HøjesteretHøjesteret har i sag 87/2023 behandlet et tvistsspørgsmål om, hvorvidt forsvarere under en hovedforhandling må udlevere omfattende digitalt sagsmateriale til de tiltalte på en iPad uden anklagemyndighedens samtykke. Sagen indgik i et større sagskompleks om organiseret narkokriminalitet med ca. 30.000 sider digitale akter. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og fastslog, at ordningen udgør en "overlevering" efter loven, hvilket kræver politiets samtykke. Anklagemyndighedens afslag på samtykke blev tiltrådt af hensyn til risikoen for ukontrolleret spredning af følsomme oplysninger.
Sagen vedrører overtrædelse af straffelovens § 191 vedrørende indsmugling og handel med store mængder kokain. Efterforskningen omfatter ca. 30 personer, hvoraf ni er tiltalt i denne sag. Alle tiltalte var på tidspunktet for behandling varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, med besøgs- og brevkontrol. Sagsmaterialet forelå udelukkende digitalt på ca. 30.000 sider fordelt på pdf-filer og en tillægsekstrakt, og indeholdt rapporter vedrørende tvangsindgreb samt oplysninger om udenforstående.
Københavns Byret afsagde kendelse den 4. maj 2023 og tillod ordningen, idet retten fandt, at muligheden for at følge sagen på en digital enhed uden Wi-Fi og sim-kort ikke anses for en overlevering i lovens forstand. Anklagemyndigheden kærede kendelsen til Østre Landsret, som den 11. maj 2023 ændrede byrettens afgørelse. Landsretten fandt, at egenhændig adgang til materialet på en elektronisk enhed udgjorde en overlevering, og at det i lyset af sagens karakter som organiseret narkokriminalitet ikke var ubetænkeligt at meddele samtykke. Sagen blev herefter anket til Højesteret, som afsagde kendelse den 11. januar 2024 (Sag 87/2023).
T1, T2 og T3 anførte hovedsageligt, at det er fast praksis, at forsvareren under kontrollerede forhold må overlade sagens akter til klienten uden, at det udgør en samtykkekrævende "overlevering" efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3. De understregede, at digitalisering af sagsakter via retsplejelovens § 148 c ikke må medføre en indskrænkning i tiltaltes ret til at gennemgå beviser, og at forsvareren kan føre tilsyn under retsmødet for at undgå misbrug. T3 anførte yderligere, at praksis taler for, at anklagemyndigheden bør pålægges at stille en digital enhed til rådighed.
Anklagemyndigheden modsagde dette og hævdede, at egenhændig adgang på en elektronisk enhed reelt udgør en "overlevering", som kræver samtykke. De påpegede, at forsvarerne under hovedforhandlingen vil være for optaget af at deltage i selve sagen til at kunne føre tilstrækkeligt og betryggende tilsyn med tiltaltes brug af iPads. Der var desuden risiko for, at tiltalte kunne aktivere Wi-Fi eller Bluetooth for at dele materialet, samt risiko for ulovlig adgang til udenforståendes private oplysninger. På den baggrund afslåede anklagemyndigheden samtykke som betænkeligt.
Det centrale retsspørgsmål var fortolkningen af retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 3. pkt., som forbyder forsvareren at overlevere modtaget sagsmateriale til sigtede uden politiets samtykke. Samtykke gives efter stk. 3, 4. pkt., hvis det findes ubetænkeligt.
Forsvarerne argumenterede for, at kontrolleret brug af en iPad i retssalen ikke er en "overlevering", men en naturlig og nødvendig del af forsvarerens arbejde med klienten, når der ikke findes papirekstrakter. Anklagemyndigheden og Østre Landsret fremhævede derimod, at selve muligheden for egenhændig tilgang til det digitale materiale giver tiltalte en uafhængig adgang, der i praksis fraskriver forsvareren den løbende kontrol, og derfor falder ind under begrebet overlevering. Tvisten drejede sig dermed om afgrænsningen af forsvarerens tilsynspligt versus tiltaltes selvstændige adgang i digitale sagsakter.
Højesteret fandt, at den ønskede ordning indebærer, at tiltalte opnår en selvstændig adgang til materialet, hvilket udgør "overlevering" efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 3. pkt. Retten lagde vægt på, at det under hovedforhandlingen ikke er praktisk muligt for forsvarerne at overvåge og kontrollere den måde, tiltalte udnytter adgangen til materialet på, da forsvarerne nødvendigvis vil være optaget af sagens behandling.
Da der var tale om overlevering, krævedes politiets samtykke. Højesteret tiltrådte landsrettens og anklagemyndighedens vurdering af, at det ikke var ubetænkeligt at meddele samtykke, henset til sagens karakter som organiseret narkokriminalitet, de tiltaltes fængselsstatus, samt den dokumenterede risiko for spredning af følsomme oplysninger og adgang til udenforståendes private data. Rettens afgørelse bygger på følgende ordrette begrundelse:
"Højesteret finder, at etablering af den ordning, som forsvarerne har anmodet om, vil indebære, at de tiltalte opnår en sådan selvstændig adgang til materialet, at der er tale om ”overlevering” som nævnt i retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 3. pkt.."
Resultatet blev, at Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Statskassen blev tilkendt at betale kæremålsomkostningerne for Højesteret.
