HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en erstatningssag anlagt af tre minkavlere mod Fødevarestyrelsen skulle henvises til landsretten som 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. Sagsøgerne, repræsenteret af Bæredygtigt Landbrug, krævede kompensation for ikke-økonomisk skade som følge af Fødevarestyrelsens brev af 6. november 2020, der påbød aflivning af alle mink i Danmark under COVID-19-pandemien, og gjorde gældende, at brevet udgjorde en krænkelse af artikel 1 i 1. tillægsprotokol til . Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse om, at sagen ikke opfylder betingelserne for 1. instans-behandling ved landsret, og sagen skal derfor fortsætte ved byretten.
I november 2020 besluttede regeringen at aflive alle mink i Danmark af hensyn til folkesundheden på grund af risiko for spredning af en muteret COVID-19-virus. Fødevarestyrelsen sendte den 6. november 2020 et brev til samtlige danske minkavlere, herunder A, B og C, om tvangsmæssig aflivning af deres besætninger.
Sagsøgerne, A, B og C, anlagde sag mod Fødevarestyrelsen med påstand om, at styrelsens brev udgjorde en ulovlig og uforholdsmæssig krænkelse af deres ejendomsret i strid med artikel 1 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De krævede godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Sagen blev anlagt ved Retten i Glostrup, men Bæredygtigt Landbrug, der optrådte som mandatar for sagsøgerne, begærede sagen henvist til landsretten som 1. instans.
Retten i Glostrup afsagde kendelse den 11. september 2023 (sag BS-42468/2022-GLO) og afviste at henvise sagen til landsretten. Østre Landsrets 14. afdeling stadfæstede kendelsen den 2. juli 2024 (sag BS-45028/2023-OLR) med den begrundelse, at sagen i væsentlig grad beror på en konkret bevisvurdering, og at den ikke rejser principielle spørgsmål af en sådan generel rækkevidde, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1 er opfyldt. Herefter indbragte sagsøgerne spørgsmålet for Højesteret.
Retsplejelovens § 226, stk. 1 giver mulighed for, at en sag, der ellers skal anlægges ved byretten, efter anmodning fra en part kan henvises til landsretten som 1. instans, hvis den er af principiel karakter eller har en særlig samfundsmæssig rækkevidde.
Bestemmelsen indebærer en undtagelse fra hovedreglen om to-instans-behandling og anvendes kun, når der foreligger spørgsmål, hvis afgørelse kan få betydning for retsstillingen i en større kreds af tilfælde, eller når sagen rejser nye, uafklarede juridiske problemstillinger af generel betydning. Det er ikke tilstrækkeligt, at sagen har offentlighedens interesse eller kan få økonomisk betydning for mange.
A, B og C gjorde gældende, at sagen opfylder betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1 og anførte navnlig:
Fødevarestyrelsen modsatte sig henvisning og fremhævede:
Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse og udtalte:
Af de grunde, som er anført af landsretten, tråder Højesteret, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for at henvise sagen til behandling ved landsretten ikke kan anses for opfyldt.
Retten lagde således afgørende vægt på, at sagens udfald i væsentlig grad beror på en konkret bevisvurdering af omstændighederne omkring aflivningen af minkene på de tre sagsøgeres farme. Spørgsmålet, om der kan tilkendes godtgørelse for ikke-økonomisk skade i en sag af denne karakter, rejser ikke en principiel problemstilling af en sådan generel rækkevidde, at hensynet til retsudviklingen eller samfundsmæssige interesser gør det påkrævet, at sagen behandles af landsretten som 1. instans. Herved understregede Højesteret, at den eksisterende retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen om ejendomsrettens beskyttelse giver tilstrækkelig vejledning, og at en eventuel afgørelse i denne sag ikke vil have præjudicerende virkning for andre lignende sager, idet hver enkelt sag forudsætter en individuel bevisbedømmelse.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og bestemte, at sagen sendes til byretten til fortsat behandling. I sagsomkostninger for Højesteret blev Bæredygtigt Landbrug som mandatar for A, B og C pålagt at betale 10.000 kr. til Fødevarestyrelsen. Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
