HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om den fælles forældremyndighed over B1 (f. 2017) og B2 (f. 2020) skulle ophæves og tillægges faren (F) alene, eller om bopælen skulle flyttes til ham, henset til moderens (M) påståede samværschikane. Retten stadfæstede landsrettens afgørelse om fælles forældremyndighed og bopæl hos M, da børnenes nuværende tilknytning og negative reaktioner på samvær vejede tungere end Ms adfærd, og da F ikke havde nedlagt subsidiær samværspåstand.
Forældrene F og M ophævede samlivet i sommeren 2020. Siden da har børnene B1 (født i februar 2017) og B2 (født i februar 2020) boet hos M, som har været deres primære omsorgsperson. Børnene har stort set ikke haft samvær med F – bortset fra et kortvarigt, overvåget samvær mellem B2 og F i foråret 2022.
Der har været indhentet børnesagkyndige erklæringer, herunder erklæringer af 7. marts 2023, som dannede grundlag for bevisvurderingen. Familieretshuset og børneinstitutionen havde observeret kraftige negative reaktioner fra børnene ved forsøg på at gennemføre samvær.
F´s påstande
F nedlagde ikke subsidiær påstand om samvær, hvis forældremyndighed eller bopæl ikke blev ændret.
Ms påstande
M nedlagde for det tilfælde, at forældremyndigheden tillægges F alene, eller bopælen tillægges ham, påstand om samvær mellem børnene og hende i nærmere bestemt omfang. F påstod i givet fald samvær i mere begrænset omfang.
F anførte, at M siden august 2020 havde udøvet grov samværschikane og forældrefremmedgørelse, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt..
Han henviste til den børnesagkyndige erklæring af 7. marts 2023, der konkluderede, at han havde tilsidesat egne behov for børnene og gjort alt for samarbejdet, mens børnenes modvilje skyldtes M´s påvirkning. Han påberåbte sig et fremtidsorienteret perspektiv, jf. UfR 2020.3854 H, og gjorde gældende, at han var bedst egnet til at sikre fremtidig kontakt til begge forældre.
M fastholdt, at hun ønskede fælles forældremyndighed for ikke at afskære F fra børnenes liv, og at hun håbede på at forbedre samarbejdet gennem Familieretshusets tilbud. Hun bestred at have udøvet samværschikane og anførte, at samvær var mislykkedes på grund af børnenes reaktioner. Hun gjorde gældende, at hun havde været børnenes primære omsorgsperson siden fødslen, og at det var bedst for børnene, at forældremyndighed og bopæl forblev hos hende.
Retten redegjorde for reglerne i forældreansvarsloven §§ 1, 4, 11 og 17 samt forarbejderne. Afgørelser skal træffes ud fra barnets bedste, og det indgår som et vigtigt moment, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den andens kontakt (samværschikane).
I sager om samværschikane skal retten anlægge et fremtidsorienteret perspektiv, så det vurderes, hvem der bedst kan sikre barnets kontakt til begge forældre. Højesteret citerede de relevante forarbejder:
»Bedømmelsen af, hvad der er ’barnets bedste’, skal altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns forhold … Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment, der skal tillægges stor vægt, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt med barnet (samværschikane).«
Højesteret lagde efter bevisførelsen, især de børnesagkyndige erklæringer af 7. marts 2023, til grund, at både M og F havde gode forældrekompetencer, men at børnenes manglende samvær i det væsentlige skyldtes Ms handlinger og negative indstilling over for F.
Samværschikanen skulle indgå med stor vægt, uanset M’s tilkendegivelse om at ville forbedre samarbejdet. Alligevel tillagde retten det afgørende betydning, at M siden sommeren 2020 havde været den primære omsorgsperson, og at Familieretshuset og børneinstitutionen havde observeret stærke negative reaktioner fra børnene ved samværsforsøg.
»Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret familierettens og landsrettens konklusion, hvorefter det på nuværende tidspunkt vil være bedst for børnene, at forældrene fortsat har fælles forældremyndighed, og at børnene fortsat har bopæl hos M.«
Da F ikke havde nedlagt påstand om samvær, fastsatte retten heller ikke en samværsordning.
Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.
