HøjesteretHøjesteret fastsætter i denne sag ny praksis for strafreduktion ved tilståelse efter en ny affattelse af Straffeloven § 82, stk. 1, nr. 9. Sagen drejede sig om en tiltalt, der var dømt for bl.a. besiddelse af amfetamin med henblik på videreoverdragelse, databedrageri og hæleri.
Anklagemyndigheden argumenterede for, at en betydelig strafreduktion (op til 25 %) kun bør gives, når tilståelsen medfører en væsentlig ressourcebesparelse. Da tiltalte blev taget på fersk gerning, mente anklagemyndigheden, at reduktionen højst skulle være 10-15 %.
Tiltalte påstod formildelse og anførte, at hensigten med lovændringen var at skabe et stærkere incitament til tilståelse. Han mente, at en mærkbar rabat på omkring en tredjedel ved hurtig tilståelse var nødvendig for at opnå denne effekt.
Højesteret opstillede generelle retningslinjer for strafreduktion inddelt i seks kategorier:
Højesteret bemærkede, at der i visse sager (f.eks. grove integritetskrænkelser eller sager med faste straffepositioner som færdselssager) som udgangspunkt ikke kan gives rabat alene af procesøkonomiske hensyn.
Højesteret fastsatte, at straffen for de begåede forhold – uden hensyn til reststraf og tilståelsesrabat – skulle være fængsel i 2 år.
Da tiltalte blev taget på fersk gerning, og tilståelsen derfor ikke sparede politiet for en længere efterforskning, placerede Højesteret sagen i kategori 3. Retten fandt, at en reduktion på 3 måneders fængsel (svarende til 12,5 %) var passende.
Straffen for de nye forhold blev nedsat til 1 år og 9 måneder. Hertil blev den tidligere reststraf på 367 dage lagt.
Fællesstraffen blev samlet fastsat til fængsel i 2 år og 9 måneder. Højesteret skærpede dermed landsrettens dom, hvor tiltalte var idømt 2 års fængsel.
