HøjesteretSagen handler om, om en tiltalt, der har overtrådt et indrejseforbud ved at indrejse i Danmark for at søge asyl, kan kræve straffrihed med henvisning til Flygtningekonventionens artikel 31. Tiltalte var tidligere udvist fra Danmark, men indrejste ulovligt i 2024 og ansøgte om asyl, hvilket førte til anholdelse og straffesag for overtrædelse af udlændingeloven. Højesteret skal afgøre, hvorvidt betingelserne for straffrihed er opfyldt, mens tiltaltes asylansøgning stadig er under behandling af Flygtningenævnet.
Tiltalte var i 2023 idømt fængsel for vold og vidnetrusler og udvist af Danmark med et indrejseforbud på 6 år. Efter udrejse indrejste han i Danmark i marts 2024, hvor han blev anholdt og straks ansøgte om asyl. Han blev i byret og landsret fundet skyldig i overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2 og idømt fængsel samt udvist igen.
Tiltalte påstod frifindelse med henvisning til, at han som flygtning fra krigen i Ukraine var beskyttet af Flygtningekonventionens artikel 31, som giver straffrihed for ulovlig indrejse, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt. Anklagemyndigheden modsatte sig dette og anførte, at tiltalte ikke havde „rimelig grund“ til netop at indrejse i Danmark, da han kunne have søgt asyl i andre lande, og at statens interesse i at håndhæve indrejseforbudet vejede tungere.
Højesteret fastslog, at Udlændingeloven § 59 b, stk. 2 skal fortolkes i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, og at straffrihed efter artikel 31 finder anvendelse også ved overtrædelse af et indrejseforbud. Retten fandt, at tiltalte opfyldte betingelserne om at komme direkte fra et truet område og om uopholdelig henvendelse til myndighederne. Endvidere anså Højesteret, at tiltalte havde „rimelig grund“ til at indrejse i Danmark, selvom han var underlagt et indrejseforbud og reelt kunne have valgt et andet land.
Den afgørende betingelse for straffrihed er imidlertid, at tiltalte er konventionsflygtning. Højesteret bemærkede, at afgørelsen herom tilkommer udlændingemyndighederne. På tidspunktet for dommen havde Udlændingestyrelsen afvist asylansøgningen, men afslaget var påklaget til Flygtningenævnet, og der forelå endnu ikke en endelig afgørelse.
Da det er en fundamental forudsætning for straffrihed efter Flygtningekonventionens artikel 31, at den pågældende er anerkendt som konventionsflygtning, og da denne status endnu ikke var endeligt fastslået, kunne Højesteret ikke træffe endelig afgørelse i straffesagen.
Højesteret ophævede derfor byrettens og landsrettens domme og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Byretten skal afvente Flygtningenævnets endelige afgørelse om tiltaltes asylansøgning, før der kan tages stilling til, om betingelserne for straffrihed er opfyldt. Statskassen bærer sagsomkostningerne.
