HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om fortsat varetægtsfængsling af T – tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed ved svig med udbytteskat for ca. 320 mio. kr. – var proportional under en verserende ankesag. Sagen rejste navnlig spørgsmålet, om proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3 skal tage hensyn til muligheden for prøveløsladelse efter halv tid for udvisningsdømte efter straffelovens § 38, stk. 2. Højesteret fastslog, at alene normal prøveløsladelse efter 2/3 tid, jf. straffelovens § 38, stk. 1, skal inddrages, og stadfæstede landsrettens kendelser om fortsat fængsling.
T er britisk og brasiliansk statsborger med bopæl i Storbritannien. Han er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved i perioden februar 2012 – juli 2015 at have foranlediget uberettiget tilbagesøgning af udbytteskat for ca. 320 mio. kr. over for den danske stat.
Forsvaret blev varetaget af advokat Katrine Westhausen Gottlieb, beskikket.
T blev den 18. juni 2019 anholdt og varetægtsfængslet i surrogat i Storbritannien på en europæisk arrestordre fra Belgien i en tilsvarende sag om refusion af udbytteskat for ca. 22,7 mio. EUR (ca. 170 mio. DKK). Den 10. november 2021 blev der truffet endelig afgørelse om udlevering til Belgien.
Ved Retten i Glostrups kendelse af 20. januar 2022 blev T varetægtsfængslet in absentia, og der blev udstedt en dansk europæisk arrestordre.
T blev varetægtsfængslet i Belgien den 9. februar 2022 på grundlag af såvel den belgiske som den danske arrestordre.
Ved dom af 21. april 2023 fra Den Nederlandsksprogede Ret i Første Instans i Bruxelles blev T idømt 4 års fængsel. Appeldomstolen i Bruxelles traf den 8. juni 2023 afgørelse om udlevering til Danmark.
T blev overført til Danmark den 13. juni 2023. Retten i Glostrup varetægtsfængslede ham den 14. juni 2023, indtil dom i byretssagen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2, jf. § 762, stk. 1, nr. 1. Landsretten stadfæstede fængslingen.
Ved Retten i Glostrups dom af 2. februar 2024 blev T straffet med fængsel i 6 år og udvist for bestandig. Byretten bestemte samtidig, at T skulle forblive varetægtsfængslet under appel, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1.
T ankede dommen med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden ankedede den 9. februar 2024 med påstand om skærpelse og begærede fortsat fængsling.
Ved Østre Landsrets kendelser af 14. marts, 11. april og 8. maj 2024 blev T varetægtsfængslet i afgrænsede perioder under anken. Efter at T havde frafaldet bevisanken ultimo april 2024, så ankesagen kun angik strafudmåling, blev hovedforhandling berammet til den 15., 20., 21. og 29. januar 2025.
Ved kendelse af 20. juni 2024 bestemte landsretten – mod T’s protest – at han skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen.
T nedlagde påstand om løsladelse. Han gjorde gældende, at fortsat varetægtsfængsling var i strid med retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, og stk. 3.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og anførte, at varetægtsfængsling frem til dom hverken var uforholdsmæssig eller i strid med proportionalitetshensyn.
Sagens omdrejningspunkt var proportionaliteten af den fortsatte varetægtsfængsling og navnlig, hvilken prøveløsladelsestid der skal lægges til grund for vurderingen af den forventede retsfølge.
T anførte, at en eventuel udeblivelse under ankesagen ville medføre afvisning efter retsplejelovens § 920, stk. 2, og at han derfor havde en egeninteresse i at møde. Der var dermed ikke længere en unddragelsesrisiko.
Anklagemyndigheden fastholdt, at der var bestemte grunde til at frygte unddragelse, og at § 920, stk. 2 ikke svækker grundlaget for fængsling.
T gjorde gældende, at proportionalitetsvurderingen burde tage udgangspunkt i den samlede frihedsberøvelse siden den 9. februar 2022, evt. den kontinuerlige frihedsberøvelse gennem mere end 5 år.
