HøjesteretHøjesteret stadfæstede ved kendelse af 8. maj 2026 byrettens og landsrettens afgørelse om tilladelse til telefonaflytning af Person 1's telefon, selvom han ikke selv var mistænkt. Baggrunden var en efterforskning, hvor hans søn (Mistænkte) var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, og formålet med aflytningen var at finde Mistænktes aktive telefonnummer. Sagen afklarer, hvornår den familiære tilknytning mellem en mistænkt og en ikke-mistænkt tredjeperson er tilstrækkelig til at opfylde betingelsen om "bestemte grunde" i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1.
Under en narkotikaefterforskning var Mistænkte sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 191. Anklagemyndigheden ønskede at finde et aktivt telefonnummer, der blev benyttet af Mistænkte, og anmodede derfor om tilladelse til at:
Person 1 var ikke selv mistænkt for noget strafbart.
Anklagemyndigheden fremlagde følgende konkrete oplysninger:
Københavns Byret tillod den 14. marts 2025 aflytningen med henvisning til, at betingelserne i Retsplejeloven § 782, stk. 1, jf. § 781, stk. 1, jf. § 780, stk. 1, nr. 1 og 3 var opfyldt, og at indgrebet ikke var uforholdsmæssigt.
stadfæstede kendelsen den 27. marts 2025. Landsretten lagde navnlig vægt på:
Aflytningen blev efterfølgende nedtaget den 6. juni 2025, da byretten ved forlængelsesprøvelsen fandt, at proportionalitetshensyn hindrede en forlængelse, idet aflytningen i tre måneder ikke havde afdækket kommunikation med Mistænkte.
Indgrebsadvokat nedlagde påstand om, at landsrettens kendelse ændres, så der ikke burde have været givet tilladelse til aflytningen. Til støtte herfor anførtes:
Aflytningens faktiske resultat støttede desuden anbringendet, idet indgrebet i tre måneder ikke afslørede nogen kontakt mellem Person 1 og Mistænkte.
Til sammenligning anførte indgrebsadvokat UfR 2008.85 Ø, hvor Østre Landsret fastslog, at en familiær tilknytning ikke i sig selv var tilstrækkelig.
Højesteret gennemgik retsgrundlaget:
Retsplejeloven § 781, stk. 1, nr. 1 kræver, at der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser til eller fra en mistænkt.
Kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden blev indsat ved Lov nr. 227 af 6. juni 1985 og byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984. Af betænkningens side 97-98 fremgår:
"Mistanken skal være rimeligt og konkret begrundet i de foreliggende oplysninger [...] Telefonaflytning kan således ske af f.eks. en værtshustelefon eller af pårørendes telefon."
Afde specielle bemærkninger fremgår ligeledes:
"Det er uden betydning, hvem et telefonapparat eller en lokalitet tilhører, når der dog er tale om meddelelser — direkte eller indirekte — til eller fra mistænkte."
Dermed er der lovhjemmel til at aflytte ikke-mistænktes telefoner, forudsat betingelserne for øvrigt er opfyldt.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og fastlagde følgende fortolkningsprincip for Retsplejeloven § 781, stk. 1, nr. 1:
"Det er afgørende, om der er en rimelig og konkret begrundet formodning om, at der via den pågældende telefon mv. er kontakt til eller fra en mistænkt. En generel formodning om telefonisk kontakt mellem forældre og voksne børn som følge af den familiemæssige relation er ikke tilstrækkelig, men må sammenholdes med øvrige foreliggende oplysninger."
På grundlag af de konkrete oplysninger i sagen — herunder:
— tiltrådte Højesteret, at der var bestemte grunde til at antage, at Mistænkte kommunikerede via Person 1's telefon.
Højesteret tiltrådte endvidere, at de øvrige betingelser for indgrebet var opfyldt, og at sagen adskilte sig fra UfR 2008.85 Ø, fordi anklagemyndigheden i denne sag havde fremlagt yderligere konkrete oplysninger om relationen og den løbende kontakt.
Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
