HøjesteretHøjesteret stadfæstede i tre sammenlagte sager (BS-48218, BS-48242 og BS-48245/2025-HJR) SKATs tilbagekaldelse af en tilladelse til skattefri aktieombytning og ophørsspaltning, idet skatteundgåelse fandtes at have været hovedformålet med omstruktureringen. Herudover fastslog Højesteret, at aktieombytning og ophørsspaltning udgør kontrollerede transaktioner, som er undergivet den 6-årige genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, og at en forkert lovhenvisning i SKATs begrundelse ikke medførte afgørelsernes ugyldighed.
A og B ejede i begyndelsen af 2011 henholdsvis 83 % og 17 % af aktierne i Y Holding A/S (nu X A/S), der via datterselskabet Z A/S drev virksomhed med bl.a. køb og salg af biler.
Y Holding ansøgte den 20. juni 2011 om tilladelse til skattefri aktieombytning og ophørsspaltning. Strukturen indebar:
Ansøgningen begrundede formålet med:
SKAT imødekom den 21. juli 2011 ansøgningen med anmeldelsesvilkår gældende i 3 år, der bl.a. forpligtede til at underrette SKAT ved ændringer i koncernstrukturen eller andre væsentlige ændringer af relevans for tilladelsen. Aktieombytningen og ophørsspaltningen blev gennemført i efteråret 2011 og vinteren 2011/2012.
De efterfølgende dispositioner (april 2012):
I april 2012 — kort tid efter omstruktureringen — blev det besluttet at udlodde ekstraordinært udbytte på 63.953.000 kr. fra Y Holding til de to holdingselskaber. Bs holdingselskab modtog 17 % (ca. 10.872.010 kr.) og købte umiddelbart herefter aktier svarende til 23 % af aktiekapitalen i Y Holding fra As holdingselskab for ca. 10.866.120 kr. Hverken udlodningen eller aktieoverdragelsen blev anmeldt til SKAT i overensstemmelse med anmeldelsesvilkårene.
Højesteret bemærkede indledningsvist, at tilladelsen er udstedt med hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2, og og , som gennemfører fusionsskattedirektivet (nu ).
Efter direktivets artikel 15, stk. 1, litra a kan en medlemsstat afslå eller inddrage adgangen til at anvende direktivets regler, hvis aktieombytningens eller spaltningens hovedformål eller et af hovedformålene er skatteunddragelse eller skatteundgåelse. Foreligger der ikke gyldige forretningsmæssige årsager (som omstrukturering eller rationalisering), kan der være grund til at formode, at dette er tilfældet.
Højesteret fastlagde på baggrund af EU-Domstolens praksis følgende principper:
Af lovforarbejderne til reglerne om skattefri omstrukturering (Lovforslag L 110, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 3730) fremgår, at SKAT i sin behandling af ansøgninger påser, at omstruktureringen er båret af forsvarlige forretningsmæssige begrundelser og ikke reelt benyttes til at afstå aktiver skattefrit og derved omgå avancebeskatningen.
Højesteret fastlagde som et centralt princip, at efterfølgende dispositioner i og mellem de involverede selskaber må indgå i den samlede vurdering af, om hovedformålet eller et af hovedformålene med omstruktureringen har været skatteundgåelse.
I den konkrete sag lagde Højesteret — ligesom landsretten — følgende til grund:
| Omstændighed | Betydning for vurderingen |
|---|---|
| Udlodning på ca. 64 mio. kr. drøftet allerede under udfærdigelse af ansøgningen | Taler for, at udlodningen var planlagt fra starten |
| Udlodningen ikke begrundet i konkret ejendomsinvestering i 2012 | Anfægtede det erklærede forretningsmæssige formål om ejendomsinvesteringer |
| Ejendomsinvesteringer først foretaget efter tilbagekaldelse i 2016 | Ingen forretningsmæssige dispositioner muliggjort af omstruktureringen i perioden |
| Udlodningen muliggjorde aktieoverdragelse fra A til B til markant lavere pris | B finansierede købet skattefrit med udlodningen |
| Tidsmæssig sammenhæng: udlodning og aktieoverdragelse kort tid efter omstruktureringen | Taler for, at formålet var at muliggøre udlodning og overdragelse uden beskatning |
På den baggrund tiltrådte Højesteret, at hovedformålet med aktieombytningen og ophørsspaltningen var skatteundgåelse.
