HøjesteretHøjesteret har i denne principielle dom fastsat retningslinjerne for strafreduktion ved tilståelse efter den nyaffattede Straffeloven § 82, stk. 1, nr. 9. Dommen opstiller seks konkrete kategorier for udmåling af tilståelsesrabat baseret på, hvornår tilståelsen afgives, og hvilken ressourcebesparelse den medfører for myndighederne.
Tiltalte var af landsretten idømt fængsel i 2 år for bl.a. besiddelse af 336,49 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse samt en række øvrige forhold. Anklagemyndigheden anede med påstand om skærpelse, mens tiltalte påstod formildelse. Anklagemyndigheden lagde vægt på, at tiltalte blev taget på fersk gerning, så tilståelsen ikke medførte væsentlig ressourcebesparelse for politiet, og krævede derfor kun en bescheiden rabat på højst 10-15 %. Tiltalte derimod argumenterede for en rabat på ca. en tredjedel for at skabe et tilstrækkeligt incitament til tilståelse.
Højesteret fastslog, at tilståelsesrabatten som udgangspunkt skal udmåles efter følgende rammer:
Retten præciserede, at intervallerne er udgangspunkter, der kan fraviges for at undgå strafpositioner i strid med Straffeloven § 33. Sager med faste takster (f.eks. færdselslovgivningen) og grove integritetskrænkelser (drab, voldtægt, grov vold) undtages som udgangspunkt fra rabat alene baseret på procesøkonomi.
Højesteret fastslog, at den foreliggende sag falder under Kategori 3, da tiltalte blev grebet med amfetaminen på sig, hvilket ikke sparet politiet for efterforskning. Basismålingen fastsattes til fængsel i 2 år. Rabatten blev konkret udmålt til 3 måneders fængsel (12,5 %). Under hensyn til reststraffen på 367 dage blev den samlede fællesstraf fastsat til fængsel i 2 år og 9 måneder.
"Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at T straffes med fængsel i 2 år og 9 måneder."
Statskassen betaler sagsomkostningerne for Højesteret.
