HøjesteretSagen handler om, hvorvidt Danske Bank skal pålægges at udlevere interne dokumenter i en erstatningssag anlagt af aktionærer mod bankens tidligere administrerende direktør. Aktiønæerne påberåbte reglerne om tredjemandsedition for at belyse direktørens viden om hvidvaskproblemer i bankens estiske filial. Højesteret ophæver Østre Landsrets kendelse og hjemviser sagen, idet der skal foretages en konkret vurdering af dokumenternes relevans.
New York State Teachers' Retirement System m.fl. har anlagt sag mod den tidligere administrerende direktør for Danske Bank med krav om erstatning for tab påført ved manglende offentliggørelse af kursfølsomme oplysninger om hvidvask i den estiske filial. For at belyse direktørens viden og involvering anmodede aktiønæerne om, at Danske Bank – der optræder som tredjemand i sagen – skulle pålægges at fremlægge en række interne dokumenter i medfør af Retsplejeloven § 299, stk. 1 om tredjemandsedition.
Københavns Byret og Østre Landsret afviste i første omgang begæringen under henvisning til, at Danske Bank var procesilvarslet i en parallel sag, og at edition ville omgå reglerne om partsedition. Efter at landsretten i de såkaldte 'Prøvesager' (sag BS-55994/2019-OLR) havde pålagt Danske Bank at fremlægge en række dokumenter, ændrede Østre Landsret opfattelse og pålagde banken at udlevere de samme dokumenter i sagen mod direktøren.
Ved kendelse af 18. december 2024 fandt Østre Landsret, at Danske Banks sædvanlige partsbeføjelser i de parallelle sager ikke længere krævede særlig beskyttelse, idet banken allerede var pålagt at fremlægge materialet i Prøvesagerne. Landsretten konstaterede desuden, at banken ikke havde bestridt dokumenternes relevans, og traf derfor afgørelse til gunst for aktiønæernes principale påstand om edition.
Afgørelsen blev indbragt for Højesteret af både Danske Bank og den tidligere direktør. Kærene anførte, at landsrettens fremgangsmåde realt vendte bevisbyrden om, og at aktiønæerne ikke havde godtgjort de enkelte dokumenters specifikke betydning for sagen mod direktøren, jf. Retsplejeloven § 300, stk. 1. Det påberåbtes endvidere, at dokumenterne var fortrolige efter Lov om finansiel virksomhed § 117 og Selskabsloven § 132, og at editionsbegæringen forsøgte at omgå forskellen mellem Retsplejeloven § 298 (partsedition) og tredjemandsedition.
Højesteret fastslog indledningsvist, at det forhold, at Danske Bank er part i en anden (beroende) sag med aktiønæerne, ikke principielt er til hinder for et editionspålæg som tredjemand efter Retsplejeloven § 299, stk. 1. Dette gælder særligt, når pålægget alene vedrører dokumenter, som banken selv vælger at fremlægge i andre relaterede sager, hvor hensynet til partsbeskyttelse derved ikke vejer tungere.
Højesteret fandt dog, at Østre Landsret ikke havde foretaget den nødvendige konkrete afvejning af dokumenternes relevans og tavshedspligt. Efter Retsplejeloven § 300, stk. 1 skal begærende part præcist angive de kendsgerninger, der skal bevises. Da aktiønæerne først under Højesterets behandling fremsendte en detaljeret redegørelse for dokumenternes betydning, kunne landsretten ikke tage stilling til sagen uden at vende bevisbyrden om. Højesteret understregede, at landsretten ved fornyet behandling skal vurdere hvert enkelt dokument under hensyn til reglerne om tavshedspligt og erhvervshemmeligheder i Retsplejeloven § 170 og Retsplejeloven § 171.
På baggrund af den manglende konkrete relevansvurdering i den foregående instans, har Højesteret ophævet Østre Landsrets kendelse. Sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten med pålæg om at gennemgå det fremsendte materiale og foretage en konkret afvejning af de enkelte dokuments relevans over for hensynet til hemmeligholdelse.
Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger. Kæreafgifterne tilbagebetales til Danske Bank og den tidligere direktør.
