HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en hjemvist erstatningssag kunne genoptages efter udløbet af 4-ugers-fristen i retsplejelovens § 388, 1. pkt., når byretten kort efter hjemvisningen havde sendt et fristbrev til parterne. Højesteret fastslog, at fristen er absolut, men at byrettens meddelelse undtagelsesvis kunne begrunde, at der blev set bort fra fristoverskridelsen.
Sagen udsprang af et erstatningskrav, som Kærende 1 og Kærende 2 rejste mod Indkærede 1 m.fl. (et revisionsfirma med interessenter, forsikret hos Tryg) i forbindelse med rådgivning om fortsat drift i selskabet Hvidebæk Slagteri A/S.
Kravet var støttet på to grundlag:
Under forberedelsen blev spørgsmålet om forældelse udskilt til særskilt behandling, og ved Retten i Holstebros dom af 26. februar 2024 blev Indkærede 1 m.fl. frifundet, idet kravet blev anset for forældet.
Ved kendelse af 11. december 2024 ændrede Vestre Landsret dommen og fastslog, at erstatningskravet vedrørende rådgivningen i 2015 og 2016 var forældet. Derimod havde byretten ikke taget stilling til det selvstændige ansvarsgrundlag knyttet til revisorens ageren i 2020 og 2021, og landsretten hjemviste derfor sagen til fortsat behandling ved byretten.
Allerede to dage senere – den 13. december 2024 – sendte Retten i Holstebro følgende meddelelse til parterne:
"Retten har modtaget sagen retur fra Landsretten. Retten har fastsat en frist til den 10. januar 2025 for parterne til at komme med bemærkninger til sagens videre forløb."
Den 10. januar 2025 anmodede kærende om en frist på 4 uger til indlevering af processkrift med henblik på tilskæring af sagen. Samme dag anmodede Indkærede 1 m.fl. om afvisning, da der ikke rettidigt var anmodet om fortsat behandling efter retsplejeloven § 388.
4-ugers-fristen i retsplejeloven § 388, 1. pkt. regnes fra dommens (kendelsens) afsigelse og udløb derfor den 8. januar 2025 – to dage før byrettens egen frist.
Ved kendelse af 14. april 2025 bestemte Retten i Holstebro, at sagen ikke blev genoptaget. Vestre Landsret tiltrådte dette ved kendelse af 28. maj 2025:
"Der blev imidlertid ikke inden 4 uger efter afsigelsen af landsrettens kendelse indgivet en skriftlig anmodning om fortsat behandling af sagen til byretten, jf. retsplejelovens § 388, 1. pkt. Landsretten finder, at der – uanset byrettens meddelelse af 13. december 2024 til parterne – ikke er grundlag for undtagelsesvis at tillade fortsat behandling af sagen efter fristens udløb, jf. retsplejelovens § 388, 2. pkt., jf. § 372, stk. 2."
Ved fristoverskridelse henviser § 388, 2. pkt. til retsplejeloven § 372, stk. 2, hvorefter genoptagelse undtagelsesvis kan tillades.
Kærende gjorde gældende, at opfyldelse af byrettens frist var tilstrækkelig til at lade sagen optage til fortsat behandling. Når retten af egen drift opfordrer parterne til processuelle skridt, skabes en berettiget forventning om, at den hjemviste sag er optaget til behandling. Subsidiært berettigede byrettens fristbrev til oprejsningsbevilling, navnlig fordi der kun forløb to dage mellem § 388-fristen og byrettens frist, og fordi fristbrevet måtte sidestilles med forkert appelvejledning. Endelig ville en nægtelse udgøre overdreven formalisme i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Kærende anførte desuden, at Højesterets kendelse af 13. februar 2025 (UfR 2025.1359 H) ikke fandt direkte anvendelse, da byrettens meddelelse i den sag blev sendt efter fristens udløb, mens den i nærværende sag blev sendt umiddelbart efter landsrettens afgørelse og inden fristens udløb.
Tryg som mandatar for Indkærede 1 m.fl. anførte, at § 388 overlader det til parterne at vurdere, om en hjemvist sag skal fortsættes, og at underinstansen ikke på eget initiativ kan genoptage sagen. Byrettens meddelelse – afgivet af en kontormedarbejder – kunne ikke skabe en berettiget forventning, og den manglende overholdelse skyldtes alene, at kærende ikke var opmærksom på reglen. Fristoverskridelsen var derfor ikke undskyldelig, jf. UfR 2025.500 H og UfR 2016.1868 H, og Menneskerettighedskonventionen var uden betydning.
Højesteret fastslog indledningsvis, at fristen i retsplejeloven § 388, 1. pkt. er absolut, og at byrettens meddelelse af 13. december 2024 ikke kunne ændre på, hvornår fristen udløb. Fristen udløb derfor den 8. januar 2025.
Højesteret fandt imidlertid, at byrettens meddelelse var egnet til at skabe en forventning om, at en anmodning den 10. januar 2025 ville være rettidig, og at det måtte lægges til grund, at dette var årsagen til, at kærende først den 10. januar 2025 henvendte sig til retten.
"Under hensyn hertil og til at [kærende] med det samme, da de blev opmærksomme på, at fristen i § 388, 1. pkt., ikke var overholdt, anmodede om, at der blev set bort fra overskridelsen af fristen, finder Højesteret, at der undtagelsesvis er grund til at tillade genoptagelse trods fristoverskridelsen, jf. § 388, 2. pkt."
Resultat: Højesteret ændrede landsrettens kendelse, således at sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten eller Højesteret, og kæreafgiften for begge instanser blev tilbagebetalt til kærende.
