HøjesteretHøjesteret frifinder en syrisk statsborger for misbrug af ID-kort ved indrejse i Danmark. Sagen handler om, hvorvidt straffriheden efter Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1 omfatter brug af et fremmed ID-dokument, når det sker i forbindelse med ulovlig indrejse med henblik på asylsøgning. Højesteret fastslår, at tiltalte må anses for at være kommet "direkte" fra et trusselsområde og har opfyldt kravet om "uopholdeligt" at henvende sig til myndighederne, selvom han først formelt søgte asyl ugevis efter anholdelsen.
Faktum: Tiltalte, en syrisk statsborger født i 1991, blev anholdt den 7. november 2022 ved Kruså grænseovergang. Han havde forevist et ægte italiensk ID-kort, som tilhørte en anden person. Tiltalte erkendte gerningen og forklarede, at han havde købt kortet i Athen ca. to måneder tidligere for at kunne legitimere sig, da han ville besøge sin søster i Danmark. Han var deserteret fra den syriske hær og efterlyst i Syrien.
Rejserute: Tiltalte flygtede fra Syrien til Tyrkiet i 2013-2014. I september 2022 rejste han til Grækenland (ophold på ca. 2 måneder), derefter til Spanien (ca. 1 døgn) og videre via Frankrig, Belgien og Tyskland til Danmark.
Retsforløb:
Kernen i sagen var fortolkningen af Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, der lyder:
"Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinner sig indenfor de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse."
To centrale spørgsmål stod på spil:
Højesteret tog stilling til problemstillingen således:
Straffrihedens rækkevidde: Højesteret fastslog, at ordlyden af artikel 31 omfatter straf for "ulovlig indrejse eller ophold". Retten fandt, at straffriheden også må omfatte handlinger som brug af et dokument, der tilhører en anden (jf. Straffeloven § 174), når dette sker i forbindelse med indrejse med henblik på at søge asyl. Handlingen er dermed ikke retsstridig, hvis betingelserne for straffrihed er opfyldt.
Kravet om at komme "direkte": Højesteret lagde vægt på, at udlændingemyndighederne havde afgivet en positiv asylafgørelse for tiltalte den 28. november 2023 efter Udlændingeloven § 7, stk. 1. På baggrund af denne afgørelse måtte det lægges til grund, at tiltalte – uanset ophold i Tyrkiet og Grækenland – var kommet "direkte" fra et område, hvor hans liv eller frihed var truet. Transitophold i andre lande ændrede ikke på vurderingen.
Kravet om "uopholdeligt" henvendelse: Selvom tiltalte ved anholdelsen den 7. november 2022 oplyste, at han ville søge asyl i Tyskland, og først formelt søgte asyl i Danmark den 9. december 2022, fandt Højesteret, at betingelsen om "uopholdeligt" henvendelse var opfyldt. Ved anholdelsen fik han kontakt til de danske myndigheder og afgav forklaring om sine forhold (herunder at han var deserteret). Dette betragtedes som tilstrækkeligt til at opfylde kravet.
Rimelig grund: Tiltalte havde godtgjort at have haft "rimelig grund" til den ulovlige indrejse, idet han flygtede fra forfølgelse/trussel mod liv og frihed i Syrien.
Højesteret frifandt tiltalte for overtrædelse af Straffeloven § 174. Dommen fra byretten og landsretten bortfaldt hermed. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for alle tre instanser.
Resultat:
