HøjesteretHøjesteret stadfæster afslag på generhvervelse af førerret for en mand, der blev frakendt retten for bestandig i 2001, men som har begået yderligere overtrædelser, herunder spirituskørsel i 2021. Retten finder, at den særlige overgangsregel fra 2005 ikke kan anvendes, og at der ikke foreligger de 'ganske særlige omstændigheder', der kræves for tidlig generhvervelse ifølge Færdselsloven § 132, stk. 1. Sagen understreger kravet til overholdelse af færdselsloven gennem hele frakendelsesperioden.
Tiltalte har en omfattende forhistorie med straffe for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Siden 1992 er han blevet dømt gentagne gange, hvilket kulminerede med en frakendelse af førerretten for bestandig ved Retten på Frederiksbergs dom af 20. februar 2001. Trods denne frakendelse begik tiltalte nye overtrædelser i frakendelsestiden, herunder en spirituskørsel i juni 2021, som han i marts 2023 blev dømt for. Senest i december 2024 blev han dømt for yderligere kørsel i frakendelsestiden.
Sagen drejede sig om, hvorvidt tiltalte kunne opnå generhvervelse af førerretten efter en særlig overgangsbestemmelse i lov nr. 363 af 24. maj 2005, da frakendelsen for bestandig burde have været konverteret til en frakendelse i 10 år efter en femte spirituskørsel. Højesteret bekræftede, at det var en fejl, at frakendelsen ikke var blevet justeret tidligere, jf. praksis i UfR 2008.1143 og TfK 2012.982. Retten fastslog dog, at overgangsbestemmelsen ikke kan anvendes, når ansøgeren har begået nye, ligeartede overtrædelser i den tid, der er forløbet.
Vurderingen skete derfor efter den generelle regel i Færdselsloven § 132, stk. 1, der kræver 'ganske særlige omstændigheder' for at tillade generhvervelse før tid. Højesteret fandt ikke sådanne omstændigheder til stede. Domstolen lagde afgørende vægt på, at der kun var forløbet ca. 2,5 år siden den seneste dom for spirituskørsel (2021), og at tiltalte så sent som i december 2024 var dømt for kørsel i frakendelsestiden. Dette tydede på en manglende vilje til at overholde reglerne. Afslaget blev stadfæstet, og omkostningerne blev pålagt statskassen.
