HøjesteretHøjesteret ophæver i denne sag en livsvarig udvisning af en iransk statsborger, der i 1999 blev fundet skyldig i drab, men straffri på grund af sindssygdom. Afgørelsen fastslår, at der er gået næsten 26 år uden ny kriminalitet, og tiltaltes stabiliserede psykiske tilstand samt tætte familiemæssige bånd til Danmark medfører, at opretholdelse af udvisningen vil stride mod artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen.
Tiltalte, en iransk statsborger, begik i september 1999 et groft drab på sin ægtefælle samt usømmelig omgang med lig. Ved Østre Landsrets dom i 2000 blev han fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 237 og Straffeloven § 139, men frifundet for straf på grund af utilregnelighed efter Straffeloven § 16. Han blev idømt tidsbestemt anbringelse på hospital for sindslidende i medfør af Straffeloven § 68 og samtidig udvist for bestandig. Højesteret stadfæstede udvisningen i 2001.
I 2009 blev det fastslået, at tiltalte ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran på grund af risiko for overgreb, jf. Udlændingeloven § 31, og han overgik til tålt ophold. Hans anbringelsesdom blev ændret til en behandlingsforanstaltning i 2007, og han blev udskrevet til egen bolig i 2008. Gennem medikamentel behandling stabiliseredes hans tilstand, og han udviste sygdomsindsigt. I januar 2021 ophævede Københavns Byret endeligt behandlingsforanstaltningen, da risikoen for ny kriminalitet vurderes lav, forudsat fortsat medicin.
I juni 2023 anmodede tiltalte om fornyet prøvelse af udvisningen efter Udlændingeloven § 50, stk. 1. Han påberåbte sig, at der var gået over 24 år uden ny kriminalitet, samt henviste til sin helbredsmæssige stabilitet og tætte bånd til datter og barnebarn i Danmark. Anklagemyndigheden imødegik prøvelsen, da de almindelige tidsfrister ikke var opfyldt, og kriminalitetens grove karakter fortsat talte for udvisning.
Efter Udlændingeloven § 50, stk. 1 kan begæring om ophævelse alene fremsættes 6 til 2 måneder før forventet iværksættelse, medmindre der foreligger ganske særlige grunde. Ifølge lovens forarbejder kræves der en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Højesteret fandt, at tiltaltes langvarige fravær af nye straffbare handlinger, stabiliserede sygdomsbillede og ophævede behandlingsdom udgjorde væsentlige ændringer, der retfærdiggjorde en fravigelse af tidsfristerne.
Højesteret foretog en afvejning efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med hensyn til tiltaltes privat- og familieliv. Retten lagde vægt på, at drabet blev begået i en tilstand af utilregnelighed, og henviste til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder sagerne Savran mod Danmark og Azzaqui mod Holland, som understreger betydningen af psykisk sygdom ved proportionalitetsvurderingen. Tiltaltes stærke tilknytning til sin voksne datter og barnebarn i Danmark, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2, samt hans manglende bånd til Iran, vejede tungt i afvejningen.
Højesteret konkluderer, at der er indtrådt væsentlige ændringer i tiltaltes forhold, og at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil stride mod artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Retten ophæver herefter bestemmelsen om, at tiltalte skal udvises for bestandig. Statskassen pålægges at betale sagens omkostninger for alle tre instanser.
