HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Hf-Forsikring G/S havde sendt en gyldig påkravsskrivelse til A, jf. , da de sendte påkravet til As fraflyttede lejemål, selvom de vidste, at han var fraflyttet og registreret uden bopæl i CPR. Højesteret fastslog, at påkravsskrivelsen ikke var sendt i overensstemmelse med loven, og at undtagelsen i ikke fandt anvendelse. Fogedrettens afvisning af betalingspåkravet blev stadfæstet.
Sagen vedrører en restance på 76.852,99 kr., som opstod i forbindelse med As fraflytning af et lejemål i Holbæk, ejet af Hf-Forsikring G/S. Hf-Forsikring er kreditor og kærende for Højesteret. A er skyldner og indkærede. A var ikke repræsenteret af advokat og udtalte sig ikke under kæren for Højesteret.
A fraflyttede lejemålet uden at oplyse ny adresse til Hf-Forsikring, jf. lejelovens § 186, stk. 2. Han ændrede heller ikke adresse i CPR, på trods af anmodning fra Folkeregisteret den 13. juni 2023. Han blev derfor registreret uden bopæl.
Den 12. oktober 2023 udarbejdede Hf-Forsikring en flytteopgørelse med en restance på 76.852,99 kr. Den 23. november 2023 sendte Hf-Forsikring en endelig flytteopgørelse og påkravsskrivelse til As senest kendte adresse – det fraflyttede lejemål X-gade ..., Holbæk – med Q-post og afleveringsattest. PostNord returnerede brevet med besked om, at det ikke kunne leveres.
Hf-Forsikring indleverede betalingspåkrav til Fogedretten i Holbæk den 27. november 2023. Efter supplerende oplysninger om forsendelsen afviste fogedretten sagen ved kendelse af 22. januar 2024. Fogedretten lagde til grund, at påkravsskrivelsen ubestridt ikke var kommet frem, og at Hf-Forsikring ikke havde godtgjort en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke kunne inddrives, jf. inkassolovens § 11.
Hf-Forsikring kærede til landsretten, som den 26. februar 2024 stadfæstede fogedrettens kendelse med en tilsvarende begrundelse.
Herefter kærede Hf-Forsikring til Højesteret med påstand om ophævelse og hjemvisning.
Kærende, Hf-Forsikring G/S, nedlagde påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til fogedretten til fortsat behandling. Indkærede, A, har ikke udtalt sig vedrørende kæren.
Sagens centrale bestemmelse er retsplejelovens § 477 b, stk. 2, der stiller krav om, at der før indlevering af betalingspåkrav skal være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, som opfylder inkassolovens § 10, og at 10-dages fristen derefter skal være udløbet. § 477 b, stk. 2, henviser også til undtagelsen i inkassolovens § 11.
Inkassolovens § 10, stk. 1-3, har følgende ordlyd:
§ 10 Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11. Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen. Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.
Af forarbejderne til inkassoloven (betænkning nr. 1321/1996, lovforslag L 132) fremgår bl.a.:
Hvis der ikke er angivet en adresse, vil det normalt være tilstrækkeligt at sende påkravsskrivelsen til skyldnerens adresse ifølge folkeregisteret.
Inkassolovens § 11 bestemmer:
§ 11 Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives.
Forarbejderne nævner som eksempler på anvendelse af § 11 situationer, hvor retlige skridt er nødvendige for at undgå forældelse, beginnelse af konkurs for at sikre omstødelse, eller begæring af arrest fordi skyldneren er ved at bortfjerne sine aktiver.
Formålet med påkravspligten er at give skyldneren en reel mulighed for at vurdere kravet og betale eller gøre indsigelser uden at blive påført yderligere omkostninger.
Hf-Forsikring anførte navnlig, at påkravet under de konkrete omstændigheder må anses for sendt og kommet frem. De fremhævede:
Højesteret indledte med at slå fast, at hovedspørgsmålet var, om der var sendt en påkravsskrivelse, som kunne danne grundlag for indlevering af betalingspåkrav, jf. retsplejelovens § 477 b, stk. 2.
Højesteret henviste til, at forarbejderne til inkassoloven fastslår, at hvis skyldneren ikke har angivet en adresse, vil det normalt være tilstrækkeligt at sende til adressen ifølge folkeregisteret. Men denne formodning kan ikke opretholdes, når kreditor er bevidst om, at skyldneren ikke længere bor på den registrerede adresse.
Efter oplysningerne i sagen kan det lægges til grund, at A på tidspunktet for fremsendelsen af påkravsskrivelsen og indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten var registreret i CPR uden bopæl. Hf-Forsikring var som udlejer bekendt med, at han ikke længere boede på adressen X-gade ..., Holbæk, der som nævnt var den adresse, som påkravsskrivelsen blev sendt til. Højesteret lægger herefter til grund, at påkravsskrivelsen blev sendt til en adresse, hvor Hf-Forsikring var klar over, at A ikke ville se den.
Derfor fandt Højesteret, at Hf-Forsikring ikke havde sendt en påkravsskrivelse til A, som efter § 477 b, stk. 2, kunne danne grundlag for indlevering af betalingspåkrav.
Højesteret tiltrådte, at betingelserne i inkassolovens § 11 for at fravige påkravskravet ikke var opfyldt. Der forelå hverken en nærliggende risiko for forældelse (flytteopgørelsen var udarbejdet i oktober 2023), for bortfjernelse af aktiver eller andre forhold, der kunne begrunde en undtagelse.
Højesteret konkluderede, at fogedretten havde været berettiget til at afvise betalingspåkravet i medfør af retsplejelovens § 477 c, stk. 1. Landsrettens kendelse blev derfor stadfæstet.
THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.
