HøjesteretHøjesteret tog stilling til fastsættelse af sagsomkostninger i en hævet sag om anerkendelse af arbejdsskade. Sagen var anlagt af A, der havde fri proces, mod Ankestyrelsen, som havde afvist, at der var tale om en arbejdsskade. Det centrale spørgsmål var, om sagens værdi – og dermed sagsomkostningerne – skulle fastsættes ud fra en méngodtgørelse på 131.850 kr., eller om et skønnet erhvervsevnetab på ca. 2,5 mio. kr. skulle indgå. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse om, at der ikke var grundlag for at forhøje sagsomkostningerne ud over 50.000 kr.
A pådrog sig en skade den 22. oktober 2013 under praktik hos et VVS-firma. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte ved afgørelse af 17. maj 2017, at der var tale om en arbejdsskade, og fastsatte det varige mén til 5 % med en godtgørelse på 43.000 kr. Spørgsmålet om eventuelt erhvervsevnetab var endnu ikke afgjort. A påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, der den 23. oktober 2017 ændrede afgørelsen, så der ikke var tale om en arbejdsskade.
Den 16. oktober 2018 anlagde A sag ved Retten i Aarhus med påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende arbejdsskaden, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling. I stævningen opgjorde A sagens værdi til mindst 131.850 kr. svarende til et mén på 15 %, men anførte, at det ikke var muligt at vurdere et eventuelt erhvervsevnetab før Retslægerådets udtalelse.
Retslægerådet afgav udtalelse den 19. maj 2021 og vurderede bl.a., at symptomerne fra hændelsen burde være forbigående. Den 10. oktober 2023 – kort før den berammede hovedforhandling – hævede A sagen. Han havde under hele sagen fri proces.
A havde i stævningen anført:
Det er ikke muligt at opgøre sagens værdi på nuværende tidspunkt. Det er dog sagsøgers opfattelse, at hans mén mindst udgør 15 % af 879.000 kr. i alt 131.850 kr. Sagsøger er netop tilkendt førtidspension men før Retslægerådet har udtalt sig til sagen er det ikke muligt at vurdere, om sagsøger har pådraget sig et erhvervsevnetab.
Ankestyrelsen mente, at sagens reelle værdi var langt højere og opfordrede flere gange A til at oplyse, hvilken erstatning for erhvervsevnetab han skønnede sig berettiget til. Da A ikke fremkom med et skøn, beregnede Ankestyrelsen værdien som følger:
Det er Ankestyrelsens opfattelse, at sagens værdi nærmere kan fastsættes ud fra et erhvervsevnetab på 75 % og en årsløn på 350.000,00 kr. Den månedlige ydelse vil således være 20.363,00 kr. Sagens værdi må derfor rettelig være 2.443.560,00 kr. (den månedlige ydelse x 12 x 10).
Når méngodtgørelsen på 131.850 kr. tillægges, blev den samlede angivne sagsværdi ca. 2.575.410 kr.
Da A hævede sagen, skulle han betragtes som den tabende part og dermed betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen. Fordi A havde fri proces, skulle omkostningerne betales af statskassen.
Retten i Aarhus fastslog i kendelse af 18. januar 2024, at der ved fastsættelsen skulle tages udgangspunkt i den i stævningen opgjorte værdi på 131.850 kr., jf. principperne i retspraksis. Retten fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt og fastsatte omkostningerne til 50.000 kr. inkl. moms.
Ankestyrelsen kærede afgørelsen til landsretten med påstand om 230.000 kr., subsidiært et lavere beløb dog højere end 50.000 kr. Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 18. april 2024 med følgende begrundelse:
Sagen vedrørte for byretten, om Ankestyrelsen skulle anerkende, at A den 22. oktober 2013 fik en arbejdsskade, og om sagen som følge heraf skulle hjemvises til fornyet behandling. […] Landsretten finder, at der efter den nedlagte påstand sammenholdt med indholdet af afgørelserne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ikke er grundlag for at tilkende sagsomkostninger med udgangspunkt i en sagsværdi på 2.575.410 kr., som ifølge Ankestyrelsen svarer til et erhvervsevnetab på 75 %, men at sagens værdi skønsmæssigt kan fastsættes som i stævningen.
