HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Østre Landsret havde anvendt den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i straffeloven § 216, stk. 1, og forsætsbegrebet korrekt, da en seniorsergent blev dømt for voldtægt af en ung værnepligtig på en kaserne. Højesteret fandt loven korrekt anvendt og forhøjede straffen fra 1 år og 9 måneder til fængsel i 2 år, men stadfæstede tortgodtgørelsen på 50.000 kr.
En seniorsergent (39 år) blev fundet skyldig i at have haft samleje og andet seksuelt forhold end samleje med en 19-årig værnepligtig (Forurettede 3) uden hendes samtykke, jf. straffeloven § 216, stk. 1, jf. til dels § 225. Overgrebet fandt sted i et hvilerum på en kaserne i København, hvor han kyssede hende i skridtet og derefter gennemførte vaginalt samleje.
Ud over voldtægtsforholdet blev han fundet skyldig i en række yderligere forhold:
| Forhold | Lovhjemmel | Antal |
|---|---|---|
| Blufærdighedskrænkelse | Straffeloven § 232 | 4 |
| Vold | Straffeloven § 244, stk. 1 | 1 |
| Grov krænkelse af underordnet | Militær straffelov § 18 | 6 |
| Grov pligtforsømmelse | Militær straffelov § 27 | 3 |
Østre Landsret havde idømt en samlet straf på fængsel i 1 år og 9 måneder og pålagt ham at betale 50.000 kr. i tortgodtgørelse til Forurettede 3 med procesrente fra den 12. oktober 2024.
Sagen havde tidligere været behandlet ved Københavns Byret og Østre Landsrets 4. afdeling.
Straffeloven § 216, stk. 1, 1. pkt., straffer for voldtægt med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri. Efter § 216, stk. 4, skal der ved straffastsættelsen lægges vægt på den særlige krænkelse, lovovertrædelsen indebærer.
Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 2208 af 29. december 2020 på grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020 om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse.
Forarbejderne forudsætter en gradueret strafudmåling for de nykriminaliserede tilfælde:
"Der kan aldrig foreligge samtykke, hvis passivitet fra den forurettedes side er et udtryk for, at den forurettede agerer ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand ("fryser")."
Højesteret bemærkede indledningsvis, at den konkrete bevisbedømmelse ikke kan efterprøves, jf. retsplejeloven § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4. Højesteret kunne derimod tage stilling til, om landsretten havde anvendt straffeloven § 216, stk. 1, 1. pkt., og forsætsbegrebet rigtigt.
Landsretten havde som resultat af bevisbedømmelsen lagt til grund, at Forurettede 3 ikke samtykkede i samlejet eller kysset i skridtet, og at tiltalte var klar over dette og dermed havde direkte forsæt. Der var lagt vægt på bl.a. hendes alder, den betydelige aldersforskel og forskel i militær rang samt det forhold, at hun forholdt sig helt passivt under hele forløbet.
"På den anførte baggrund finder Højesteret, at landsretten ikke har anvendt straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., eller forsætsbegrebet urigtigt."
Påstanden om frifindelse blev derfor ikke taget til følge.
Højesteret lagde til grund, at der på gerningstidspunktet ikke bestod nogen seksuel relation mellem parterne, at tiltalte på eget fastholdte initiativ fik hende ind i hvilerummet, som han rådede over som inspektionshavende, og at han efter at have kysset hende på munden uden gengældelse førte hende over på sengen, trak hendes træningsbukser ned, kyssede hende i skridtet og gennemførte samleje, mens hun lå helt passiv og "frøs". Han udnyttede sin overlegenhed i alder og militær rang.
Højesteret fandt, at voldtægten hverken kunne sidestilles med de groveste tilfælde (samleje under intimiderende omstændigheder, 2 år og 6 måneder til op mod 3 år) eller med de mildere passivitetssituationer (1 år og 2 måneder).
"På baggrund af det, der er anført ovenfor om sagens faktiske omstændigheder – herunder navnlig, at voldtægten blev begået af en seniorsergent over for en ganske ung værnepligtig og fandt sted på Kaserne 1 – finder Højesteret, at straffen for voldtægtsforholdet og de øvrige forhold skal forhøjes til fængsel i 2 år, jf. herved delvis straffeloven § 89."
Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
For så vidt angår tortgodtgørelsen henviste Højesteret til, at godtgørelsesniveauet på 100.000 kr. i forarbejderne til erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2, kun finder anvendelse på den form for voldtægt, der også før lov nr. 633 af 6. december 2013 var omfattet af straffeloven § 216 (navnlig voldtægt ved vold eller trussel om vold), jf. Højesterets dom af 25. februar 2022 (UfR 2022.1830).
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Højesteret, at den af landsretten udmålte godtgørelse på 50.000 kr. var passende.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at tiltalte straffes med fængsel i 2 år. Tortgodtgørelsen på 50.000 kr. til Forurettede 3 blev stadfæstet, og påstanden om frifindelse samt påstanden om betinget straf blev ikke taget til følge.
