HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en permanent udvisning af en iransk statsborger, der i 2016 blev frifundet for straf men idømt anbringelsesdom og udvisning på grund af vold og trusler begået under psykotisk tilstand, skulle ophæves efter ny prøvelse. Sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt opretholdelse af udvisningen ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, set i lyset af mandens forbedrede helbred, manglende ny kriminalitet og stærke tilknytning til Danmark. Højesteret ophævede udvisningen, fordi den fandt en fortsat udvisning uproportional.
Ved Retten i Glostrups dom af 17. maj 2016 blev tiltalte fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, samt vold og trusler om vold efter straffelovens § 119, stk. 1. Forholdene omfattede bl.a., at han i juli 2015 havde slået og sparket en person på en togperron og skubbet ham ned på skinnerne, så personen slog hovedet og mistede bevidstheden, samt flere episoder med vold mod personale og politi.
Tiltalte blev frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og idømt anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid, jf. straffelovens § 68. Samtidig blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Østre Landsret stadfæstede i 2016 både foranstaltningen og udvisningen under henvisning til udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6.
Ved Retten i Glostrups kendelse af 15. februar 2024 blev foranstaltningen ændret til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72. Samtidig ophævede byretten bestemmelsen om udvisning, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 1. Østre Landsret ændrede efter kære byrettens kendelse og opretholdt udvisningen.
Til brug for Højesteret indhentede anklagemyndigheden en udtalelse fra Psykiatrisk Center Sct. Hans af 10. januar 2025. Heraf fremgik bl.a.:
Siden sidste udtalelse i 2022 var patientens tilstand stabil, han er velmedicineret og samarbejder med behandlingen. Sygdomsforståelse er insufficient og patienten har over længere tid ønsket reduktion i dosis af antipsykotika, men accepterer nu modstræbende at dosis fastholdes. Pt. har dårlige kognitive evner, er kognitivt reduceret efter kronisk psykisk sygdom.
Der er behov for fortsat medicinsk behandling resten af livet for paranoid skizofreni (DF200). Tiltalte administrerer ikke selv sin medicin under indlæggelse, men tager den uden problemer. Det anbefales ikke at reducere dosis, da et forsøg i 2021 medførte stærk forværring.
Risikovurderingen (HCR-20) viste:
Siden indlæggelsen i 2017 har tiltalte ikke begået ny kriminalitet. Der har været få tilfælde af verbal aggression og seksualiserende adfærd over for kvindeligt personale, som ifølge udtalelsen formodes at skyldes mental og social umodenhed.
Tiltalte påstod stadfæstelse af byrettens kendelse og ophævelse af udvisningen. Han anførte navnlig:
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse og opretholdelse af udvisningen. Anbringender:
Bestemmelsen i udlændingelovens § 50 a, stk. 1 (efter lovændring i 2022) lyder:
Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted. Retten tager i forbindelse hermed stilling til, om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, og om ændringerne er så væsentlige, at udvisningen skal ophæves eller varigheden af det meddelt indrejseforbud skal forkortes, jf. § 32, stk. 10.
Ifølge forarbejderne (L 189, 2021-22) skal prøvelsen efter § 26, stk. 2, for udvisning efter §§ 22-24 betyde, at udvisningen alene opretholdes, hvis det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, særligt EMRK artikel 8. Domstolene skal foretage en fuld proportionalitetsvurdering i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis, herunder Savran mod Danmark, der kræver inddragelse af alle relevante kriterier (Maslov-kriterierne): kriminalitetens art og grovhed, opholdets varighed, tiden siden forholdet, adfærd i mellemtiden, helbredsmæssige forhold, familiemæssige og sociale bånd mv. Det understreges, at der kun kan tillægges begrænset vægt på kriminaliteten, hvis udlændingen var straffri på grund af sindssygdom, jf. Savran præmis 194.
Højesteret foretog en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8 på baggrund af forholdene på tidspunktet for prøvelsen, jf. tidligere kendelse gengivet i UfR 2023.207.
Tiltalte blev i 2016 fundet straffri for den alvorlige personfarlige kriminalitet, fordi han var utilregnelig på grund af paranoid skizofreni. Forholdene bar præg af spontane reaktioner i en periode med svære psykotiske symptomer.
Siden 2015 har tiltalte ikke begået ny kriminalitet. Han er nu velmedicineret og i stabil tilstand, men har brug for hjælp til medicinadministration og vil have livslangt behandlingsbehov. Risikovurderingen viser lav risiko for vold under fortsat behandling, men risikoen stiger markant ved ophør eller utilstrækkelig medicin, især ved samtidigt misbrug.
Tiltalte har boet i Danmark siden han var 16 år (35 år) og har en stærk tilknytning til landet. Han er på førtidspension, ugift og uden børn. Han har bevaret en vis kontakt til Iran, men som følge af sine kognitive begrænsninger og den alvorlige psykiske lidelse vurderes han at have særdeles begrænsede forudsætninger for at etablere en tilværelse i Iran, hvis han skulle udvises.
Efter en samlet afvejning fandt Højesteret, at opretholdelse af udvisningen ville være uproportional og i strid med EMRK artikel 8.
Efter en samlet afvejning af de nu foreliggende omstændigheder finder Højesteret, at opretholdelse af udvisning af Tiltalte vil være uproportional og dermed i strid med artikel 8.
Retten lagde navnlig vægt på:
Byrettens kendelse stadfæstes, således at bestemmelsen om, at tiltalte udvises for bestandig, ophæves.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
Højesteret fandt det herefter ufornødent at tage stilling til, om opretholdelse af udvisningen desuden ville stride mod EMRK artikel 3.