Anklagemyndigheden anførte, at den belgiske straf på 4 års fængsel var anset for afsonet med surrogatfængslingen og varetægtsfængslingen i Storbritannien og Belgien, og at den relevante periode for den danske fængsling derfor først begyndte den 8. juni 2023, da udlevering til Danmark blev besluttet.
T henviste til, at han er udvisningsdømt, og at straffelovens § 38, stk. 2, sammenholdt med pkt. 21 i Vejledning nr. 10071 af 15. december 2023 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, indebærer, at udviste typisk prøveløslades efter halv tid. Proportionaliteten skulle derfor vurderes i forhold til halvdelen af den forventede tillægsstraf.
Anklagemyndigheden fremhævede Højesterets faste praksis, hvorefter der alene skal tages hensyn til prøveløsladelse til normal tid efter § 38, stk. 1. Man påpegede endvidere, at en eventuel prøveløsladelse efter § 38, stk. 2 forudsætter, at udvisningen umiddelbart kan gennemføres, hvilket ikke er muligt, før der foreligger endelig dom.
Parterne var uenige om den forventede tillægsstraf efter straffelovens § 89. Anklagemyndigheden skønnede, at T ville få en tillægsstraf på mindst 3 års fængsel, mens forsvaret gjorde gældende, at en eventuel tillægsstraf ville være begrænset, og at straffen på 6 år fra byretten ikke ville være forhøjet, hvis den belgiske sag havde været pådømt samtidig.
Højesteret tiltrådte, at betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 1, nr. 1, var opfyldt, og at der var bestemte grunde til at antage, at T ville unddrage sig strafforfølgning eller fuldbyrdelse.
Om betydningen af retsplejelovens § 920, stk. 2 udtalte Højesteret:
Der er ikke grundlag for at inddrage bestemmelsen i retsplejelovens § 920, stk. 2, i vurderingen af, om der skal ske varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, med henblik på at sikre tilstedeværelsen af en sigtet person under strafforfølgningen eller fuldbyrden. § 920, stk. 2, angår rettens adgang til at afvise en anke fra en tiltalt, som udebliver uden lovligt forfald, og bestemmelsen tjener således et andet formål end reglen i § 762, stk. 1, nr. 1.
Herefter behandlede Højesteret spørgsmålet om proportionalitet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3:
Den straf, som landsretten skal udmåle for det påsigtede forhold, skal efter grundsætningen i straffelovens § 89 fastsættes som en tillægsstraf til de 4 års fængsel, som T er idømt i Belgien ved dom af 21. april 2023, jf. herved Højesterets dom af 25. januar 2002 (UfR 2002.810).
Med hensyn til den relevante periode lagde Højesteret vægt på oplysningerne fra de belgiske myndigheder om, at T alene havde været frihedsberøvet i fem dage på den danske arrestordre, og at den belgiske straf var anset for afsonet. Den relevante periode skulle derfor regnes fra den 8. juni 2023.
Om prøveløsladelse præciserede Højesteret:
Hvor prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, kan betegnes som prøveløsladelse til ”normal tid”, forudsætter en stillingtagen til prøveløsladelse efter § 38, stk. 2, bl.a. en vurdering af de retlige og praktiske muligheder for at gennemføre en udvisning umiddelbart ved prøveløsladelsen, som det langt fra altid vil være muligt for retten at foretage i forbindelse med en stillingtagen til fortsat varetægtsfængsling.
Højesteret finder på den anførte baggrund, at der ved vurderingen af, om fortsat varetægtsfængsling må anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3, alene skal tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf. straffelovens § 38, stk. 1. Der skal ikke af retten foretages en konkret vurdering af, om prøveløsladelse undtagelsesvis måtte forventes at kunne ske tidligere, fordi særlige omstændigheder taler for det, jf. straffelovens § 38, stk. 2.
Samlet fandt Højesteret herefter, at fængslingen frem til dom i ankesagen (berammet til januar 2025) ikke stred mod proportionalitetsprincippet. Landsrettens kendelser af 23. maj og 20. juni 2024 blev derfor stadfæstet.
Endelig bestemte Højesteret, at statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
