HøjesteretSagen vedrører tildelingen af sagsomkostninger i en straffesag, hvor Tiltalte 1 blev frifundet i byretten, men efter anke fra anklagemyndigheden blev dømt af landsretten for passiv medvirken til vold. Højesteret har stadfæstet landsrettens afgørelse om, at den i ankeinstansen dømte skal afholde omkostningerne for sagens behandling i begge instanser.
Ved Retten på Frederiksberg blev Tiltalte 1 og Tiltalte 2 den 28. marts 2023 frifundet for overtrædelse af Straffeloven § 246 jf. Straffeloven § 245, stk. 1. Tiltalen vedrørte grov vold mod deres to døtre, hvoraf den ene afgik ved døden. Byretten fastsatte, at statskassen skulle betale Tiltalte 1's sagsomkostninger, herunder salær og kørselsgodtgørelse til den beskikkede forsvarer på i alt 190.309,76 kr.
Anklagemyndigheden ankedede dommen til Østre Landsret og ændrede tiltalen, så Tiltalte 1 alene blev tiltalt for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1. Landsretten fandt Tiltalte 1 skyldig som passivt medvirkende til volden og idømte hende 6 måneders fængsel (4 betinget), mens Tiltalte 2 idømtes 6 års fængsel. Landsretten bestemte herefter, at begge tiltalte skulle betale sagens omkostninger for både byret og landsret.
Tiltalte 1 påstod for Højesteret, at statskassen burde betale byretsomkostningerne, da hun var frifundet i første instans og først dømt for en revideret og begrænset tiltale i landsretten. Hun hævdede, at et pålæg af byretsomkostninger udgjorde en udvidende fortolkning af Retsplejeloven § 1008. Anklagemyndigheden modsigede dette og pegede på, at bevisførelsen vedrørte samme faktiske begivenhedsforløb, og at anken medførte et ugunstigere udfald for den tiltalte, hvorfor udgangspunktet om, at den dømte betaler omkostningerne, burde gælde uændret.
Højesteret fastslog, at Retsplejeloven § 1008, stk. 1 sammenholdt med stk. 3 skal fortolkes således, at en tiltalt, der frifindes i byretten men dømmes i ankeinstansen, skal betale de nødvendige udgifter for begge instanser. Højesteret fandt ikke grundlag for at begrænse ansvaret efter stk. 2 eller stk. 4, da tiltalen i begge instanser angik samme faktiske forløb, og omkostningerne ikke stod i åbenbart misforhold til sagens alvor og Tiltalte 1's skyld. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens omkostningsafgørelse og pålagde statskassen at betale kæremålets omkostninger for Højesteret.
