HøjesteretSagen omhandler en tiltalt, der den 7. september 2021 blev målt til at køre mindst 101 km/t på Ishøj Stationsvej. Anklagemyndigheden rejste tiltale for overtrædelse af hastighedsgrænsen og for vanvidskørsel efter Færdselsloven § 118, stk. 11, nr. 3, hvilket krævede en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. af den gældende grænse ved hastighed over 100 km/t. Striden centreret om, hvorvidt den gældende hastighedsgrænse var 50 km/t (generel byzonegrænse) eller 70 km/t (lokal begrænsning), og hvornår en lokal hastighedsbegrænsning ophører. Retten i Glostrup og Østre Landsret fandt tiltalte frifundet for vanvidskørsel og dømte ham kun for hastighedsforkyndelse med bøde. Højesteret stadfæstede frifindelsen for vanvidskørsel, men med en anderledes retlig begrundelse, og justerede bøden til 3.000 kr.
Det centrale stridspunkt var, om en lokal hastighedsbegrænsning fastsat ved færdselstavle C 55 ophører automatisk ved passage af et vejkryds, eller om den kræver udtrykkelig ophævelse ved skiltning.
Det fremgår af § 16, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 1632 af 20. december 2017 om vejafmærkning (nu § 18 i bekendtgørelse nr. 425 af 13. april 2023), at hvor andet ikke er bestemt i § 17 (nu § 19), gælder et forbud frem til næste vejkryds, hvis det ikke forinden er ophævet ved ophørstavle, eller andet er angivet med undertavle. Efter § 17 gælder en lokal hastighedsbegrænsning for en strækning på den aktuelle vej, jf. færdselslovens § 42, uanset § 16, stk. 2, indtil den ophæves ved ophørstavle, ved afstandsangivelse på undertavle eller ved angivelse af anden hastighedsbegrænsning.
Anklagemyndigheden argumenterede for, at lokal hastighedsbegrænsning ophører ved betydelige kryds, og at Ishøj Stationsvej efter krydsene udgjorde flere vejstrækninger, hvor den generelle grænse på 50 km/t gjaldt. Tiltalte modsatte sig dette og påpegede, at bekendtgørelsen udtrykkeligt fraviger hovedreglen om ophør ved kryds for C 55-tavler.
Højesteret foretog en selvstændig retlig fortolkning af vejafmærkningsbekendtgørelsen og afveg fra landsrettens begrundelse om, at et lyskryds automatisk ophæver lokal begrænsning.
Højesteret finder, at det således følger af vejafmærkningsbekendtgørelsen, at en lokal hastighedsbegrænsning ikke ophæves, blot fordi der er et vejkryds på vejstrækningen. På en vejstrækning ophæves en lokal hastighedsbegrænsning ved ophørstavle, ved afstandsangivelse på undertavle eller ved angivelse af anden hastighedsbegrænsning.
Højesteret lagde til grund landsrettens bevisresultat om, at tiltalte ikke passerede skiltning, der ophævede den lokale begrænsning på 70 km/t før målingen. Rettens bevisresultat gav ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte kørte på en ny vejstrækning, hvor en anden grænse automatisk trådte i kraft.
Den lokale hastighedsbegrænsning på 70 km i timen fortsat var gældende for Tiltalte, da han blev målt til at køre 101 km i timen efter lyskrydset Ishøj Stationsvej/Vejlebrovej.
Da den gældende grænse var 70 km/t, udgjorde en hastighed på 101 km/t en overskridelse på ca. 44 pct., hvilket ikke opfylder kravet om mere end 100 pct. overskridelse i Færdselsloven § 118, stk. 11, nr. 3. Højesteret tiltrådte derfor frifindelsen for vanvidskørsel.
| Påstand | Anklagemyndighed | Tiltalte | Tilkendt |
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom med den ændring, at bøden fastsattes til 3.000 kr. i overensstemmelse med de gældende Rigsadvokattakster på tidspunktet for kørslen. Tiltalte blev frifundet for vanvidskørsel efter Færdselsloven § 118, stk. 11, nr. 3, og påstandene om ubetinget førerretsfrakendelse og konfiskation af køretøjet blev afvist. Statskassen pålagdes at betale omkostningerne for Højesteret.
Sagen refereres som AM2025.01.17H.
