HøjesteretHøjesteret stadfæste Østre Landsrets dom på 16 års fængsel i en straffesag vedrørende forsøg på besiddelse af 300 kg kokain samt planlægning af anvendelse af tvang. Afgørelsen fastslår principielt, at en tilståelse, der først afgives under anken af en domsmands- eller nævningsdom, som udgangspunkt ikke skal tillægges betydning ved strafudmålingen.
Et centralt omdrejningspunkt i sagen var, hvorvidt tiltaltes tilståelse under ankeprocessen skulle medføre en formildelse af straffen. Højesteret fastslog, at en tilståelse, som først afgives under anken af en domsmandssag eller nævningsag, som det helt klare udgangspunkt ikke skal tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen.
Retten henviser til en ledsagesag (sag 99/2024) og begrundede afgørelsen med, at en automatisk strafnedsættelse for sene tilståelser ville skabe et uhensigtsmæssigt incitament for tiltalte til at anlægge fuld anke for herefter at kunne tilstå og opnå en lavere straf. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, der retfærdiggjorde en fravigelse af udgangspunktet i den foreliggende sag, blev tiltaltes tilståelse under anken ikke tillagt formildende vægt efter Straffeloven § 82.
Tiltalte 4 gjorde gældende, at landsrettens begrundelse for at afvise en frivillig tilbagetræden fra forsøget i sagens forhold 2 var mangelfuld, og påstod derfor frifindelse eller hjemvisning. Højesteret fandt imidlertid ikke, at landsrettens begrundelse led af en retlig mangel.
Landsretten havde lagt byrettens bevisresultat til grund og konkluderet, at der under de foreliggende omstændigheder ikke var grundlag for at fastslå frivillig tilbagetræden jf. Straffeloven § 22. Højesteret tiltrådte denne vurdering og afviste dermed påstanden om frifindelse eller hjemvisning, da landsrettens afgørelse opfyldte kravene i Retsplejeloven § 218 om begrundelse.
Anklagemyndigheden påstod, at straffen skulle skærpes under henvisning til de særligt skærpende omstændigheder, som følge af den meget store mængde kokain (300 kg), hvilket talte for en anvendelse af Straffeloven § 88.
Højesteret tiltrådte dog tiltaltes opfattelse af, at der ikke forelå de nødvendige særligt skærpende omstændigheder til at anvende bestemmelsen. Retten lagde vægt på, at tiltalte havde en mere praktisk end ledende rolle, var placeret under ledere i hierarkiet, og at der alene var tale om forsøg. Derfor blev straffen ikke forhøjet ud over den tilkendte ramme.
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom. Tiltalte 4 frfindes ikke for forsøget på at anvende tvang (forhold 2), og straffen fastsættes vedblivende til fængsel i 16 år for overtrædelse af Straffeloven § 191 og Straffeloven § 260.
