HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om det var proportionalt at forlænge varetægtsfængslingen af T, efter at han havde været frihedsberøvet i over to tredjedele af den idømte straf på 6 måneders fængsel. Spørgsmålet var, om landsrettens kendelser af 10. august og 22. september 2023 stred mod proportionalitetsprincippet i . Højesteret fastslog, at varetægtsperioden undtagelsesvist kan overstige to tredjedele af straffen, hvis prøveløsladelse må anses for utilrådelig, og at retten ikke skal indhente en udtalelse fra Kriminalforsorgen herom.
Sagen for Højesteret var mellem Anklagemyndigheden og T, der var bistået af advokat Morten Wosylus Kamp, beskikket.
I påkendelsen deltog fem højesteretsdommere:
T blev løsladt den 11. april 2023 efter at have afsonet en dom på 1 år og 3 måneders fængsel for indbrudskriminalitet. Kun fem dage senere, den 16. april 2023, brød han ind i en beboelseslejlighed i Sønderborg om natten, mens beboeren sov, og stjal diverse pyntegenstande, en pung, en bilnøgle og et ukendt beløb. Han brugte bilnøglen til at stjæle beboerens bil, som han senere forulykkede i. T blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesrisiko).
T havde en meget omfattende kriminel forhistorie:
Ved Retten i Sønderborgs dom af 6. juli 2023 blev T idømt 6 måneders fængsel og en bøde på 13.500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276 a (indbrudstyveri), brugstyveri af bil, færdselsloven og lov om euforiserende stoffer.
T ankede dommen til formildelse, og anklagemyndigheden kontraankede med påstand om skærpelse. Samtidig besluttede byretten at opretholde varetægtsfængslingen under anken.
Vestre Landsret forlængede fængslingen ved kendelse af 20. juli 2023 frem til 17. august 2023 og dernæst ved kendelse af 10. august 2023 – med hovedforhandling berammet til 2. oktober 2023 – indtil dom. Efter at T den 18. september 2023 havde frafaldet sin anke og anklagemyndigheden den 20. september 2023 sin kontraanke, hævedes ankesagen, og landsretten afsagde kendelse den 22. september 2023 om fortsat varetægtsfængsling indtil afsoning kunne påbegyndes.
Procesbevillingsnævnet gav tilladelse til at kære begge landsretskendelser til Højesteret.
| Dato | Begivenhed |\n| --- | --- |\n| 11. april 2023 | T løslades efter afsoning |\n| 16. april 2023 | T anholdes for nyt indbrud |\n| 6. juli 2023 | Byretten idømmer 6 måneders fængsel |\n| 10. august 2023 | Landsretten forlænger varetægtsfængsling indtil dom |\n| 22. september 2023 | Landsretten forlænger varetægtsfængsling indtil afsoning |\n| 15. februar 2024 | Højesteret afsiger kendelse |
T nedlagde påstand om, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling ikke var opfyldt, da landsretten afsagde kendelserne den 10. august 2023 og den 22. september 2023.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelser.
Proportionalitetsprincippet er fastsat i retsplejelovens § 762, stk. 3:
Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.
Højesteret har i to principielle kendelser – UfR 2012.2271 H og UfR 2020.3699 H – fastslået, at der ved vurderingen af den forventede retsfølge tillige skal tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid. Prøveløsladelse afgøres af Kriminalforsorgen, når to tredjedele af straffetiden er udstået, jf. straffelovens § 38, stk. 1. Løsladelse på prøve forudsætter imidlertid, at den dømtes forhold ikke gør det utilrådeligt, jf. straffelovens § 38, stk. 4.
Spørgsmålet om, hvorvidt varetægtsperioden kan overstige to tredjedele af den forventede straf, er indgående behandlet i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1560/2016. Heraf fremgår bl.a.:
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er højesteretskendelsen ikke til hinder for, at varetægtsperioden overstiger varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid i tilfælde, hvor der ud fra oplysningerne i den konkrete sag undtagelsesvis er fornøden sikkerhed for, at den pågældende ikke vil blive prøveløsladt.
Udvalget fandt ikke grundlag for at indføre en ordning om indhentelse af udtalelse fra Kriminalforsorgen til brug for proportionalitetsvurderingen. Rigsadvokaten havde forud for betænkningen opfordret anklagerne til at være opmærksomme på muligheden for at gøre gældende, at prøveløsladelse er udelukket i egnede sager.
Da landsretten forlængede varetægtsfængslingen den 10. august 2023, havde T været frihedsberøvet i mere end 4 måneder, svarende til over to tredjedele af byrettens straf. Spørgsmålet var, om dette indebar en krænkelse af proportionalitetsprincippet.
Parterne var uenige om, hvorvidt der kunne ses bort fra den normale prøveløsladelsestid, og om retten selv kunne vurdere spørgsmålet om utilrådelighed uden inddragelse af Kriminalforsorgen.
T anførte, at fortsat varetægtsfængsling ville stride mod retsplejelovens § 762, stk. 3, fordi det afskar ham fra den ordinære afgørelse om prøveløsladelse, der ifølge straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 2 og Løsladelsesvejledningen tilkommer Kriminalforsorgen, med efterfølgende domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112.
Landsrettens kendelse havde reelt medført, at T skulle afsone næsten hele straffen (6 måneder minus 14 dage), hvilket fik ham til at opgive anken. Han henviste til sine gode personlige forhold, herunder et ønsker om en kriminalitetsfri tilværelse, og at han ville bo hos sin mor og søge arbejde.
Anklagemyndigheden gjorde gældende, at betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 var opfyldte, og at proportionalitetsvurderingen undtagelsesvist kunne medføre, at fængslingen oversteg to tredjedele af straffen. Dette var tilfældet her, fordi prøveløsladelse ville være åbenbart utilrådelig, jf. straffelovens § 38, stk. 4. Der blev lagt vægt på:
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser af 10. august 2023 og 22. september 2023.
T pålagdes at betale kæreomkostningerne for Højesteret.
Anklagemyndigheden henviste til retspraksis og betænkning 1560/2016, der understøttede, at retten selv kunne tage stilling til spørgsmålet uden Kriminalforsorgens medvirken.
Højesteret fastslog indledningsvist, at den principielle retstilstand følger af UfR 2012.2271 H og UfR 2020.3699 H, som ikke er til hinder for, at varetægtsperioden efter en konkret vurdering kan overstige to tredjedele af den forventede straf, når prøveløsladelse undtagelsesvis må anses for udelukket.
Et centralt led i begrundelsen var, at:
der ved proportionalitetsvurderingen i forbindelse med rettens stillingtagen til forlængelse af varetægtsfængsling ikke skal indhentes en udtalelse fra kriminalforsorgen vedrørende muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid.
Retten skal således selv foretage den konkrete vurdering af, om prøveløsladelse er utilrådelig, uden at afvente en administrativ udtalelse.
Ved den konkrete afvejning lagde Højesteret – ligesom landsretten – afgørende vægt på:
På denne baggrund fandt Højesteret, at det ikke var i strid med proportionalitetsprincippet at forlænge varetægtsfængslingen ud over to tredjedele af den idømte straf på 6 måneder.
