Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger: Cypriotisk selskab anset for at have hjemsted uden for EØS trods formel registrering

Baggrund: Erstatningssag om selskabsoverdragelse og afslag på sikkerhedsstillelse i byret

I februar 2020 anlagde X Ltd. — et selskab registreret på Cypern — sag mod A m.fl. med krav om erstatning relateret til salget af et dansk anpartsselskab og et fransk selskab. Under byretssagen anmodede A m.fl. om, at X skulle pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostningerne efter retsplejelovens § 321.

Byretten afslog anmodningen i november 2022 med den begrundelse, at X havde hjemsted i Cypern, som er EU-medlem, og at selskabet ikke havde skiftet adresse til et land uden for EU. Byrettens beslutning blev ikke kæret.

Ved byrettens dom af 1. februar 2024 blev A m.fl. frifundet for X' erstatningskrav.

Ankesagen: Forbehold i ankesvarskrift og fornyet anmodning om sikkerhed

X ankede byrettens dom til Vestre Landsret i februar 2024 og gentog for landsretten kravet om betaling af 2.999.000 kr. A m.fl. påstod i ankesvarskrift af 15. marts 2024 sagen afvist efter retsplejelovens § 368 a og tog i ankesvarskriftet forbehold for at kræve sikkerhedsstillelse, hvis sagen ikke blev afvist.

Landsretten afviste ikke ankesagen (kendelse af 3. april 2024). I ankeduplik af 7. august 2024 fremsatte A m.fl. herefter den egentlige anmodning om sikkerhedsstillelse med henvisning til forbeholdet.

Landsretten imødekom anmodningen ved kendelse af 13. juni 2025, idet den lagde til grund, at X reelt måtte anses for at have hjemsted for moderselskabet i England, og fastsatte sikkerheden skønsmæssigt til 150.000 kr. svarende til de sagsomkostninger, X var pålagt at betale for byretten. X stillede ikke sikkerhed inden fristen, og ankesagen blev afvist ved dom af 22. august 2025. Landsrettens kendelse om sikkerhedsstillelse blev herefter kæret til Højesteret.

Spørgsmålet om anmodningens rettidighed — forbeholdet i ankesvarskriftet

X anførte, at A m.fl.'s anmodning om sikkerhedsstillelse var fremsat for sent, da retsplejelovens § 321, stk. 1, 2. pkt., kræver, at anmodningen fremsættes i svarskriftet.

Højesteret bemærkede:

"A m.fl. tog i deres ankesvarskrift af 15. marts 2024, der indeholdt påstand om afvisning af anken efter retsplejelovens § 368 a, forbehold for at kræve sikkerhedsstillelse for sagens omkostninger, hvis anken ikke blev afvist, og at A m.fl. i ankeduplikken af 7. august 2024 anmodede om sikkerhedsstillelse med henvisning til forbeholdet herom i ankesvarskriftet."

Højesteret fastslog herefter, at betingelsen om fremsættelse i (anke)svarskriftet må anses for opfyldt, når der er taget forbehold i svarskriftet, og den egentlige anmodning er fremsat i ankeduplikken efter landsrettens afvisning af afvisningspåstanden. Det forhold, at byrettens afslag på sikkerhedsstillelse ikke var kæret, afskærer ikke A m.fl. fra at anmode om sikkerhed for landsretten.

X Ltd.'s reelle hjemsted — realitetsvurdering bag formel EØS-registrering

X anførte principalt, at selskabet var registreret i Cypern (EØS-land) og derfor ikke kunne pålægges sikkerhedsstillelse. X hævdede, at det engelske selskab af samme navn ikke var moderselskab, og at forbeholdet mod forskelsbehandling i artikel 18 TEUF afskærer en udvidende fortolkning af § 321, stk. 1.

Højesteret konstaterede følgende faktiske omstændigheder:

På den baggrund lagde Højesteret til grund, at X ved stillingtagen til sikkerhedsstillelse, uanset den formelle registrering på Cypern. Betingelsen i , var dermed opfyldt.

Højesterets afgørelse: Stadfæstelse og kæreomkostninger

Højesteret tog A m.fl.'s påstand om sikkerhedsstillelse til følge og stadfæstede landsrettens kendelse om, at X Ltd. skal stille sikkerhed på 150.000 kr. for sagens omkostninger.

I kæreomkostninger for Højesteret pålægges X Ltd. at betale:

Beløbene skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.

Præcedensmæssig betydning: Kendelsen fastslår for det første, at et forbehold om sikkerhedsstillelse i ankesvarskriftet — fremsat i kombination med en afvisningspåstand — opfylder lovens formkrav. For det andet bekræfter kendelsen, at domstolene kan anlægge en realitetsvurdering af et selskabs faktiske hjemsted, som kan afvige fra den formelle registrering, når selskabet er tomt og ledelsen reelt drives fra et tredjeland. Højesteret følger herved det overordnede formål med § 321, stk. 1, som fastslået i UfR 2017.3504 H om at sikre nem inddrivelse af sagsomkostninger over for udenlandske sagsøgere.