HøjesteretI en sag fra Højesteret om strafudmåling for seksuelle overgreb, herunder forsøg på oralsex og analt samleje, blev tiltalte T idømt 2 års fængsel – en skærpelse fra landsrettens 1 år. Flertallet lagde vægt på, at overgrebene var tæt på fuldbyrdet voldtægt, og at alene forurettedes modstand forhindrede dette. En dommer dissenserede og ville stadfæste den mildere straf under henvisning til den forudgående frivillige kontakt og den kortvarige magtanvendelse.
T og forurettede mødtes omkring kl. 4 om natten på et hotel, hvor de begge deltog i en kongres. Forurettede tillod T at følge hende til værelset, men da hun bad ham gå, ignorerede han hendes opfordringer og påbegyndte en række seksuelle krænkelser:
Forurettede ydede modstand under hele forløbet: hun sagde fra, krydsede sine hænder foran skridtet, pressede benene sammen og vristede sig fri, hvilket forhindrede, at oralsex og analt samleje blev fuldbyrdet.
Ved Retten i Helsingør blev T idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. til dels § 21, og § 216, stk. 1, jf. § 21. Østre Landsret stadfæstede dommen.
Anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse til fængsel i 2–2½ år. T påstod formildelse, subsidiært stadfæstelse.
Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes voldtægt med fængsel indtil 8 år, og § 225 udvider strafansvaret til andet seksuelt forhold end samleje. Straffen skal afspejle krænkelsen af offerets værdighed og integritet, jf. § 216, stk. 4.
Ved lovændringen i 2016 (lov nr. 635) fastsatte forarbejderne følgende udgangspunkter:
Udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående fuldbyrdet overfaldsvoldtægt forudsættes at være 3 år og 6 måneders fængsel. I andre sager om voldtægt ved vold eller trussel om vold forudsættes udgangspunktet for strafudmålingen at være fra ca. 2 år og 6 måneders fængsel til op mod 3 års fængsel. Der vil i almindelighed være grundlag for at udmåle en lavere straf end de angivne udgangspunkter, hvis der er tale om andet seksuelt forhold end samleje (§ 225) eller forsøg.
Samtykkeloven af 2020 (lov nr. 2208) nyaffattede § 216, stk. 1, og fastholdt strafniveauerne for voldtægt, der også ville være strafbare efter den tidligere bestemmelse. For de nykriminaliserede situationer – samleje uden samtykke, men uden tvang – gælder en konkret vurdering, hvor de groveste tilfælde kan sidestilles med voldstilfælde (strafniveau 2½–3 år).
Ved forsøg skal der ske en lempelse, men i varierende grad alt efter, hvor tæt forsøget er på fuldbyrdelse. Højesteret har i dom af 9. november 2022 (UfR 2023.642 H) udtalt, at andet seksuelt forhold kan have meget forskellig grovhed, og at oralsex kan grænse op til voldtægt.
Anklagemyndigheden anførte især, at overgrebene måtte sidestilles med en fuldbyrdet voldtægt, som ikke er overfaldsvoldtægt, med udgangspunkt i 2½–3 års fængsel. Da forsøgene mislykkedes alene på grund af forurettedes modstand, burde der kun ske en begrænset reduktion. T havde anvendt betydelig tvang, og der forelå flere krænkelser i umiddelbar forlængelse af hinanden.
T gjorde gældende, at de i praksis forekommende straffe for sammenlignelige forhold ligger omkring 9–10 måneder og højst 1 år. Han fremhævede, at der var en indledende frivillig og seksualiserende kontakt, at forløbet var kortvarigt, og at der ikke var anvendt egentlig vold eller trusler. Forsættets fasthed var ringe, og de manglende fuldbyrdelser skyldtes også hans egen tilbageholdenhed.
Højesteret delte sig i et flertal på fire dommere og en dissens.
Dommerne Michael Rekling, Oliver Talevski, Ole Hasselgaard og Julie Arnth Jørgensen udtalte:
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder vi, at straffen skal forhøjes til fængsel i 2 år. Vi har herved lagt vægt på karakteren og grovheden af overgrebet, hvorved forurettede blev udsat for flere seksuelle krænkelser, herunder forsøg på oralsex under fastholdelse og forsøg på analt samleje. Det skyldtes forurettedes modstand, at både forsøget på oralsex og det efterfølgende forsøg på analt samleje ikke blev fuldbyrdet. Vi har endvidere lagt vægt på de gældende udgangspunkter for straffastsættelse i sager om voldtægt, herunder voldtægt under anvendelse af vold i form af fastholdelse.
Flertallet fandt, at overgrebene grænsede tæt op til fuldbyrdede forhold og indebar en tilsvarende krænkelse af forurettedes værdighed, integritet og selvbestemmelsesret.
Dommer Lars Apostoli stemte for at stadfæste landsrettens dom på 1 års fængsel med følgende begrundelse:
Efter mødet med forurettede på hotellet besluttede T sig for at ledsage hende til hendes værelse. Han ønskede at følge med hende ind på værelset, hvilket hun tillod. Hun fulgte også hans forslag om, at de begge skulle lægge sig under dynen i hendes seng. (...) De omhandlede seksuelle krænkelser fandt sted under et uafbrudt forløb af begrænset varighed og skal derfor bedømmes under ét ved den samlede bedømmelse af forholdets grovhed.
Han lagde vægt på, at der kun var magtanvendelse i relation til forsøget på oralsex, og denne var ganske kortvarig og begrænset. Endvidere fandt han, at den manglende fuldbyrdelse skyldtes ringe fasthed i T's forsæt, da T fysisk måtte kunne have overvundet modstanden. Efter en samlet vurdering fandt han det eksisterende strafniveau på 1 års fængsel passende.
Højesteret afsagde dom efter stemmeflertallet og ændrede landsrettens dom, så T straffes med fængsel i 2 år. Statskassen betalte sagens omkostninger for Højesteret.
