HøjesteretSagen angik, om boet efter en kvinde (A), der begik selvmord natten mellem den 4. og 5. november 2017 – få dage efter en fødsel – var berettiget til patienterstatning som følge af mangelfuld behandling på Psykiatrisk Center København og Herlev Hospital. Højesteret skulle tage stilling til, om der var en vis større sandsynlighed for, at selvmordet kunne have været undgået, hvis de konstaterede lægefaglige fejl ikke var blevet begået. Trods klare ansvarspådragende fejl fandt retten ikke årsagssammenhængen påvist og stadfæstede frifindelsen af Ankenævnet for Patienterstatningen.
A var i perioden fra den 3. til den 27. oktober 2017 under sin graviditet frivilligt indlagt på Psykiatrisk Center København på grund af blandt andet selvmordstanker. Efter udskrivningen fødte hun sit barn på Herlev Hospital ultimo oktober 2017. Den 2. november 2017 blev hun udskrevet fra fødeafdelingen. Natten mellem den 4. og 5. november 2017 begik hun selvmord.
Sagen var underlagt § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Efter § 21, stk. 1, erstattes skade som følge af, at der ikke er stillet en rigtig (eller der er stillet en forsinket) diagnose af patientens sygdom, kun i de tilfælde, der er nævnt i lovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 2.
Efter § 20, stk. 1, nr. 1, er det en betingelse for erstatning, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved behandling mv. (specialiststandarden). Endvidere er det en betingelse, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.
Højesteret lagde til grund, at kravet til årsagssammenhæng under visse omstændigheder kan lempes (bevislempelse), jf. nedenfor.
Højesteret tiltrådte, at der var begået to væsentlige fejl, der hver især tilsidesatte specialiststandarden.
Af Retslægerådets svar fremgik:
Den manglende etablering af den psykiatriske opfølgning, som var anført i Psykiatrisk Center Københavns udskrivningsnotat af 27. oktober 2017, var ikke i overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer.
Heller ikke et hjemmebesøg af en ergoterapeut ændrede dette, idet der burde have været kontakt til en psykiatrisk speciallæge.
Retslægerådet fandt, at A efter fødslen burde have været tilbudt psykiatrisk tilsyn, og at det ville have været i overensstemmelse med lægefaglige retningslinjer, hvis der var overvejet psykiatrisk tilsyn før udskrivelsen den 2. november 2017. Højesteret lagde dette til grund.
Højesteret henviste til dommen i UfR 2024.3803 H og fastslog:
Betingelsen om, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, kan efter omstændighederne anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng (bevislempelse). Dette kan navnlig være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forøger risikoen for en bestemt skade, og når en sådan skade faktisk er indtrådt.
Retten fandt, at de begåede fejl klart var ansvarspådragende, og at der derfor var grundlag for bevislempelse.
Trods bevislempelsen fandt Højesteret, at det ikke var påvist med en vis større sandsynlighed, at A ikke havde begået selvmord, hvis fejlene ikke var blevet begået.
Retslægerådets udtalelser var afgørende:
Det er på ingen måde sikkert, at et tilbud om psykiatrisk tilsyn efter fødslen ville have ændret forløbet, idet selvmordstanker kan opstå akut og voldsomt. Endvidere tyder det forhold, at A dagen før selvmordet havde været til samtale vedrørende amning og familierådgivning, på, at selvmordet var en følge af en pludselig og uforudsigelig indskydelse.
Det er ikke muligt at angive nogen sandsynlighed for, om et tilsyn af en psykiater umiddelbart forud for udskrivelsen fra fødeafdelingen havde forhindret, at A begik selvmord.
Højesteret fremhævede også, at A var tilbudt åben indlæggelse, så hun og pårørende døgnet rundt kunne henvende sig på psykiatrisk afdeling.
Under disse omstændigheder fandt retten, at den fornødne årsagssammenhæng ikke var sandsynliggjort.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter Ankenævnet for Patienterstatningen blev frifundet. Der var ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling.
Sagsomkostninger: Staten skal betale 100.000 kr. til Ankenævnet for Patienterstatningen for Højesteret. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a, hvis det ikke betales inden 14 dage.
