HøjesteretSagen vedrører Højesterets behandling af et kæremål fra anklagemyndigheden mod Østre Landsrets løsladelse af en tiltalt, der var idømt 5 års fængsel af byretten for grove seksuelle overgreb mod mindreårige. Højesteret har undersøgt, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling er opfyldt, og om proportionalitets hensyn eller mindre indgribende foranstaltninger taler imod frihedsberøvelse indtil landsrettens dom i ankesagen.
Ved Retten i Lyngbys dom af 18. september 2024 blev tiltalte fundet skyldig i en række alvorlige forhold begået mod flere piger i alderen 11–14 år, herunder seksuelle krænkelser, voldtægtsforsøg, blufærdighedskrænkelse, vidnetrusler og ulovlig tvang. Han blev idømt 5 års fængsel samt straffe for overtrædelser af lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Tiltalte anede dommen til frifindelse, mens anklagemyndigheden indgav kontradean med påstand om skærpelse. Byretten bestemte, at han skulle forblive varetægtsfængslet under anken af hensyn til retshåndhævelsen, jf. Retsplejeloven § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 2, nr. 1.
Østre Landsret berammede hovedforhandling i ankesagen til perioden 13. november – 19. december 2025, hvilket betød en forventet fortsat varetægtsfængsling på 2 år og 8 måneder. I kendelse af 21. november 2024 fandt landsretten, at denne lange frihedsberøvelse under særligt belastende forhold ville stride imod proportionalitets hensynet i Retsplejeloven § 762, stk. 3. Landsretten besluttede derfor at løslade tiltalte og pålagte i stedet mindre indgribende foranstaltninger (surrogat) efter Retsplejeloven § 765, stk. 2, jf. stk. 1, herunder et forbud mod internetkontakt med børn under 18 år, han ikke kender, samt forbud mod erhvervsmæssig eller fritidsbaseret beskæftigelse med unge.
Anklagemyndigheden kærede landsrettens afgørelse til Højesteret med påstand om genoptagelse af varetægtsfængslingen. Højesteret fastslog, at en fældende dom i byretten giver et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, hvilket understøttes af praksis. Blandt andet den grove karakter af de seksuelle overgreb, antallet af forurettede og straffens længde placerer sagen i kerneområdet for varetægtsfængsling. Tiltaltes egen forklaring om den personlige og psykiske belastning ved fængslingen var ikke underbygget af lægelige oplysninger. Højesteret fandt derfor ikke, at den forventede fængselsperiode på 2 år og 8 måneder stride imod de proportionalitetshensyn, der fremgår af Retsplejeloven § 762, stk. 3.
Højesteret vurderede derefter, om varetægtsfængslingens øjemed kunne opnås ved mindre indgribende foranstaltninger. Det følger af Retsplejeloven § 765, stk. 3, at ved grov personfarlig kriminalitet skal retten bestemme, at sigtede ikke må opholde sig i eget hjem. Selv om dette supplementære vilkår blev indført, konkluderede Højesteret, at formålet med fængslingen – især hensynet til retshåndhævelsen og beskyttelsen af de forurettede – ikke kunne sikres tilstrækkeligt gennem surrogatbestemmelserne. De af landsretten fastsatte forbud muliggjorde heller ikke effektiv kontrol med overholdelsen.
Højesteret omgjorde landsrettens kendelse af 21. november 2024 og fastslog, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, og at proportionalitets hensyn ikke er til hinder herfor. Retten fandt ikke grundlag for at anvende mindre indgribende foranstaltninger.
Bestemmelse: Tiltalte skal varetægtsfængsles, indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen, jf. Retsplejeloven § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1. Statskassen betaler kæresagens omkostninger for Højesteret.
