HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en tidligere social- og sundhedsassistent, A, der havde pådraget sig en rygskade i 2016, var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab under en fleksjobperiode, hvor hendes tab efter var opgjort til 10,3 % – altså under den generelle 15 %-grænse i . Striden stod om forståelsen af undtagelsesreglen i forarbejderne, der giver ret til erstatning ved et klart og varigt tab af “nogen betydning”. Højesteret fastslog, at det afgørende er tabets klarhed og varighed – ikke, at det er tæt på 15 % – og at Ankestyrelsen derfor skal anerkende A’s ret til erstatning i perioden.
A kom i 2016 til skade med ryggen i sit arbejde som social- og sundhedsassistent. Hendes erhvervsevnetab blev oprindeligt fastsat til 65 % efter hovedreglen i arbejdsskadesikringslovens § 17.
Efter en sygemeldingsperiode blev hun ansat i et fleksjob fra den 1. april 2019. I den periode, hun var i fleksjob, blev hendes erhvervsevnetab opgjort efter den særlige bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 17 a, hvilket resulterede i en indtægtsnedgang på 10,3 %. Fleksjobbet ophørte den 30. juni 2022, hvorefter hun på grund af en livstruende sygdom (ikke relateret til arbejdsskaden) overgik til førtidspension. Fra 1. juli 2022 og frem til sin død den 25. september 2022 fik hun igen fastsat erhvervsevnetabet til 65 %.
Sagen begyndte i Retten i Aalborg (BS-21086/2021-ALB), som ved dom af 2. august 2022 gav FOA – som mandatar for boet efter A – medhold i, at A havde ret til erstatning for fleksjobperioden. Ankestyrelsen ankede til Vestre Landsret (BS-32388/2022-VLR), der ved dom af 2. marts 2023 stadfæstede byrettens afgørelse. Ankestyrelsen indbragte derefter sagen for Højesteret.
For Højesteret nedlagde Ankestyrelsen påstand om frifindelse, mens FOA påstod stadfæstelse af landsrettens dom.
Hovedreglen i arbejdsskadesikringslovens § 17 fastslår, at der ikke ydes erstatning for tab af erhvervsevne, hvis tabet er mindre end 15 %. Forarbejderne til bestemmelsen – navnlig Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 1977-78 – indeholder dog en undtagelse: Selv hvis tabet er under 15 %, kan der tilkendes erstatning, såfremt der foreligger en “klar og varig indtægtsnedgang af nogen betydning” som følge af arbejdsskaden.
For personer ansat i fleksjob gælder § 17 a, som foreskriver, at erhvervsevnetabet opgøres med udgangspunkt i den faktiske indtægtsnedgang i fleksjobbet. Parterne var enige om, at undtagelsen fra 15 %-grænsen også finder anvendelse ved opgørelser efter § 17 a, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 14-20.
Det centrale spørgsmål var, hvilken tærskel der skulle anvendes for, hvornår en indtægtsnedgang under 15 % må anses for at være “af nogen betydning”.
Ankestyrelsen gjorde gældende, at man i praksis kun anser tabet for at have nogen betydning, hvis det ligger tæt på 15 % – og at 10,3 % ikke opfyldte dette nærhedskrav.
FOA anførte derimod, at forarbejdernes ordlyd ikke giver støtte for et fast nærhedskrav, og at det afgørende alene er, om tabet er klart, varigt og har en vis kvantitativ betydning. A’s tab på 10,3 % var reelt og vedvarende i hele fleksjobperioden, og derfor måtte undtagelsen finde anvendelse.
Højesteret gennemgik forarbejderne til loven, herunder Folketingets Socialudvalgs betænkning, og fastslog:
Der er ikke holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt.
Retten udtalte, at det afgørende kriterium efter forarbejderne er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden. Procentens nærhed til 15 % er ikke en forudsætning.
Herefter – og i øvrigt af de grunde, landsretten havde anført – fandt Højesteret, at A havde et klart og varigt erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden, og at det derfor var berettiget at tilsidesætte Ankestyrelsens afslag.
Højesteret afgjorde derfor:
