HøjesteretHøjesteret prøvede Østre Landsrets berammelse af en omfattende straffesag mod to tiltalte, der var idømt henholdsvis livstid og 13 års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse i byretten. Sagen rejste spørgsmålet om den forventede ventetid på ca. 2,5 år i landsretten udgjorde en krænkelse af retten til rettergang inden for rimelig tid efter EMRK. Højesteret fandt ikke grundlag for at ændre berammelsen, men pålagde landsretten en løbende monitoreringspligt.
Ved Københavns Byrets dom af 8. november 2024 blev T1 straffet med fængsel på livstid for medvirken til flere drabsforsøg, ulovlig våbenbesiddelse og omfattende narkotikahandel. T2 blev straffet med 13 år og 4 måneders fængsel for medvirken til drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. Begge tiltalte ankedes straks til landsretten med påstand om frifindelse eller formildelse. T1 har været varetægtsfængslet siden januar 2023, og T2 siden november 2023.
Østre Landsret berammede oprindeligt hovedforhandlingen til efteråret 2027, men fremrykkede senere den til marts-april 2027 med forventet domsafsigelse den 12. april 2027. De tiltalte kagede berammelsen til Højesteret med det argument, at en ventetid på ca. 2 år og 5 måneder i landsretten var i strid med kravet om rettergang inden for rimelig tid. De henvisede til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, og artikel 5, stk. 3, og påpegede, at de ville være frihedsberøvet i over 4 år ved sagens afslutning.
Højesteret vurderede sagen i lyset af Retsplejelovens § 843 a, stk. 1, som pålægger retten at fremme sager med den hurtighed, deres beskaffenhed kræver, især når sigtede er varetægtsfængslet. Bestemmelsen finder tillige anvendelse i ankesager jf. Retsplejelovens § 917. Højesteret præciserede, at frihedsberøvelsen efter en fældende byretsdom falder ind under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, litra a, hvorfor kravet om rimelig frist i artikel 5, stk. 3, ikke finder anvendelse.
Et flertal af fire dommere fandt, at landsretten havde berammet sagen så hurtigt, som det praktisk var muligt på tidspunktet. Det blev lagt til grund, at berammelsesbeslutninger er procesledende og kan ændres, hvis der opstår mulighed for en tidligere forhandling. Da hovedforhandlingen ligger langt ude i fremtiden, og de tiltalte er varetægtsfængslede, pålagde Højesteret landsretten en løbende monitoreringspligt til at vurdere, om sagen kan fremrykkes. Spørgsmålet om en reel krænkelse af EMRK artikel 6 vil først kunne afgøres endeligt i forbindelse med domsafsigelsen i landsretten, hvor eventuelle kompensationshensyn kan vurderes. Mindretallet (én dommer) ville have hjemvist sagen for at tvinge landsretten til at undersøge muligheden for en væsentligt tidligere afgørelse. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens berammelsesbeslutning, og statskassen pålagdes at betale kæreomkostningerne.
