Fordeling af betalingspligt for grønlandske borgere anbragt i Danmark efter dansk straffedom

Stridens kerne: Skift i retsgrundlag og betalingspligt

Tvillingebrødrene A og B blev ved dom af Nuuk Kredsret af 14. oktober 2010 fundet skyldige i overtrædelse af den grønlandske kriminallov, herunder forsøg på manddrab, og idømt anbringelse i Danmark. De blev anbragt i 2011. Under opholdet begik de ny kriminalitet, hvorefter Retten i Horsens ved dom af 2. april 2014 dømte dem efter den danske straffelov til anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Ved denne dom blev foranstaltningerne i medfør af den grønlandske dom ophævet.

Lolland Kommune og Randers Kommune nedlagde påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skulle anerkendes som rette betalingskommune og afholde udgifterne for perioden efter 10. februar 2018 til udgangen af 2019. Kommunerne argumenterede for, at anbringelsen fortsatte i et ubrudt forløb initieret fra Grønland, og at den danske dom ikke medførte en ny visitation. Kommuneqarfik Sermersooq modsatte sig dette og hævede krav om refusion af allerede afholdte udgifter.

Lovgrundlag og parternes anbringender

Efter Retssikkerhedslovens § 9, stk. 1 har en opholdskommune pligt til at yde hjælp, hvilket medfører betalingspligt for udgifter til ophold på institution. Retssikkerhedslovens § 90, stk. 1 fastslår dog, at loven ikke gælder for Grønland.

I henhold til bekendtgørelser om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland var de grønlandske myndigheder betalingspligtige så længe anbringelsen grundlagde sig på den grønlandske dom. Da Retten i Horsens ophævede denne dom og idømte anbringelse efter dansk straffelov, ændredes retsgrundlaget.

De opkrævede beløb for perioden efter 10. februar 2018 til udgangen af 2019 fordelte sig som følger:

Højesterets begrundelse: Anbringelsesgrundlag og objektiv finansiering

Højesteret fandt, at Retten i Horsens’ dom af 2. april 2014 erstattede den grønlandske dom som grundlag for anbringelsen. Det var uden betydning, at anbringelsen fortsatte ubrudt eller at der ikke skete ny visitation.

Højesteret finder, at efter Retten i Horsens’ dom var grundlaget for anbringelsen af A og B ikke længere Nuuk Kredsrets dom, men den danske straffedom. Allerede som følge heraf finder de foranævnede bekendtgørelser ikke anvendelse. Det er uden betydning, at der ikke efter den danske straffedom skete en ny visitation, og at anbringelsen fortsatte i et ubrudt forløb.

Da Retssikkerhedsloven ikke gælder for Grønland, kunne Kommuneqarfik Sermersooq ikke pålægges betalingspligt efter loven eller ved analogi til bekendtgørelserne. De rette betalingskommuner blev derfor Lolland Kommune og Randers Kommune som opholdskommuner på domstidspunktet.

Vedrørende Institution X fastslog Højesteret, at driften er objektivt finansieret mellem alle danske kommuner efter folketal. Dette medførte, at Region Sjælland ikke havde et direkte opkrævningskrav mod de to kommuner, og Kommuneqarfik Sermersooq derfor ikke kunne indtræde i et sådant krav.

Den objektive finansiering indebærer, at hverken Lolland Kommune eller Randers Kommune kunne opkræves udgifter til B og As ophold på Institution Xs sikrede afdeling. Den opkrævende myndighed, Region Sjælland, havde derfor ikke et krav mod Lolland Kommune og Randers Kommune, som Kommuneqarfik Sermersooq kan anses for at være indtrådt i.

Afgørelsen: Refusion og frifindelse

Højesteret stadfæstede frifindelse af Kommuneqarfik Sermersooq for anerkendelsespåstandene om fremtidig betalingspligt. Da den grønlandske kommune uberettiget havde afholdt udgifter til ophold på Institution X, blev disse krav afvist. For de øvrige udgifter fandt retten, at Kommuneqarfik Sermersooq ved betaling var indtrådt i de opkrævende myndigheders krav mod de rette betalingskommuner.

Lolland Kommune blev pålagt at refundere 111.852 kr. i pensionsudgifter direkte opkrævet af kommunen, samt 1.087.671 kr. for ophold på Institution Y, i alt 1.199.523 kr. Randers Kommune blev pålagt at refundere 261.454 kr. i pensionsudgifter. Kravene forrentes med procesrente fra 10. februar 2021.

Med hensyn til sagsomkostninger fandt Højesteret, at ingen part skulle betale sagsomkostninger til den anden for hverken landsret eller Højesteret under hensyn til sagernes principielle karakter.

THI KENDES FOR RET: Kommuneqarfik Sermersooq frifindes for Lolland Kommunes anerkendelsespåstand. Lolland Kommune skal til Kommuneqarfik Sermersooq betale 1.199.523 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021. Kommuneqarfik Sermersooq frifindes for Randers Kommunes anerkendelsespåstand. Randers Kommune skal til Kommuneqarfik Sermersooq betale 261.454 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021. Ingen part skal betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til den anden part.