HøjesteretHøjesteret har i en principiel sag om indirekte forskelsbehandling på grund af religion fastslået, at en folkeskole i Albertslund Kommune begik indirekte forskelsbehandling, da den stoppede en muslimsk lærerpraktikants praktikforløb, fordi hun af religiøse årsager ikke ville give hånd til mænd. Et flertal på 6 dommere fandt, at skolen ikke havde afsøgt mulige alternativer til håndtrykskravet, men at praktikanten ikke skulle have en godtgørelse, da hun selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning. En enkelt dommer fandt, at der slet ikke forelå forskelsbehandling. Albertslund Kommune blev frifundet for godtgørelseskravet, men skal betale 174.750 kr. i sagsomkostninger til statskassen.
I foråret 2019 skulle Appellant, tidligere Sagsøger 1, en muslimsk kvinde, gennemføre et 6-ugers praktikforløb som led i sin læreruddannelse på Skole 1 i Albertslund Kommune.
Under et velkomstmøde på skolen den 11. februar 2019 hilste hun på de kvindelige lærere med håndtryk. Da en mandlig lærer, som skulle være hendes praktikvejleder, rakte hånden frem for at hilse, tog hun ikke hans hånd, men lagde i stedet en hånd mod hjertet og bøjede hovedet.
Appellant, tidligere Sagsøger 1 blev den 4. marts 2019 indkaldt til et møde på skolen for at drøfte episoden. På mødet den 6. marts 2019 oplyste hun, at hendes afvisning af håndtryk til fremmede voksne af det modsatte køn var begrundet i hendes muslimske tro. Skolen stillede på mødet krav om, at hun skulle give hånd til alle personer uanset køn. Da hun ikke ville efterkomme kravet, besluttede skolen at stoppe praktikforløbet.
Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger 1 ikke på mødet gav udtryk for, at hun ikke kunne have fysisk kontakt med kønsmodne drenge, sådan som kommunen havde anført. Hvis dette havde været tilfældet, ville hun ikke kunne varetage lærerrollen.
Appellant, tidligere Sagsøger 1 klagede over Albertslund Kommune til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet traf afgørelse om, at skolens beslutning udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, og at hun var berettiget til en godtgørelse på 25.000 kr. Nævnet henviste til, at kommunen ikke havde redegjort for, hvorfor formålet om ligebehandling ikke kunne opnås på anden vis, eksempelvis ved at hun hilste på alle personer på samme måde.
Albertslund Kommune indbragte sagen for domstolene. Østre Landsrets 20. afdeling (sag BS-33470/2022-OLR) frifandt kommunen. Landsretten fandt, at Appellant, tidligere Sagsøger 1 ikke havde været udsat for indirekte forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet, som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger 1, ankede landsrettens dom til Højesteret.
Sagen angår fortolkningen af Forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, hvorefter der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en tilsyneladende neutral bestemmelse, et kriterium eller en praksis stiller personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre, medmindre bestemmelsen er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne er hensigtsmæssige og nødvendige.
Bestemmelsen gennemfører Beskæftigelsesdirektivets (2000/78/EF) artikel 2, stk. 2, litra b) og skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet og EU-Domstolens praksis.
| Sag | Princip |
|---|---|
| C-157/15 (G4S Secure Solutions) | Et generelt forbud mod synlige religiøse symboler kan udgøre indirekte forskelsbehandling. Arbejdsgiveren skal afsøge mindre indgribende alternativer, herunder om tilbud om stilling uden kundekontakt er muligt. |
| C-804/18 og C-341/19 (WABE og MH Müller Handel) | Neutralitetspolitik skal forfølges sammenhængende og systematisk. Indgrebet skal være begrænset til det strengt nødvendige. |
| C-148/22 (Commune d'Ans) | Offentlige myndigheder har en skønsmargen ved udformning af neutralitetspolitik. En politik om "eksklusiv neutralitet" kan være legitim, men skal være egnet, nødvendig og proportional. |
Efter Forskelsbehandlingslovens § 7 a påhviler bevisbyrden modparten, når en person har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling.
Dommerne Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Julie Arnth Jørgensen udtalte:
Indirekte forskelsbehandling bevist
Appellant, tidligere Sagsøger 1 havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling. Det påhvilede herefter kommunen at bevise, at kravet var nødvendigt.
Kravet om at afsøge alternativer
Det følger af lovens nødvendighedsbetingelse, at skolen i rimeligt omfang sammen med Appellant, tidligere Sagsøger 1 måtte afsøge mulige alternativer til håndtrykskravet – det vil sige, om der kunne findes en fremgangsmåde ved hilsen, som var forenelig med både ligebehandling af kønnene og hendes religion.
"Vi finder på denne baggrund, at skolen på mødet den 6. marts ikke gjorde et rimeligt forsøg på at få afsøgt mulige alternativer, herunder hilsemåder uden håndtryk."
Flertallet lagde vægt på, at:
Kommunen løftede derfor ikke bevisbyrden for, at kravet om håndtryk var nødvendigt. Beslutningen om at afbryde praktikforløbet var dermed indirekte forskelsbehandling i strid med Forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. § 1, stk. 3.
Men ingen godtgørelse
Trods denne konstatering fandt flertallet, at der ikke var grundlag for at tilkende en godtgørelse. Der blev lagt vægt på:
Dommer Poul Dahl Jensen fandt, at skolen ikke havde pligt til at overveje alternative hilseformer:
Også mindretallet stemte for at stadfæste landsrettens dom om frifindelse.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, således at Albertslund Kommune blev frifundet for Appellant, tidligere Sagsøger 1's krav om godtgørelse.
Selv om et flertal på 6 dommere fandt, at der var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, blev der ikke tilkendt nogen godtgørelse. Den 7. dommer (Poul Dahl Jensen) fandt, at der slet ikke forelå forskelsbehandling.
Da Appellant, tidligere Sagsøger 1 fik medhold i sit hovedsynspunkt om, at hun havde været udsat for indirekte forskelsbehandling, skulle Albertslund Kommune betale sagsomkostninger for begge instanser med 174.750 kr. til statskassen:
Beløbet skulle betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.
