HøjesteretHøjesteret stadfæstede landsrettens kendelse og nægtede at tilbagegive den 3-årige C til faderen A i Ukraine. Retten fandt, at en tilbagegivelse ville sætte barnet i en situation, det ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, da C havde en meget tæt tilknytning til sin mor, der ikke kunne rejse med tilbage, og kontakten til faderen havde været begrænset.
A og B, begge ukrainske statsborgere, er forældre til C, der er født den 8. juni 2021. Parterne boede i Ukraine og havde fælles forældremyndighed. De levede ikke fast sammen efter Cs fødsel; i februar 2022 opstod en konflikt, der førte til politiindgreb og et midlertidigt tilhold mod A. Kort efter brød krigen i Ukraine ud.
I marts 2022 indgik parterne aftale om, at B skulle rejse til Polen med C og sit andet barn for at bringe børnene i sikkerhed. A blev boende i Ukraine. B opholdt sig i Polen, først hos As mor, derefter på et pensionat. I december 2022 flyttede B med børnene videre til Danmark uden As samtykke. A fik kendskab til flytningen via sin søster, men fastholdt, at han ikke havde samtykket. Den 9. august 2023 anmodede A gennem den ukrainske centralmyndighed om tilbagegivelse af C i medfør af Haagerkonventionen.
Tilbagegivelsesordningen er reguleret i børnebortførelsesloven (lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv.), der implementerer Haagerkonventionen af 1980. De centrale bestemmelser er:
§ 10. Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, skal efter anmodning tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har trådt Haagerkonventionen. Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis:
- handlingen strider mod forældremyndighedsinnehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og
- rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.
§ 11. Tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan nægtes, hvis:
- der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til familiereetten er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser,
- der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle,
- barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller
- tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.
Bestemmelserne skal fortolkes i overensstemmelse med Haagerkonventionen, der bl.a. fastslår i artikel 13, litra b, at tilbagegivelse kan nægtes, hvis der er «en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle». Hensynet til barnets bedste er afgørende.
A (faderen) påstod stadfæstelse af familierettens kendelse, således at C skulle tilbagegives til ham i Ukraine. Han gjorde gældende, at C havde bopæl i Ukraine, og at Bs flytning til Danmark uden hans samtykke var en ulovlig bortførelse efter børnebortførelseslovens § 10. Han bestred, at betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter § 11 var til stede; der var ingen alvorlig risiko for skade på barnet. Han fremhævede, at han havde opretholdt kontakt og at C udtrykte ønske om at komme hjem.
B (moderen) påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse og dermed nægtelse af tilbagegivelse. Hun anførte, at A havde accepteret opholdet i Danmark ved sin passivitet, så der ikke forelå en ulovlig tilbageholdelse. Subsidiært gjorde hun gældende, at tilbagegivelse skulle nægtes efter § 11, nr. 2, fordi C manglede relation til faderen og ville lide skade ved adskillelse fra moderen. Hun påpegede, at hun på grund af krigen og hensynet til sit andet barn ikke kunne rejse med til Ukraine.
Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at der forelå en ulovlig tilbageholdelse efter børnebortførelseslovens § 10. Retten lagde til grund, at C havde bevaret sin bopæl i Ukraine under det midlertidige ophold i Polen, og at A ikke havde givet samtykke til opholdet i Danmark.
Herefter vurderede retten, om undtagelsen i § 11, nr. 2 kunne bringes i anvendelse. Højesteret udtalte:
Højesteret lægger til grund, at C har en meget tæt tilknytning til moderen, som er hans primære omsorgsperson, og som på grund af forholdene i Ukraine og hensynet til hendes andet barn ikke uden videre vil kunne rejse med C til Ukraine, hvis han tilbagegives til faderen. På denne baggrund og under hensyn til længden af Cs ophold her i landet og hans begrænsede kontakt til faderen tillægger Højesteret, at tilbagegivelse af C vil sætte ham i en situation, som han ikke bør tåle.
Retten bemærkede, at C kun var 9 måneder, da han sidst boede sammen med faderen, og at kontakten herefter alene havde været via video. Barnet var nu 3 år og 9 måneder. På dette grundlag fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at den fortsatte krigssituation i sig selv udgjorde en alvorlig risiko, men at det samlede billede – herunder den lange adskillelse, den manglende reelle relation til faderen og umuligheden af at moderen kunne følge med – gjorde, at tilbagegivelse ville udsætte C for en situation, han ikke burde tåle.
Samlet set fandt Højesteret, at betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter § 11, nr. 2, var opfyldt.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse:
THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller statskassen, i overensstemmelse med sædvanlig praksis i sager om børnebortførelse.
