HøjesteretSagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af Sigtede 1 på grund af kollusionsrisiko var opfyldt, efter at efterforskningen var blevet afsluttet. Højesteret fandt, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Sigtede 1 ville vanskeliggøre forfølgningen ved løsladelse, og stadfæstede derfor ikke landsrettens afgørelse.
Den 5. maj 2024 blev Sigtede 1 sammen med to andre anholdt og sigtet for en række grove forhold, herunder indbrudstyveri jf. Straffeloven § 276a, vold efter Straffeloven § 244, husfredskrænkelse jf. Straffeloven § 264 samt grov vold efter Straffeloven § 245 mod Forurettede 1. Sigtelserne blev senere udvidet til at omfatte vidnetrusler jf. Straffeloven § 123 og yderligere indbrud. Alle sigtede blev varetægtsfængslet med henvisning til kollusionsrisiko efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3, og fængslingerne blev løbende forlænget gennem efterforskningen.
Den 23. september 2024 afgav Sigtede 1 en delvis tilståelse i et retsmøde, hvor han erkendte indbruddene og deltagelsen i volden, men nægtede det fulde omfang samt vidnetruslerne. Herefter afgav Sigtede 2 og Sigtede 3 forklaringer til politiet, der i det væsentlige var overensstemmende med Sigtede 1's udsagn om indbruddene og voldens udøvelse. Den 4. december 2024 oplyste anklagemyndigheden, at sagen var færdigefterforsket, og at sagen alene afventede beramning til hovedforhandling i marts 2025.
Trods den afsluttede efterforskning forlængede Retten i Randers varetægtsfængslingen den 4. december 2024, hvilket Vestre Landsret stadfæstede den 12. december 2024. Flertallet i landsretten fandt, at betingelserne for fængsling fortsat var opfyldt, mens en dommer i dissens mente, at fortsat fængsling frem til hovedforhandlingen ville stride mod proportionalitetsprincippet, da bevisindsamlingen var afsluttet. Sigtede 1 kærede denne kendelse til Højesteret.
Højesteret lagde vægt på, at der skal foretages en konkret vurdering af kollusionsrisikoen, og konstaterede, at sagen på tidspunktet for landsrettens kendelse var færdigefterforsket. Sigtede 1 havde allerede afgivet en detaljeret forklaring, de øvrige sigtedes forklaringer var overensstemmende, og det væsentlige bevismateriale – herunder forurettedes afhøringer, personundersøgelse og DNA-spor – var sikret.
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse den 12. december 2024 ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Sigtede 1 ved løsladelse ville kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen.
Højesteret ændrede derfor landsrettens kendelse, således at Sigtede 1 burde have været løsladt den 12. december 2024. Statskassen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i alle tre instanser.
