HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en pakistansk statsborger (A) havde bevaret sin opholdsret i Danmark efter skilsmisse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1, der kræver, at ægteskabet har varet mindst 3 år ved skilsmisseprocedurens begyndelse. Striden stod om, hvornår proceduren anses for begyndt – ved ansøgning til Statsforvaltningen eller først ved rettens inddragelse. Højesteret fastslog, at tidspunktet er ansøgningstidspunktet, og da ægteskabet da havde varet under 3 år, havde A mistet sin opholdsret.
A, pakistansk statsborger, indgik den 18. oktober 2014 ægteskab med B. Han fik den 27. juli 2015 opholdstilladelse i Danmark som medfølgende EU-familiemedlem, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen (daværende bekendtgørelse nr. 474/2011, nu kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 1457/2020).
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 18. oktober 2014 | Ægteskab indgået |
| 27. juli 2015 | A meddeles opholdstilladelse |
| 2. marts 2017 | Separation ved dom |
| 16. august 2017 | B indgiver skilsmisseansøgning til Statsforvaltningen |
| 31. oktober 2017 | Statsforvaltningen indbringer sagen for Københavns Byret |
| 19. januar 2018 | Skilsmisse ved byretsdom |
Sagen startede ved Københavns Byret og blev anket til Østre Landsret, som afsagde dom den 31. oktober 2023 (sag BS-40959/2021-OLR). Herefter indbragte A sagen for Højesteret.
A har nedlagt påstand om ophævelse af Udlændingenævnets afgørelse af 17. november 2020 og hjemvisning til fornyet behandling.
Udlændingenævnet har påstået stadfæstelse af landsrettens dom (dvs. frifindelse).
Efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1 bevarer en tredjelandsstatsborger sin opholdsret, hvis
ægteskabet har varet i mindst 3 år ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse.
Bestemmelsen gennemfører artikel 13, stk. 2, litra a, i opholdsdirektivet (2004/38/EF), der på tilsvarende måde betinger bevarelse af opholdsret af, at ægteskabet har bestået i mindst tre år inden indledningen af skilsmisseproceduren.
Spørgsmålet var, om proceduren skal anses for begyndt, da B indgav sin anmodning til Statsforvaltningen den 16. august 2017, eller først da Statsforvaltningen indbragte sagen for retten den 31. oktober 2017. Kun ved at lægge det sidstnævnte tidspunkt til grund ville ægteskabet have varet mindst 3 år (fra 18. oktober 2014 til 31. oktober 2017).
Højesteret traf afgørelse i overensstemmelse med EU-Domstolens faste praksis:
EU-Domstolen har i flere sager lagt til grund, at proceduren til skilsmisse anses for indledt, når en af parterne har indgivet en begæring om skilsmisse.
Der henvistes til præmis 47 og 64 i dom af 16. juli 2015 i sag C-218/14 (Singh m.fl.) og præmis 22, 31 og 45 i dom af 2. september 2021 i sag C-930/19 (X mod État belge).
Da en anmodning om skilsmisse efter de dagældende regler i ægteskabslovens § 37, stk. 2 (og i dag efter Familieretshusloven) skulle indgives til Statsforvaltningen (nu Familieretshuset), og det ikke var muligt at anlægge sag direkte ved domstolene, må proceduren anses for begyndt ved Statsforvaltningens modtagelse af ansøgningen.
Alternativerne var (1) ansøgningstidspunktet hos Statsforvaltningen (16. august 2017) eller (2) tidspunktet for rettens inddragelse (31. oktober 2017). Valget afgør, om 3-års betingelsen var opfyldt.
Sagerne C-218/14 (Singh) og C-930/19 (X) fastslår entydigt, at proceduren begynder ved den første begæring om skilsmisse. Retten citerede de relevante præmisser og lagde vægt på, at direktivets formål om retssikkerhed underbygger denne fortolkning.
Efter ægteskabslovens § 37, stk. 2 skulle anmodning indgives til Statsforvaltningen. Denne administrative myndighed var en obligatorisk første instans; en part kunne ikke springe direkte til domstolene. Derfor er ansøgningstidspunktet det rette skæringspunkt.
På ovenstående grundlag fandt Højesteret, at proceduren til skilsmisse var begyndt den 16. august 2017. Da ægteskabet blev indgået den 18. oktober 2014, havde det på dette tidspunkt varet under 3 år. Betingelsen i EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1 var dermed ikke opfyldt, og A havde ikke bevaret sin opholdsret.
Dommen:
Landsrettens dom stadfæstes.
Sagsomkostninger for Højesteret blev fastsat til 25.000 kr., der skal betales af statskassen til Udlændingenævnet inden 14 dage, med procesrente efter rentelovens § 8 a.
