HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om udvisning af en 35-årig tyrkisk statsborger, der var idømt fængsel for bl.a. voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller TEUF artikel 20. Tiltalte påberåbte sig sin stærke tilknytning til Danmark og sin 9-årige søns ret som unionsborger. Højesteret fandt, at der ikke bestod et sådant afhængighedsforhold, at sønnen ville tvinges til at forlade EU, og at tiltaltes kriminalitet udgjorde en reel og alvorlig trussel, der berettigede udvisning med indrejseforbud i 6 år.
Tiltalte er en 35-årig tyrkisk statsborger, der kom til Danmark som 8-årig. Han har en 9-årig søn, som er dansk statsborger. Tiltalte har tidligere haft samvær i en 7/7-ordning, men forældremyndigheden er efter landsrettens dom alene tillagt moderens, og sønnen har siden juni 2024 været frivilligt anbragt hos sin mormor på grund af forældrenes manglende omsorgsevne. Tiltalte er dømt for adskillige personfarlige forbrydelser, herunder vold, grov vold og røveri.
Sagen begyndte i Københavns Byret, der idømte tiltalte fængsel. Østre Landsret stadfæstede dommen og bestemte, at tiltalte skulle udvises med et indrejseforbud i 6 år. Tiltalte ankede til Højesteret, som alene behandlede spørgsmålet om udvisning.
Tiltaltes principale påstand var frifindelse for udvisning, subsidiært udsættelse af sagen. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Tiltalte anførte, at udvisning ville stride mod TEUF artikel 20, da der bestod et kvalificeret afhængighedsforhold mellem ham og sønnen, og at sønnen risikerede at skulle forlade EU's område. Han henviste til EU-domstolens praksis, herunder C-34/09 (Zambrano) og C-451/19 og C-532/19 (Subdelegación). Subsidiært krævedes sagen udsat, da han mente, den var underoplyst.
Desuden påberåbtes associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, idet han mente, hans adfærd ikke aktuelt udgjorde en reel og alvorlig trussel, og Menneskerettighedskonventionens artikel 8, da han havde meget stærk tilknytning til Danmark og en begrænset tilknytning til Tyrkiet. Han fremhævede, at han ikke var formelt advaret om udvisning, og at den samlede fængselsstraf på 2 år og 3 måneder var relativ mild, jf. EMD-dom 41643/19 (Abdi mod Danmark).
Anklagemyndigheden bestred, at der var et sådant afhængighedsforhold, at sønnen ville tvinges bort. Sønnen og moderen var danske statsborgere og ville kunne blive i Danmark. Tiltalte havde ikke været en central omsorgsperson i en længere periode, og hans kriminalitet – voldtægt og gentagen alvorlig vold – udgjorde en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser. Derfor var udvisning hverken i strid med TEUF, associeringsafgørelsen eller konventionen.
Udvisning som skitseret i udlændingeloven § 26, stk. 2, jf. udlændingeloven § 22, nr. 2, udlændingeloven § 22, nr. 3 og udlændingeloven § 22, nr. 6, skal kun ske, hvis det ikke med sikkerhed strider mod internationale forpligtelser. Udlændingeloven § 26 b henviser til EU-reglerne.
Efter EMRK artikel 8 kræves en proportionalitetsvurdering. Ifølge EMD-dom 1638/03 (Maslov mod Østrig) skal der foreligge meget tungtvejende grunde for udvisning af fastboende udlændinge, der er indrejst som barn.
Tiltalte er omfattet af afgørelse nr. 1/80 fra Associeringsrådet artikel 6. Efter artikel 14, stk. 1, kan udvisning kun ske af hensyn til den offentlige orden mv. EU-Domstolen fastslog i præmis 78-79 i sag C-371/08 (Ziebell), at artikel 12 i direktiv 2003/109/EF kan bruges som referenceramme, hvilket indebærer en vurdering af, om den pågældende aktuelt udgør en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel, og en proportionalitetsafvejning.
Efter EU-Domstolens fortolkning (bl.a. C-34/09 Zambrano og C-451/19 og C-532/19 Subdelegación) er bestemmelsen til hinder for udvisning, hvis en tredjelandsstatsborger faktisk tager sig af et mindreårigt unionsborgerbarn, og barnet ellers tvinges til at forlade Unionen. I ekstraordinære tilfælde kan udvisning dog ske, hvis forælderens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse (C-304/14 CS).
Højesteret prøvede udvisningsspørgsmålet i forhold til de tre regelsæt.
Højesteret lagde vægt på, at sønnen og dennes mor er danske statsborgere og vil kunne forblive i Danmark. Tiltalte havde ikke været en central omsorgsperson i en længere periode; han havde været indsat til afsoning siden maj 2023, havde kun haft få besøg af sønnen, og sønnen var anbragt hos mormoren for at skabe stabilitet. Der var således ikke et sådant afhængighedsforhold, at sønnen ville tvinges til at forlade EU. Højesteret udsatte derfor ikke sagen.
Tiltaltes kriminalitet – voldtægt og omfattende personfarlig kriminalitet – fandtes at være af en sådan art og alvor, at hans adfærd aktuelt udgjorde en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Retten lagde vægt på hans kriminalitetshistorik og betydelige risiko for fremtidig alvorlig kriminalitet.
Tiltaltes stærke tilknytning til Danmark (ophold siden 8-årsalderen, søn og familie her) og begrænsede tilknytning til Tyrkiet (han taler dog tyrkisk og har kendskab til kulturen) kunne ikke opveje de meget tungtvejende hensyn til den offentlige orden. Udvisning med et tidsbegrænset indrejseforbud på 6 år var derfor ikke uproportional. Højesteret bemærkede, at kontakten til sønnen kunne opretholdes via telefon og internet.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter tiltalte udvises med et indrejseforbud i 6 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
