HøjesteretHøjesteret tog i kendelse af 17. april 2026 stilling til, om Østre Landsret med rette havde afvist tiltaltes anke under retsplejelovens § 920, stk. 2, fordi den fremlagte lægeerklæring angiveligt ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for lovligt forfald. Tiltalte, der ved Retten i Lyngby var idømt 8 måneders fængsel for bedrageri, udeblev fra ankesagen den 10. september 2025 og fremsendte en lægeerklæring om akut sygdom — dog ikke på den særlige attestformular. Højesteret fandt, at tiltalte havde godtgjort lovligt forfald, ophævede landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Ved dom af 18. januar 2022 idømte Retten i Lyngby tiltalte 8 måneders fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 278, stk. 1, nr. 3. Tiltalte blev fundet skyldig i 9 ud af 10 forhold, og 4 måneder af fængselsstraffen blev gjort betinget med vilkår.
Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen. Ankesagen blev berammet til hovedforhandling i Østre Landsret den 10. september 2025 kl. 9.30.
Den 9. september 2025 kl. 13.45 — dagen før det berammede retsmøde — sendte tiltalte en mail til sin forsvarer om en madforgiftning med opkast og diarré, som havde varet de seneste timer. Han udtrykte tvivl om, hvorvidt han ville være frisk nok til at møde op næste dag.
Forsvareren svarede samme dag og instruerede tiltalte om:
Den 10. september 2025 kl. 9.03 — 27 minutter inden retsmødets planlagte begyndelse — fremsendte tiltalte en lægeerklæring dateret samme dag til landsretten med kopi til sin forsvarer. Af erklæringen fremgik:
"Det bekræftes at ovenstående patient er tilmeldt min lægepraksis. Pt. er blevet akut syg og har derfor ikke mulighed for at deltage i retten som planlagt."
Erkæringen var ikke udfærdiget på den særlige attestformular. Der forelå desuden en faktura for lægeerklæringen på 1.000 kr. af samme dato. Det fremgik hverken af erklæringen, hvilken undersøgelsesform der lå til grund (fremøde eller telefonkonsultation), eller hvad sygdommens specifikke art og symptomer var.
Østre Landsrets 22. afdeling afviste samme dag tiltaltes anke i medfør af Retsplejeloven § 920, stk. 2 med følgende begrundelse:
"Da tiltalte trods lovligt forkyndt tilsigelse er udeblevet uden dokumenteret lovligt forfald, og det ikke undtagelsesvist findes nødvendigt at fremme sagen i tiltaltes fravær, afvises tiltaltes anke, jf. retsplejelovens § 920, stk. 2."
Landsretten lagde således til grund, at den fremlagte lægeerklæring ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for lovligt forfald.
Tiltalte gjorde gældende, at han havde lovligt forfald, idet hans sygdom var af en sådan grad, at man ikke med rimelighed kunne forvente fremøde. Forfaldets lovlighed var dokumenteret, da han forud for retsmødet indhentede og fremsendte en lægeerklæring, der eksplicit angav, at han var akut syg og ikke havde mulighed for at deltage.
Tiltalte anførte ydermere, at lægen var informeret om formålet, og at det var lægens selvstændige vurdering, der lå bag erklæringens indhold. Da tiltalte ingen faglige forudsætninger havde for at betvivle valget af attestformular, måtte han kunne forlade sig på lægens faglige vurdering og korrekte udfyldelse.
Anklagemyndigheden fastholdt, at lægeerklæringen var utilstrækkelig og uspecificeret af følgende grunde:
Anklagemyndigheden understregede, at pligten til at møde og til at dokumentere lovligt forfald påhviler tiltalte selv, og at det er tiltalte, der bærer risikoen for dokumentationens fyldestgørenhed.
Højesteret lagde til grund for sin afgørelse, at der samlet set forelå følgende dokumenterede omstændigheder:
På baggrund af det samlede forløb fandt Højesteret, at tiltalte havde godtgjort lovligt forfald:
"På baggrund af oplysningerne om forløbet den 9. og 10. september 2025 finder Højesteret, at Tiltalte har godtgjort, at han havde lovligt forfald ved retsmødet den 10. september 2025. Det kan under de nævnte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering, at lægen undlod at anvende den særlige attestformular."
Resultat: Landsrettens kendelse af 10. september 2025 om afvisning af anken ophæves, og sagen hjemvises til landsretten til fornyet behandling. Statskassen pålægges at betale kæresagens omkostninger.