Ankestyrelsen gjorde gældende, at sagens værdi skal afspejle sagsøgers økonomiske interesse i anerkendelsespåstanden, jf. retsafgiftslovens § 3, stk. 4. A’s interesse omfattede både méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning, idet han selv anså sig berettiget hertil. Værdien kunne derfor ikke begrænses til 131.850 kr.
Det blev anført, at Retslægerådets udtalelse alene angår medicinsk årsagssammenhæng og ikke talmæssig fastsættelse af erhvervsevnetab, og at A’s afventen af denne udtalelse derfor var uvedkommende. Ankestyrelsen havde forgæves opfordret A til at fremlægge sit eget skøn over erstatningens størrelse. I mangel heraf kunne Ankestyrelsen med rette foretage et skøn på baggrund af en forudsætning om 75 % erhvervsevnetab og en årsløn på 350.000 kr., jf. princippet i UfR 2010.1537 H om, at selv lave forudsætninger ikke gør værdien til 0 kr.
Der blev yderligere peget på, at sagen var færdigforberedt med én arbejdsdag til hovedforhandlingen, da den blev aflyst, og at der derfor burde tilkendes fuldt proceduresalær, jf. UfR 2014.2860 H. Da Retslægerådet havde været forelagt, burde salæret fastsættes i den øverste del af intervallet. Endelig bemærkede Ankestyrelsen, at A’s fri proces fritog ham for retsafgift, og at retten derfor ikke havde taget stilling til værdien gennem en opkrævet retsafgift.
A fastholdt, at sagens værdi var korrekt opgjort i stævningen, og at rettens accept heraf var bindende for omkostningsafgørelsen. Hvis Højesteret alligevel fandt, at værdien skulle fastsættes skønsmæssigt, gjorde A gældende, at erhvervsevnetab ikke kunne indgå.
Der var intet i sagens materielle indhold, der kunne belyse et eventuelt erhvervsevnetab, hverken hos de administrative myndigheder eller i retssagen. A’s subjektive overbevisning om, at arbejdsskaden bidrog til hans førtidspension, var utilstrækkelig til at løfte sagsværdien.
Ankestyrelsens beregning hvilede på udokumenterede forudsætninger og et fiktivt beløb for erhvervsevnetab. Sagen var desuden simpel: et kortfattet spørgetema til Retslægerådet, der var enighed om uden yderligere skriftveksling, og kun en kort replik var udvekslet ud over stævning og svarskrift.
Højesteret bemærkede indledningsvis, at der ved fastsættelse af sagsomkostninger i almindelighed tages udgangspunkt i sagens værdi, men at der også skal tages hensyn til sagens karakter og advokatarbejdets omfang.
Retten lagde til grund, at den anlagte sag alene angik anerkendelse af arbejdsskade og hjemvisning. Om værdien af sagen og Ankestyrelsens beregning udtalte Højesteret:
Højesteret tiltræder, at der ikke er grundlag for at tilkende sagsomkostninger med udgangspunkt i den beregning af en sagsværdi på ca. 2,5 mio. kr., som Ankestyrelsen fremlagde for byretten og landsretten, og som bygger på en forudsætning om, at A havde et erhvervsevnetab på 75 % og en årlsløn på 350.000 kr.
Der har for byretten og landsretten ikke foreligget andre oplysninger eller beregninger, der kan danne grundlag for at skønne over størrelsen af en eventuel erhvervsevnetabserstatning.
På den baggrund fandt Højesteret, at de lavere instanser havde været berettiget til at tage udgangspunkt i den skønsmæssigt fastsatte værdi på 131.850 kr. angivet i stævningen. Der var heller ikke andet grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at 50.000 kr. udgjorde et passende beløb til dækning af Ankestyrelsens advokatudgifter.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse.
