HøjesteretHøjesteret afsagde dom i en sag om afslag på opholdstilladelse til en nigeriansk familie, hvor den ældste søns tilknytning til Danmark var afgørende. Sagen rejste spørgsmål om fortolkningen af "ganske særlige grunde" i udlændingeloven og om, hvornår et barns "formative år" begynder i lyset af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Forældrene A og B indrejste i Danmark i 2011 under greencard-ordningen og fik sønnen C i september samme år. C fik formel opholdstilladelse i 2013, men familiens tilladelser udløb i juli 2018. Familien ansøgte om opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1 med henvisning til C's selvstændige tilknytning og hans opvækst i Danmark. Udlændingenævnet meddelte afslag, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret i sagen BS-46228/2022.
Højesterets flertal fastslog, at adgangen til opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1 ved "ganske særlige grunde" ikke er begrænset til tilfælde, hvor internationale forpligtelser kræver det. Bestemmelsen giver myndighederne en skønsmæssig beføjelse til at foretage en konkret vurdering. Mindretallet argumenterede imod dette, idet de pegede på en fast administrativ praksis, hvor 6-7 års ophold med institutionstilbud normalt betragtes som tilstrækkeligt for selvstændig tilknytning.
En central stridspunkt var fortolkningen af begrebet "formative år" og hvornår det begynder. Udlændingenævnet havde lagt vægt på, at disse år typisk starter omkring den skolepligtige alder (6-7 år), og dermed udelukkede perioden fra C's fødsel i 2011 til hans tilladelse i 2013.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom med 3-2 stemmer. Domstolen frifandt Udlændingenævnet for at have tilsidesat Menneskerettighedskonventionens artikel 8 eller udlændingeloven. I sagsomkostninger blev statskassen pålagt at betale 100.000 kr. til Udlændingenævnet.
