HøjesteretHøjesteret afviste Forbrugerombudsmandens tre anerkendelsespåstande mod Resurs Bank om en konkret kreditaftale indgået med forbrugeren A i 2019. Spørgsmålet var, om Forbrugerombudsmanden havde retlig interesse i at få prøvet påstandene, når Finanstilsynet allerede havde udøvet sit primære tilsyn og udstedt påbud over for banken, og forbrugeren allerede havde fået tilbageført renter og gebyrer uden forbehold.
Forbrugeren A indgik den 3. maj 2019 en kreditaftale om et lån på 20.000 kr. med Resurs Bank, filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige. I december 2019 henvendte A sig til Forbrugerombudsmanden, som i marts 2020 kontaktede banken med henvisning til kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 om pligten til at foretage en kreditværdighedsvurdering.
Resurs Bank reagerede ved i april 2020 at tilbageføre tilskrevne renter og gebyrer på lånet. Tilbageførslen skete, som banken anførte, pr. kulance og uden præjudice, men samtidig uden forbehold for tilbagesøgning. I juni 2020 eftergav banken restgælden på ca. 4.686 kr.
Finanstilsynet indledte i februar 2021 en undersøgelse af bankens kreditværdighedsvurderinger. Den 12. januar 2022 udstedte Finanstilsynet et påbud til Resurs Bank om at indrette sin praksis i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1 og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.
Resurs Bank anlagde i februar 2022 sag mod Finanstilsynet med påstand om ophævelse af påbuddet. Sagen blev henvist til landsretten i 1. instans.
Under sagsforberedelsen fik Forbrugerombudsmanden tilladelse til at hovedintervenere. Forbrugerombudsmanden nedlagde tre anerkendelsespåstande mod Resurs Bank:
Landsretten opretholdt i det væsentlige Finanstilsynets påbud, men for så vidt angik A's kreditaftale afviste landsretten påstand 1 og 2 og frifandt banken for påstand 3. Forbrugerombudsmanden ankede denne del af dommen til Højesteret, mens hverken Resurs Bank eller Finanstilsynet ankede.
Forbrugerombudsmanden gjorde gældende, at han havde søgsmålskompetence efter lov om finansiel virksomhed § 348, stk. 1, og at tilsynsmyndigheder har en vid adgang til at nedlægge anerkendelsespåstande, jf. UfR 2013.2941 H. Han fremhævede, at banken aldrig havde anerkendt overtrædelsen, og at eftergivelsen alene var sket pr. kulance. Ugyldighedspåstanden gik ud på at få fastslået, at banken ikke havde retskrav på kreditomkostningerne.
Resurs Bank anførte heroverfor, at Finanstilsynet har det primære tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af god skik og kreditaftalelovens § 7 c. Da Finanstilsynet allerede havde udøvet sin myndighed gennem påbuddet, forelå der ikke særlige forhold, der kunne begrunde Forbrugerombudsmandens retlige interesse – i hvert fald ikke efter at A havde modtaget fuld tilbagebetaling, jf. UfR 2007.2161 H.
Højesteret gennemgik kompetencefordelingen mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden. Efter lov om finansiel virksomhed og forarbejderne hertil er Finanstilsynets tilsyn det primære, mens Forbrugerombudsmanden alene kan anlægge sag om lignende spørgsmål i særlige tilfælde, f.eks. hvis Finanstilsynet vælger ikke at tage en principiel sag op, eller efter konkret aftale med tilsynet. Forarbejderne forudsætter tæt koordinering, så de to myndigheder ikke behandler en sag samtidig.
Højesteret finder, at den fastsatte ordning indebærer, at Finanstilsynet har det primære tilsyn med finansielle virksomheder, herunder deres overholdelse af bl.a. god skik. Dette gælder også tilsynet med finansielle virksomheders forpligtelser efter kreditaftalelovens § 7 c.
Da Finanstilsynet i den konkrete sag allerede havde udøvet sin tilsynsmyndighed ved at udstede påbuddet og landsrettens dom herom havde retskraft, var der ikke noget yderligere tilsyns- eller håndhævelsesbehov, der kunne begrunde Forbrugerombudsmandens retlige interesse.
Højesteret finder, at der ikke foreligger tilsyns- eller håndhævelseshensyn ud over de hensyn, der er varetaget ved den myndighedsudøvelse, som Finanstilsynet allerede har gennemført, der giver Forbrugerombudsmanden retlig interesse i at få realitetsbehandlet de tre anerkendelsespåstande med henblik på at få pådømt bankens praksis for kreditværdighedsvurderinger i 2019.
For så vidt angik ugyldighedspåstanden bemærkede Højesteret, at Resurs Bank i april 2020 – uden forbehold – havde tilbageført alle renter og gebyrer til A. A havde derfor allerede opnået det resultat, en ugyldighedsdom ville medføre. En stillingtagen til aftalens gyldighed havde dermed ingen betydning for retsforholdet mellem parterne.
Desuden var det oplyst, at banken siden 2019 havde ændret sin praksis for kreditværdighedsvurderinger, hvilket yderligere understregede, at der ikke bestod en aktuel tvist, der kunne begrunde retlig interesse.
Højesteret afviste samtlige af Forbrugerombudsmandens påstande. I sagsomkostninger for Højesteret skulle Forbrugerombudsmanden betale 150.000 kr. til Resurs Bank. Landsrettens omkostningsafgørelse i forholdet mellem Forbrugerombudsmanden og Resurs Bank blev stadfæstet. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
