HøjesteretHøjesteret har stadfæstet Vestre Landsrets kendelser om, at en tiltalt kan holdes varetægtsfængslet ud over to tredjedele af den idømte straf på 6 måneders fængsel, når der er åbenbar risiko for gentagelse af ligartet kriminalitet. Afgørelsen præciserer proportionalitetsvurderingen i Retsplejeloven § 762, stk. 3 og afviser kravet om, at domstolene skal indhente en bindende udtalelse fra Kriminalforsorgen om prøveløsladelse, før fængslingen forlænges ud over normal prøveløsladelsestid. Sagen (AM2024.02.15H) bekræfter, at varetægtsperioden undtagelsesvis kan overstige den forventede afsøningsperiode, når konkrete forhold taler for, at prøveløsladelse vil være utilrådelig.
Tiltalte blev den 11. april 2023 løsladt efter fuldt ud at have afsonet en dom på 1 år og 3 måneders fængsel for blandt andet 13 indbrud. Kun fem dage senere, den 16. april 2023, blev han anholdt og sigtet for indbrudstyveri i en beboelseslejlighed i Sønderborg, mens beboeren sov. Han blev varetægtsfængslet i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2 pga. gentagelsesrisiko.
Ved Retten i Sønderborg blev tiltalte den 6. juli 2023 idømt 6 måneders fængsel for indbrudstyveri efter Straffeloven § 276a, brugstyveri og færdselslovsovertrædelser. Tiltalte ankede til formildelse, mens anklagemyndigheden kontraankede til skærpelse. I perioden under ankesagen afsagde landsretten kendelser den 10. august 2023 og den 22. september 2023 om fortsat varetægtsfængsling, herudover den 16. august 2023 havde tiltalte udstået to tredjedele af den idømte straf. Ankesagen blev senere hævet, men varetægtsfængslingen blev opretholdt indtil afsoning kunne påbegyndes.
Tiltalte nedlagde påstand om, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling ikke var opfyldt, og at forlængelserne var i strid med proportionalitetsprincippet. Han anførte, at domstolene manglende grundlag for at vurdere prøveløsladelig utilrådighed uden konkrete oplysninger fra Kriminalforsorgen, og at hans personlige forhold (ønske om kriminalitetsfri tilværelse, bolig hos mor, kontanthjælp) talte for løsladelse.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse og argumenterede for, at den omfattende forstraffe, det ekstremt hurtige recidiv (5 dage efter løsladelse) og det forhold, at tiltalte senest havde afsonet fem domme på fuld tid, gjorde det åbenbart utilrådeligt at prøveløslade ham. Anklagemyndigheden henviste til, at prøveløsladelse efter Straffeloven § 38, stk. 4 forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, og at dette var tilfældet her.
Det centrale stridsspørgsmål var, om det var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet i Retsplejeloven § 762, stk. 3 at forlænge varetægtsfængslingen ud over to tredjedele af den idømte straf, når der normalt tages hensyn til muligheden for prøveløsladelse til normal tid. Tiltalte påstod, at proportionalitetsvurderingen krævede en konkret indhentning af udtalelse fra Kriminalforsorgen. Anklagemyndigheden og landsretten argumenterede derimod for, at Højesterets praksis (UfR 2012.2271 og UfR 2020.3699) tillader, at varetægtsperioden overstiger den normale prøveløsladelsestid, når konkrete oplysninger i sagen undtagelsesvis giver fornøden sikkerhed for, at prøveløsladelse vil være utilrådelig.
Rettens vurdering hvilede på flere centrale juridiske rammer:
"Det følger af proportionalitetsreglen i retsplejelovens § 762, stk. 3, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til bl.a. den retsfølge, som kan forventes... Ved vurderingen af den forventede retsfølge skal der bl.a. tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid."
"Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør kriminalforsorgen, når to tredjedele af straffetiden... er udstået, om den dømte skal prøveløslades. Løsladelse på prøve forudsætter bl.a., at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, jf. § 38, stk. 4."
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1560/2016 understøttede, at varetægtsperioden undtagelsesvis kan overstige normal prøveløsladelsestid, hvis der er fornøden sikkerhed for afslag. Udvalget konkluderede desuden, at en ordning med obligatoriske udtalelser fra Kriminalforsorgen til proportionalitetsvurderingen ikke var hensigtsmæssig pga. ressourcemæssige udfordringer og risikoen for negativ påvirkning af resocialiseringen.
Højesteret bekræftede, at proportionalitetsvurderingen skal tage hensyn til muligheden for prøveløsladelse, men afviste, at dette udelukker fængsling ud over to tredjedele af straffetiden. Retten lagde vægt på følgende:
"Højesteret tiltræder, at det ikke i den foreliggende sag var i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3, at forlænge varetægtsfængslingen af Tiltalte ud over to tredjedele af straffetiden. Højesteret har herved ligesom landsretten lagt vægt på oplysningerne om sagens karakter, Tiltaltes personlige forhold, herunder omfattende forstraffe for ligeartet kriminalitet, det hurtige recidiv og oplysningen om, at han afsonede sin seneste dom... fuldt ud."
Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets kendelser af den 10. august 2023 og den 22. september 2023 om, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet indtil afsoning kunne påbegyndes. Retten konkluderede, at betingelserne for fængsling pga. gentagelsesrisiko i Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2 var opfyldt, og at proportionalitetsprincippet ikke var tilsideskuttet.
Tiltalte blev tilkendt til at betale køreomkostningerne for Højesteret. Afgørelsen bekræfter retspraksis for, at varetægtsfængsling kan forlænges ud over normal prøveløsladelsestid, når konkrete forhold dokumenterer en markant gentagelsesrisiko og gør prøveløsladelse utilrådelig.
