HøjesteretSagen omhandlede en anmodning om generhvervelse af førerret efter en bestående frakendelse fra 2001. Højesteret fastslog, at en overgangsbestemmelse fra 2005 ikke kunne påberåbes af en person, der har begået ny, alvorlig færdselskriminalitet i frakendelsesperioden, og stadfæstede afslaget på generhvervelse.
T havde en langvarig fortov af færdselsretlige overtrædelser og blev frakendt førerretten for bestandig ved dom af Retten på Frederiksberg den 20. februar 2001. Herefter begik T yderligere overtrædelser, herunder flere kørsler i frakendelsestiden og spirituskørsel, hvilket resulterede i domme i 2020, 2023 og 2024. Ved dommen af 23. marts 2023 blev T dømt for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, men det blev ikke truffet bestemmelse om førerretsfrakendelse.
T argumenterede for, at betingelserne for generhvervelse var opfyldt efter overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 3, i lov nr. 363 af 24. maj 2005. Han påstod, at mere end 10 år var forløbet siden frakendelsesdommen i 2001, og at den efterfølgende spirituskørsel i 2021 ikke burde tillægges vægt i vurderingen, da den skete længe efter, at han oprindeligt kunne have generhvervet retten.
Anklagemyndigheden og landsretten gjorde gældende, at betingelserne i Færdselsloven § 132, stk. 1 ikke var opfyldt på grund af den gentagne kriminalitet. Højesteret bekræftede, at det var en fejl, at retten i 2023 ikke ændrede den bestående frakendelse til en tidsbegrænset frakendelse på 10 år, jf. UfR 2008.1143 og TfK 2012.982. Dog fandt Højesteret, at hensigten med overgangsbestemmelsen ikke var at omfatte personer med ny, alvorlig færdselskriminalitet. Vurderingen skulle derfor ske efter den almindelige bestemmelse i Færdselsloven § 132, hvor der ikke forelå de "ganske særlige omstændigheder", der kræves for undtagelsesvis generhvervelse.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse om afslag på generhvervelse af førerretten. Det blev bestemt, at statskassen skulle betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
