HøjesteretSagen handler om en kvinde, der blev varetægtsfængslet under mistanke om drab på sit nyfødte barn. Højesteret vurderede, om betingelserne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen var opfyldt, idet tiltalte selv erkendte barnedrab under formildende omstændigheder.
Retten i Næstved varetægtsfængslede oprindeligt kvinden, men løslod hende den 29. januar 2025, da retten fandt, at omstændighederne pegede på barnedrab af frygt for vanære eller under påvirkning af fødslen. Anklagemyndigheden kærede til Østre Landsret, som omgjorde løsladelsen og beordrede fortsat varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen under henvisning til en særligt bestyrket mistanke om drab efter Straffeloven § 237.
Højesteret undersøgte, om betingelserne i Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 var opfyldt. Denne bestemmelse kræver en særligt bestyrket mistanke om en forbrydelse med en strafferamme på mindst 6 års fængsel. Domstolen konkluderede på baggrund af tiltaltes erkendelse, vidneforklaringer og en mentalerklæring, at der alene forelå en særligt bestyrket mistanke om barnedrab efter Straffeloven § 238, stk. 1, som maksimalt straffes med 4 års fængsel. Der var derfor ikke retsgrundlag for varetægtsfængsling efter den pågældende bestemmelse.
Da strafferammen for den erkendte lovovertrædelse ikke opfyldte kravet om 6 års fængsel, fandt Højesteret, at betingelserne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen ikke var opfyldt. Landsrettens kendelse blev omstødt, og byrettens kendelse om løsladelse blev stadfæstet.
