringen den 12. juli 2022. Køretøjet var herefter uforsikret indtil afmeldelse den 23. januar 2023.
DFIM sendte herefter breve til A's e-Boks:
Alle breve var stilet til "A, X-vej, Y-by".
Den 30. november 2022 indgav DFIM fogedrekvisition til Fogedretten i Hjørring med påstand om udpantning for dagsgebyrer for perioden 12. juli – 30. november 2022, i alt 35.500 kr.
B gjorde for fogedretten gældende, at han ikke havde set brevene, at virksomheden havde været inaktiv i over et år, og at det efter hans opfattelse ikke var nødvendigt med en særskilt NemID til enkeltmandsvirksomheden.
Ved kendelse af 4. maj 2023 nægtede Fogedretten i Hjørring at fremme sagen (FS 1-6717/2022). Fogedretten lagde til grund, at alle rykkerbreve var sendt til firmaets e-Boks, og at der ikke havde været aktivitet i firmaet i den pågældende periode. Retten fandt det betænkeligt at fremme sagen, når de lovpligtige meddelelser alene var sendt til en inaktiv virksomheds e-Boks, og nægtede derfor udpantning.
DFIM kærede til Vestre Landsret, der ved kendelse af 10. november 2023 (V.L. B-0202-23) stadfæstede fogedrettens afgørelse. Landsretten udtalte:
A er hverken en fysisk eller juridisk person. Rykkeren og brevene skulle derfor have været sendt til B. Da dette ikke er sket, er der ikke grundlag for fuldbyrdelse over for B personligt.
Landsretten mente således, at varslingsbrevet skulle have været sendt til ejeren personligt som den, der hæfter, og ikke til virksomheden.
De relevante bestemmelser i færdselsloven (§ 106, stk. 1, 4 og 5, samt § 107, stk. 3, 1. pkt.) lyder:
§ 106. For motordrevne køretøjer, der skal registreres eller godkendes, påhviler forsikringspligten ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over køretøjet, jf. dog stk. 3 om selvkørende motorkøretøjer.
Stk. 4. Ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj, som skal registreres eller godkendes, kan pålægges et gebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt. For motordrevne køretøjer, der ikke skal registreres eller godkendes, kan gebyret pålægges den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej. For selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder, der er omfattet af stk. 3, kan gebyret pålægges tilladelsesindehaveren. Gebyret kan pålægges for hver påbegyndt dag, det motordrevne køretøj er uforsikret.
Stk. 5. Gebyr efter stk. 4 pålægges af og skal indbetales til Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM). Det er en betingelse for pålæggelse af gebyr, at der til den, som gebyr kan pålægges, jf. stk. 4, forudgående er blevet fremsendt skriftlig meddelelse om, at gebyret kan pålægges, og om, at gebyret er tillagt udpantningsret, jf. § 107, stk. 3, 1. pkt. Meddelelsen skal fremsendes således, at den, som forsikringspligten påhviler, jf. stk. 4, har rimelig tid til at agere på baggrund af meddelelsen ved at opfylde forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt.
§ 107. …
Stk. 3. Præmier for forsikringen og gebyr i henhold til § 106, stk. 4, er tillagt udpantningsret.
Af forarbejderne (L 152, Folketingstidende 2017-18, tillæg A, s. 12-13) fremgår bl.a.:
Objektet for pålæggelse af dagsgebyret vil være den person, virksomhed, forening m.v., som forsikringspligten påhviler i henhold til færdselslovens § 106, stk. 1-3.
Hvis der både er en ejer og en varig bruger af køretøjet, vil dagsgebyret alene kunne pålægges den varige bruger, da det er denne, der i det daglige har rådighed over køretøjet, og det derfor også vil være denne, som selve forsikringspligten påhviler.
Meddelelsen skal efter bestemmelsen være skriftlig og vil således kunne fremsendes som almindelig post, e-mail, sms, via digitale postløsninger og andre lignende skriftlige medier.
DFIM anførte navnlig:
A ved B udtalte sig ikke under kæresagen.
Højesteret lagde til grund, at køretøjet var indregistreret med A som primær bruger, og at forsikringen var tegnet med A som forsikringstager. Dermed var det A, som forsikringspligten påhvilede efter færdselslovens § 106, stk. 1.
Retten bemærkede, at forsikringspligten og dermed objektet for dagsgebyret efter forarbejderne netop er den person, virksomhed eller forening, der er registreret som sådan – her en enkeltmandsvirksomhed. At virksomhedens indehaver hæfter personligt, ændrer ikke på, at varslingen lovligt kan sendes til virksomhedens digitale postkasse. Højesteret udtalte:
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at det var berettiget, at Thisted Forsikrings rykker- og varslingsbrev af 25. maj 2022 og DFIM’s efterfølgende breve om betaling af dagsgebyrer blev sendt til As e-Boks med ”A” som adressat.
Højesteret fastslog herefter, at betingelserne i færdselslovens § 106, stk. 4 og § 106, stk. 5 for pålæggelse af dagsgebyrer var opfyldt, og at den manglende betaling af gebyrerne derfor kunne forfølges ved udpantning, jf. færdselslovens § 107, stk. 3. Sagen kunne derfor fremmes over for B som indehaver af A.
Højesteret ophævede landsrettens kendelse og hjemviste sagen til Fogedretten i Hjørring til fremme af DFIM’s begæring om udpantning. Ingen af parterne skulle betale kæreomkostninger for Højesteret.
Efter bestemmelsen vil det være tilstrækkeligt, at det på baggrund af de konkrete omstændigheder kan lægges til grund, at meddelelse er fremsendt. Hvis dette er tilfældet, vil kravet i det foreslåede § 106, stk. 5, 2. pkt., være opfyldt, selvom ejeren m.v. måtte anføre, at meddelelsen ikke er modtaget eller kommet til vedkommendes kendskab.
