HøjesteretSagen vedrører fastsættelse af salær til en beskikket forsvarer i en straffesag om bedrageri af særlig grov beskaffenhed. Højesteret prøver Østre Landsrets afgørelse om tillkendelse af yderligere salær til advokat Jakob Lunøe for deltagelse i retsmøder i en parallel sag. Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering og stadfæster afgørelsen.
Advokat Jakob Lunøe var beskikket som forsvarer for Tiltalte 1 i en sag om bedrageri. Tiltalte 1's sag blev udskilt fra en større sag mod flere tiltalte, men sagerne kørte parallelt i byretten. Efter dom i Tiltalte 1's sag den 28. september 2020 fortsatte behandlingen af de øvrige tiltalte i byretten, mens Tiltalte 1's sag blev anket til landsretten.
Advokaten anmodede om salær for:
Salær til en beskikket forsvarer fastsættes efter Retsplejeloven § 741, stk. 3 af den ret, der har foretaget beskikkelsen, med udgangspunkt i vejledende takster og hensyntagen til sagens omfang og resultat.
Østre Landsret
Højesteret
Parterne var uenige om:
Højesteret vurderer først kompetencespørgsmålet: Jf. Retsplejeloven § 741, stk. 3 er det den beskikkende ret, der fastsætter salær. Landsretten beskikkede advokaten for ankesagen, men retsmøderne den 4. og 11. september 2020 fandt sted før anken var indgivet. Højesteret finder, at byretten principalt burde have fastsat salær herfor, men ophæver ikke landsrettens afgørelse, da det tilkendte beløb på 14.200 kr. + moms er i overensstemmelse med taksterne for tidspunktet for arbejdets udførelse.
Vedrørende de 14 retsmøder i byretten (oktober 2020 – juni 2021) finder Højesteret ligesom landsretten, at advokatens tilstedeværelse ikke var nødvendig til varetagelsen af Tiltalte 1's forsvar i ankesagen. Advokaten kunne have gjort sig bekendt med byrettens dom i den parallelle sag og på dette grundlag vurderet behovet for afhøringer under anken.
Afgørelse Højesteret stadfæster landsrettens salærafgørelse i sin helhed.
