HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om dødsboet efter A kunne indtræde i en retssag anlagt af A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet om gyldigheden af en afgørelse om fratagelse af dansk statsborgerskab. Spørgsmålet opstod, efter at A var afgået ved døden, idet sagen allerede var afvist af byret og landsret på grund af fristoverskridelse, og Procesbevillingsnævnet havde givet tilladelse til kære. Højesteret fastslog, at boet ikke kunne indtræde, da sagen vedrørte en personlig rettighed og ikke et krav, der tilkom boet, jf. dødsboskiftelovens § 107, stk. 1.
A blev født i 1982 i Somalia og erhvervede dansk statsborgerskab i 1998. I 2013 eller 2014 udrejste han til Syrien sammen med B og deres fire børn. Den 10. december 2020 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om at fratage A hans danske statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 3. Afgørelsen blev sendt til As e-Boks samme dag med oplysning om en 4-ugers frist for indbringelse for domstolene.
Ved stævning af 13. januar 2021 indbragte A afgørelsen for Københavns Byret. Der forelå en generalfuldmagt af 27. november 2015 fra A til hans mor. Udlændinge- og Integrationsministeriet påstod afvisning med henvisning til, at sagen var indbragt for sent, jf. indfødsretslovens § 8 F, stk. 1, 1. pkt..
Københavns Byret udskilte afvisningspåstanden og afviste sagen ved dom af 1. juli 2022. Af byrettens begrundelse fremgik bl.a.:
A har ubestridt ikke anmodet om fritagelse fra Digital Post, selv om en sådan anmodning ville medføre fritagelse. A har selv bragt sig i en situation, hvor det er vanskeligt eller umuligt at tilgå sin e-Boks. A har den 27. november 2015 meddelt fuldmagt til sin mor, men fandtes ikke at have godtgjort undskyldelige omstændigheder. Der var ikke grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen.
Østre Landsret stadfæstede dommen den 16. maj 2023 med væsentligt samme begrundelse og tilføjede, at A kunne anmode om genoptagelse af sagen, hvis der fremkom nye oplysninger.
Procesbevillingsnævnet gav den 2. november 2023 tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Kæreskrift blev indgivet den 15. november 2023. I januar 2024 oplyste As advokat, Christian Dahlager, at PET havde meddelt, at A formentlig var afgået ved døden i Syrien. Den 5. februar 2024 bekræftede Udlændinge- og Integrationsministeriet, at A var død den 19. august 2023 – før kæreskriftet blev indgivet.
Højesteret besluttede at udskille spørgsmålet om boets adgang til at indtræde i sagen til særskilt afgørelse. Parterne udvekslede processkrifter om dette spørgsmål.
Boet efter A påstod, at kæren ikke skulle afvises. Udlændinge- og Integrationsministeriet påstod afvisning.
Ministeriet gjorde gældende, at der ikke forelå et kæreberettiget retssubjekt ved indgivelsen af kæreskriftet, idet A var død, og der ikke var afgivet erklæring om boets indtræden efter dødsboskiftelovens § 107, stk. 1. Endvidere anførte ministeriet, at sagen ikke omhandlede et krav, der tilkom boet, da den alene vedrørte en personlig rettighed (statsborgerskab), og udfaldet ikke ville påvirke dødsbomassen. En eventuel prøvelse af afgørelsens gyldighed ville således alene have ideel interesse for boet – hvilket ikke er omfattet af § 107. Ministeriet henviste til UfR 2016.3195 H for, at et dødsbo kun kan indtræde, hvis sagen påvirker boets formue. Subsidiært gjorde ministeriet gældende, at en påkendelse af de nedlagte påstande heller ikke ville ændre boets eller arvingernes retsstilling, og at en konsulær bistandsdimension ikke kunne begrunde retlig interesse.
Boet gjorde gældende, at et dødsbo efter dødsboskiftelovens § 107, stk. 1, kan indtræde i sager om rettigheder, der tilkommer boet. Selv om hovedsagen aktuelt kun angik gyldighed af statsborgerskabsfratagelse, ville boet ved en hjemvisning til byretten nedlægge påstand om godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 og artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention under henvisning til UfR 2017.2929 H. Boet og arvingerne havde desuden en ideel interesse i at få prøvet fratagelsens gyldighed, jf. principperne i UfR 1951.92 H, som tilsagde, at dette var tilstrækkeligt for retlig interesse. Det blev endvidere fremhævet, at A som dansk statsborger muligvis havde haft ret til konsulær bistand under sin tilfangetagelse, og at fratagelsen rejste principielle spørgsmål om grundlovens § 29 og Danmarks internationale forpligtelser.
Endelig henviste boet til, at det ikke havde betydning for processen, at boet ikke var angivet som part i kæreskriftet, jf. princippet i UfR 2013.3085 H.
Højesteret indledte med at fastslå, at der på tidspunktet for indgivelsen af kæreskriftet (15. november 2023) eksisterede et kæreberettiget retssubjekt, idet et dødsbo opstår straks ved døden. Manglende formel erklæring efter § 107 var derfor uden betydning for spørgsmålet om afvisning.
Vedrørende boets indtræden udtalte Højesteret:
Det følger af dødsboskiftelovens § 107, stk. 1, at hvis afdøde havde anlagt retssag om krav, som nu tilkommer boet, kan boet ved en erklæring til retten indtræde i afdødes sted.
Højesteret finder, at sagen efter de påstande, der er nedlagt under hovedsagen, angår en personlig rettighed og ikke et krav, som nu tilkommer boet.
Retten afviste, at boets hensigt om senere at nedlægge påstand om godtgørelse eller arvingernes ideelle interesse kunne føre til, at boet kunne indtræde i sagen. Boet kunne derfor ikke indtræde i medfør af dødsboskiftelovens § 107, stk. 1.
Kæren blev herefter afvist.
I kæreomkostninger bestemte Højesteret, at statskassen skulle betale 10.000 kr. til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