Højesteret fandt endvidere, at det ikke er en uproportional konsekvens af tilbagekaldelsen, at A og B skal betale skat af aktieafståelserne. Det bemærkedes herved, at A og B — hvis de var i tvivl om, hvorvidt udlodningen og aktieoverdragelsen kunne få betydning for tilladelsens opretholdelse — kunne have spurgt SKAT herom i overensstemmelse med anmeldelsesvilkårene.
Højesteret tiltrådte herefter, at SKAT var berettiget til at tilbagekalde tilladelsen.
SKAT genoptog i 2016 As og Bs skatteansættelser for indkomståret 2011 — efter udløbet af den ordinære 3-årige frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Spørgsmålet var, om den forlængede 6-årige frist i § 26, stk. 5 fandt anvendelse.
Betingelsen herfor er, at:
Det var uomtvistet, at A, B og deres selskaber er omfattet af personkredsen i § 3 B.
Højesteret tiltrådte — af de grunde landsretten anførte — at begrebet "kontrollerede transaktioner" i § 26, stk. 5, omfatter den situation, at en aktionær overdrager sine aktier i et eksisterende selskab til et nystiftet selskab mod at få aktier eller anparter i det nye selskab, når den pågældende ved aktieombytningen opnår at kunne udøve bestemmende indflydelse over det nye selskab.
Højesteret henviste til sin dom af 16. december 2025 (UfR 2026.1117), hvori retten fastslog, at der hverken i ordlyden af § 26, stk. 8 eller dens forarbejder er holdepunkter for at begrænse § 26, stk. 5's anvendelsesområde ved omstruktureringer i form af tilførsel af aktiver. Højesteret fandt, at der heller ikke er holdepunkter for, at stk. 8 begrænser stk. 5 ved aktieombytning og ophørsspaltning.
Konklusion: SKAT var berettiget til i medfør af § 26, stk. 5, at genoptage As og Bs skatteansættelser for 2011.
A og B gjorde gældende, at SKATs afgørelser skulle tilsidesættes som ugyldige, fordi SKAT i afgørelserne havde henvist til § 26, stk. 8 — og ikke stk. 5 — som hjemmel for genoptagelse, og at begrundelsen dermed var mangelfuld.
Højesteret afviste dette anbringende:
Den omstændighed, at SKAT oprindeligt har fundet hjemlen til genoptagelse i en forkert bestemmelse, kan ikke føre til, at afgørelserne skal tilsidesættes.
Da der var hjemmel til genoptagelsen i den korrekte bestemmelse (stk. 5), medførte den fejlagtige lovhenvisning ikke afgørelsernes ugyldighed.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom i alle tre sager.
I sagsomkostninger for Højesteret blev der fastsat følgende beløb til Skatte- og Vækstministeriet:
| Sagsøger | Sagsomkostninger for Højesteret |
|---|---|
| A | 200.000 kr. |
| B | 100.000 kr. |
| X A/S | 100.000 kr. |
| I alt | 400.000 kr. |
Ved fastsættelsen af beløbene er der lagt vægt på sagernes værdi, karakter og omfang samt hovedforhandlingens varighed.
De idømte sagsomkostningsbeløb forfalder til betaling inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Præcedensmæssig betydning: Dommen fastslår (1) at efterfølgende dispositioner kan indgå i den samlede vurdering af skatteundgåelse som formål ved omstrukturering, og (2) at aktieombytning og ophørsspaltning udgør kontrollerede transaktioner med den udvidede 6-årige genoptagelsesfrist til følge — parallelt med UfR 2026.1117 om tilførsel af aktiver.
