HøjesteretEn dansk mor og en amerikansk far stred om, hvorvidt deres søn skulle tilbagegives til USA efter en international børnebortførelsessag. Landsretten havde omgjort familierettens afgørelse og bestemt tilbagegivelse, hvorefter barnet blev udleveret til faderen og rejste til USA. Højesteret fandt, at moderen havde retlig interesse i at få prøvet sagen på trods heraf, men stadfæstede landsrettens afgørelse, da moderen ikke havde godtgjort en alvorlig risiko for barnets sjælelige eller legemlige sundhed ved en tilbagegivelse.
Mor, der er dansk statsborger, og Far, der er amerikansk statsborger, blev gift i USA i november 2019. Sønnen Barn blev født i Danmark i 2019, og i 2021 flyttede mor og barn til USA, hvor familien boede sammen indtil juni 2025.
Parforholdet var præget af gentagne konflikter. I juni 2021 rettede faderen henvendelse til det amerikanske politi under en konflikt på en ferie, hvor moderen oplyste, at faderen havde presset sin knyttede hånd mod hendes kind. I juli 2024 anmeldte moderen faderen for "domestic violence", hvorefter parterne begge afgav forklaring til politiet. Moderen beskrev bl.a. verbal nedgørelse, trusler om selvskade rettet mod hende selv og en episode, hvor sønnen efterlodes alene i et badekar. Faderen bestred at have udøvet fysisk eller psykisk vold og forklarede, at det var moderen, der ved flere lejligheder havde udøvet vold mod ham.
Under et Danmarksbesøg i begyndelsen af juni 2025 tog moderen den 9. juni ophold på et krisecenter sammen med Barn og afbrød kontakten til faderen, der rejste alene tilbage til USA.
Under opholdet på krisecenteret gennemgik moderen et psykologforløb, og krisecenteret udarbejdede flere erklæringer, herunder en psykologudtalelse af 21. juli 2025, hvori det konkluderedes, at moderen havde været udsat for psykisk vold af "tvingende karakter". Sønnen blev endvidere testet med en traumescreening ("Odense Child Trauma Screening"), der ifølge krisecenteret indikerede, at han havde været vidne til og selv udsat for psykisk vold.
Der blev afholdt to børnesamtaler med den da 6-7-årige Barn:
Familieret 1 afsagde den 31. juli 2025 kendelse om, at Barn ikke skulle tilbagegives til USA. Familieretten lagde afgørende vægt på krisecentrets vurderinger og den gennemførte børnesamtale og fandt, at en adskillelse fra moderen utvivlsomt ville udgøre en alvorlig risiko for barnets sjælelige sundhed, jf. Børnebortførelsesloven § 11.
Østre Landsret ændrede ved kendelse af 1. oktober 2025 denne afgørelse. Landsretten lagde til grund, at moderen ville kunne indrejse i USA, hvorfor en tilbagegivelse ikke uden videre ville medføre en adskillelse af mor og barn, og fandt, at moderen ikke havde godtgjort en alvorlig risiko for barnets sundhed. Landsrettens afgørelse blev tvangsfuldbyrdet af Familieret 2 den 10. oktober 2025, hvorefter faderen dagen efter rejste tilbage til USA med Barn.
Efter tilbagegivelsen afsagde en amerikansk domstol (By 3 Superior Court) den 29. december 2025 dom om skilsmisse, hvorved faderen fik den fulde forældremyndighed. Distriktsanklageren i By 3 oplyste i februar 2026, at der ikke ville blive rejst straffesag mod moderen for børnebortførelse.
Moderen gjorde gældende, at hun havde retlig interesse i sagen, at krisecentrets erklæringer og børnesamtalerne dokumenterede psykisk vold, og at landsretten hverken havde foretaget den fornødne "in-depth examination" eller opfyldt begrundelsespligten efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.
Faderen gjorde gældende, at moderen manglede retlig interesse, da barnet allerede var tilbagegivet og nu havde sædvanligt opholdssted i USA, og at moderen under alle omstændigheder ikke havde løftet bevisbyrden for en alvorlig risiko efter Børnebortførelsesloven § 11, nr. 2.
Højesteret tog først stilling til, om moderen havde retlig interesse i sagen, selv om Barn allerede var tilbagegivet til USA. Højesteret lagde vægt på, at landsrettens afgørelse var af "meget indgribende karakter" og i sig selv udgjorde et indgreb i moderens ret til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, samt at en højesteretsafgørelse ikke kunne udelukkes at få betydning for parternes fremtidige tvister i USA. På denne baggrund fandt Højesteret, at moderen havde retlig interesse, og faderens påstand om afvisning blev ikke taget til følge.
Højesteret fastslog, at undtagelsesbestemmelsen i Børnebortførelsesloven § 11 har et snævert anvendelsesområde, og at det er den part, der modsætter sig tilbagegivelse, som skal godtgøre risikoen på grundlag af objektive forhold. Højesteret henviste til Menneskerettighedsdomstolens dom af 26. november 2013 i sagen X mod Letland, hvorefter artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen pålægger domstolene en processuel pligt til at vurdere begrundede indsigelser om "alvorlig risiko" og give en konkret begrundelse — men ikke et krav om en indgående undersøgelse af hele familiesituationen.
"Højesteret finder, at hun ikke derved har godtgjort, at Far har udsat hende og Barn for psykisk vold. Højesteret har lagt vægt på navnlig, at erklæringerne i det væsentlige bygger på hendes forklaringer, og at erklæringerne i øvrigt er udarbejdet på et tidspunkt, hvor hun ulovligt havde bortført Barn."
Højesteret fandt endvidere, at hverken børnesamtalen i familieretten den 25. juli 2025 eller børnesamtalen ved tvangsfuldbyrdelsen den 10. oktober 2025 understøttede, at der havde foreligget psykisk vold. Moderen havde derfor hverken godtgjort, at faderen havde udsat hende eller barnet for psykisk vold, eller at en adskillelse fra moderen indebar en alvorlig risiko for barnets sjælelige eller legemlige sundhed.
Konklusion: Højesteret tiltrådte, at betingelserne efter Børnebortførelsesloven § 11, nr. 2, for at nægte tilbagegivelse ikke var opfyldt, og stadfæstede landsrettens kendelse om, at skulle tilbagegives til USA. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
