HøjesteretHøjesterets Anke- og Kæremålsudvalg tog stilling til, om der var grundlag for dørlukning af hensyn til statens fortrolige samarbejde med Somalia, og om en somalisk statsborgers begæring om fornyet prøvelse af sin udvisning var fremsat for sent efter udlændingelovens § 50, stk. 1. Højesteret stadfæstede både dørlukningen og afvisningen og fastslog, at 2-månedersfristen regnes fra det forventede løsladelsestidspunkt — også når der er tale om løsladelse efter fuld afsoning.
Tiltalte, der er somalisk statsborger, blev ved Østre Landsrets ankedom af 10. februar 2021 idømt fængsel i 5 år for bl.a. voldtægt efter straffeloven § 216, stk. 1 og vold efter straffeloven § 244. Han blev samtidig udvist med indrejseforbud for bestandig.
Flygtningenævnet meddelte ham den 30. marts 2022 afslag på asyl og afviste flere gange at genoptage sagen. I juli 2024 tilkendegav han at ville medvirke til sin udrejse og blev via video fremstillet for de somaliske myndigheder, der accepterede en frivillig modtagelse. Han blev orienteret om, at han kunne udsendes med kort varsel ved løsladelsen.
I december 2024 fik han afslag på prøveløsladelse og stod herefter til løsladelse den 4. juni 2025 efter endt afsoning af den fulde straf. I forløbet skiftede han gentagne gange standpunkt om, hvorvidt han ville medvirke til udsendelsen:
Den 2. juni 2025 blev Tiltalte løsladt og samme dag varetægtsfængslet i medfør af hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 med henblik på effektuering af udvisningen.
Den 5. juni 2025 — dagen efter den forventede løsladelsesdato — anmodede han anklagemyndigheden om at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten efter udlændingeloven § 50, stk. 1. De somaliske myndigheder meddelte den 19. juni 2025, at de ville modtage ham efter tvangsmæssig udsendelse. Han blev faktisk udsendt til Somalia den 17. november 2025.
Da anklagemyndigheden indbragte sagen for Retten i Odense, anmodede den om dobbelt lukkede døre, fordi behandlingen af den principale afvisningspåstand ville berøre det fortrolige samarbejde mellem Danmark og Somalia.
Byretten tog den 8. august 2025 anmodningen til følge og bestemte:
Østre Landsret stadfæstede den 25. september 2025 kendelserne med henvisning til Højesterets kendelse af 21. marts 2025 (UfR 2025.2327 H).
Den 15. august 2025 afviste byretten sagen, fordi anmodningen om prøvelse var fremkommet senere end 2 måneder før det tidspunkt, hvor udvisningen kunne forventes iværksat, jf. udlændingeloven § 50, stk. 1. Landsretten stadfæstede.
Tiltalte gjorde gældende:
Anklagemyndigheden gjorde gældende, at betingelserne for (dobbelt) dørlukning var opfyldt af hensyn til det fortrolige bilaterale samarbejde med Somalia, at fristen efter forarbejderne regnes fra (prøve)løsladelsen, og at begæringen derfor var for sent fremsat.
Dørlukning. Højesteret tiltrådte efter de foreliggende oplysninger, at afgørende hensyn til fremmede magter krævede, at forhandlingen om dørlukning skulle foregå for lukkede døre, jf. retsplejeloven § 29 c, stk. 1, 2. pkt., med henvisning til UfR 2025.2327 H. Det samme gjaldt byrettens øvrige dørlukning efter retsplejeloven § 29, stk. 1, nr. 2. Kendelsen om dørlukning blev derfor stadfæstet.
Fristen. Højesteret fastslog, at det tidspunkt, "hvor udvisning kan forventes iværksat", normalt vil være tidspunktet for løsladelsen:
Højesteret finder i overensstemmelse med det anførte i forarbejderne, at det tidspunkt "hvor udvisning kan forventes iværksat" normalt vil være tidspunktet for løsladelsen, hvad enten det er prøveløsladelse eller løsladelse efter afsoning af den fulde straf.
Fristen i § 50, stk. 1, 2. pkt., regnes derfor som udgangspunkt fra den dag, hvor udlændingen kan forventes løsladt, og kan kun fraviges, hvis det forventede iværksættelsestidspunkt ikke er forudberegneligt (fx ved verserende asylsag eller manglende modtagelse i hjemlandet).
Den konkrete vurdering. Da Tiltalte stod til løsladelse den 4. juni 2025, skulle anmodningen have været fremsat senest den 4. april 2025. Den blev først fremsat den 5. juni 2025 og var dermed for sent. Der forelå ikke ganske særlige grunde eller væsentlige ændringer i hans forhold — heller ikke i forhold til EMRK artikel 8 — og fristoverskridelsen var ikke undskyldelig.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at Tiltalte og hans advokat ikke fik udleveret dokumenterne om de danske og somaliske myndigheders drøftelser, idet han løbende var blevet orienteret om, at Somalia havde accepteret at modtage ham, og derfor kunne forvente udsendelse umiddelbart efter løsladelsen.
Konklusion: Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, og statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
