Transfer pricing-dokumentations tilstrækkelighed og armslængdeprincippet i koncerninterne transaktioner (Accenture A/S)

4.1Transfer pricing-dokumentationens kvalitet

Accenture havde udarbejdet en global TP-dokumentation. Den redegjorde for metodevalg (Cost Plus), funktions- og risikoanalyse og sammenlignelighedsanalyse med 57 IT-konsulentvirksomheder, justeret for omkostningsstruktur. Skatteministeriet anførte, at avancetillægget burde fastsættes som nettoavance og sammenholdes med vikarbureauers marginer.

Højesteret fastslog, at dokumentationen var baseret på OECD’s retningslinjer og indeholdt et begrundet metodevalg. Ministeriet havde derfor ikke godtgjort, at dokumentationen var så mangelfuld, at den kunne sidestilles med manglende dokumentation. Skønsmæssig ansættelse var derfor uberettiget.

4.2Armslængdevurdering af 30 % bruttoavance

Spørgsmålet var herefter, om avancetillægget på 30 % var i strid med armslængdeprincippet. Metoden var Cost Plus, hvor bruttoavancen skulle dække både kapacitetsomkostninger og profit. Accenture havde benchmarked mod bruttoavancer i IT- og konsulentfirmaer, og 30 % lå inden for det interkvartile spænd.

Højesteret fandt:

• Det var ikke godtgjort, at en bruttoavancemetode var i strid med armslængdeprincippet.
• Ministeriet havde ikke godtgjort, at udleje af specialiserede Accenture-medarbejdere skulle sammenlignes med almindelig vikarudlejning.
• Skatteministeriet havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at prisen lå uden for armslængdeintervallet.

5.1AGS’ ejerskab til de immaterielle aktiver

Skatteministeriet bestred, at AGS var reel ejer, og kaldte overdragelsen i 2001 for ”en fiktiv konstruktion uden realitet”.

Højesteret fandt det bevist, at AGS siden 2001 havde truffet beslutninger om udvikling, beskyttelse og finansiering af koncernens IP, bl.a. med 11 ansatte og store indlejeudgifter. Der var derfor grundlag for at anse AGS som ejer.

5.2Dokumentationens tilstrækkelighed

Til royaltysatsen havde Accenture brugt Residual Profit Split-metoden. Skatteministeriet anførte, at dokumentet ikke i tilstrækkelig grad afspejlede Accenture A/S’ eget bidrag til IP-værdien.

Højesteret gentog, at dokumentationen var baseret på OECD’s retningslinjer og indeholdt begrundet metodevalg. Uenighed om modellens præmisser gjorde ikke dokumentationen mangelfuld. Derfor var skønsmæssig ansættelse heller ikke berettiget for royaltydelen.

5.3Armslængdevurdering af 7 % royalty

Ved Residual Profit Split fordeles koncernens samlede indtjening mellem rutinefunktioner (driftsselskabernes konsulentydelser) og IP-afkast. Accenture havde beregnet, at en royalty på 7 % svarede til en indtjening til driftsselskabet på 7,68 %, hvilket lå over medianen for sammenlignelige konsulentfirmaers indtjening.

Højesteret vurderede, at Skatteministeriet hverken havde godtgjort, at Accenture A/S’ IP-bidrag var undervurderet, eller at mere end 7,68 % burde henføres til rutineindtjeningen. Derfor kunne 7 % royalty accepteres som armslængde. Retten tilsidesatte heller ikke parternes civile aftale om opgørelse efter amerikanske regnskabsstandarder.