HøjesteretSagen vedrørte fortolkningen af ankebegrænsningen i retsplejeloven, da en far ankede en familieretsdom alene om samvær uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Højesteret fastslog, at anketilladelse var påkrævet, da familieretten udelukkende havde afgjort spørgsmålet om samvær, hvilket udelukkede direkte anke til landsretten.
F og M er forældre til barnet B, som M har den fulde forældremyndighed over. Tidligere var der fastsat overvåget samvær, hvilket aldrig blev realiseret på grund af barnets manglende motivation og udfordringer med ADHD.
For Højesteret stod spørgsmålet om fortolkningen af Retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. i centrum. Sagen rejste to centrale processuelle punkter:
Højesteret stadfæstede landsrettens afvisning med den begrundelse, at familierettens dom udelukkende vedrørte spørgsmålet om samvær. Ifølge Retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. kan en sådan afgørelse kun ankes med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Højesteret præciserede yderligere, at ankebegrænsningen også ville finde anvendelse, hvis familieretten tillige havde afgjort spørgsmål om "anden kontakt". Da F ikke havde fremlagt en sådan tilladelse, var landsrettens afvisning korrekt. Højesteret afsagde, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
