HøjesteretSagen handler om en fransk statsborger (T), der via applikationen BlaBlaCar transporterer en marokkansk statsborger (A) fra Tyskland til Danmark uden at have tjekket As rejselegitimation. Ved grænsekontrollen viser det sig, at A mangler gyldig dokumentation, hvilket fører til, at T blive dømt for bistand til ulovlig indrejse i de lavere instanser.
Kerneafgørelsen drejede sig om, hvorvidt T kunne holdes ansvarlig for Udlændingeloven § 59, stk. 8, nr. 1 med den forsætsform, der kendes som dolus eventualis (positiv indvilligelse). Højesteret fastslog, at betingelsen herfor er, at den tiltalte indså muligheden for den ulovlige indrejse og psykologisk forholdt sig accepterende til dette. Retten understregede, at den ikke kan efterprøve den konkrete bevisvurdering fra landsretten, jf. Retsplejeloven § 933, stk. 2, men kun kan vurdere, om forsætsbegrebet er anvendt korrekt og om omstændighederne bærer konklusionen.
Højesteret gennemgik de omstændigheder, som landsretten havde lagt til grund, herunder at T alene kendte den primære passager (B) gennem BlaBlaCar-appen, ikke den ekstra passager (A), og at T ikke havde spurgt ind til As rejselegitimation. Retten konkluderede, at disse faktiske forhold i sig selv ikke var tilstrækkelige til at statuere, at T havde indset muligheden for en ulovlig indrejse eller accepteret den. Sagen adskilte sig derved fra tidligere praksis, hvor der forelå tydeligere subjektive indikationer af forsæt.
På baggrund af at betingelserne for forsæt ikke var opfyldt, frifandt Højesteret T. Eftersom T blev frifundet, var der ikke anledning til at tage stilling til hans subsidiære påstande om formildelse på grund af sagsbehandlingstid eller frifindelse for udvisning. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger i byret, landsret og Højesteret.
