HøjesteretSagen vedrører fortolkningen af ankebegrænsningen i Retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. i forhold til familierettens afgørelser om både fysisk samvær og »anden kontakt« med et barn. Højesteret fastslog, at begrebet »samvær« i bestemmelsen skal forstås bredt og omfatter ligeledes afgørelser om anden kontakt, hvilket betyder at anke kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
F og M er biologiske forældre til barnet B, der blev stedbarnsadopteret i 2011. M har haft eneforældremyndigheden siden 2022. F anmodede om samvær jf. Forældreansvarsloven § 20 a, men Familieretten afsagde den 13. maj 2025 dom om, at F ikke skulle have samvær eller anden kontakt af hensyn til B's trivsel. F ankede til landsretten, mens M påstod anken afvist manglende tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Landsretten fandt, at anketilladelse ikke var påkrævet. Retten lagde vægt på, at familieretten ikke alene havde afgjort spørgsmål om samvær, men også om »anden kontakt« efter Forældreansvarslovens § 20 a. Da Retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. specifikt nævner sager, der »alene har afgjort spørgsmål om samvær«, mente landsretten, at den almindelige ankeadgang gjaldte. Landsretten henvisede hertil til en tidligere kendelse gengivet i UfR 2025.1453.
Højesteret ophævede landsrettens kendelse og fastslog, at »samvær« i Retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. skal fortolkes bredt. Det omfatter både fysisk samvær efter Forældreansvarsloven § 19 og »anden kontakt« efter § 22. Højesteret henvisede til lovgiverens intentioner med lovændringen i 2024:
»Formålet med ankebegrænsningen er bl.a. at frigøre ressourcer ved domstolene for at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Begrundelsen for ankebegrænsningen er ifølge forarbejderne, at afgørelser om samvær er mindre egnede til domstolsbehandling."
Højesteret vurderede, at de samme hensyn – herunder behovet for hurtige afgørelser og løbende tilpasninger – gør sig gældende for anden kontakt. En anden fortolkning ville gøre det muligt at omgå ankebegrænsningen ved blot at tilføje en subsidiær påstand om anden kontakt.
Højesteret konkluderer, at Retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til anke af domme, der alene afgør spørgsmål om samvær eller anden kontakt, eller en kombination heraf. Da familierettens dom vedrørte begge dele og der ikke forelå tilladelse, afvises ankesagen. Ingen af parterne tilpligtet sagsomkostninger for Højesteret.
