HøjesteretHøjesteret har i dom af 5. december 2024 stadfæstet Østre Landsrets dom om terrorfinansiering, spionage og billigelse af terror for tre medlemmer af organisationen ASMLA. Dommen stadfæstes med den ændring, at de tre tiltalte frifindes for visse Twitter-opslag, der ikke vurderes som udtrykkelig billigelse af terror. Tiltalte3 frakendes sin danske indfødsret, og alle tre tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Sagen rejser centrale spørgsmål om afgrænsningen mellem terrorisme og legitim frihedskamp, fortolkningen af ”udtrykkelig billigelse” i strafeloven samt anvendelsen af EU-retten vedrørende frakendelse af opholdsret for forældre til danske børns skyld.
Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3 er medlemmer af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz). Anklagemyndigheden har tiltalt dem for en række forbrydelser begået i perioden 2012-2020. De er fundet skyldige i at have bistået en saudiarabisk efterretningstjeneste med at virke inden for den danske stats område ved indsamling og videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner, organisationer og iranske militære anliggender. Herefter er de fundet skyldige i at have fremmet virksomheden for terrororganisationerne Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden og Jaish al-Adl, samt i at have tilvejebragt 15 mio. kr. og forsøgt at tilvejebringe yderligere 15 mio. kr. til disse grupper.
De er desuden fundet skyldige i at have offentligt billiget et terrorangreb mod en militærparade i Ahwaz den 22. september 2018 via sociale medier. De tiltalte har i anken påstået frifindelse for terror- og billigelsesanklagerne og anført, at handlingerne udgjorde legitim frihedskamp, og at ytringerne var beskyttet af ytringsfriheden.
Relevante lovbegreber:
Det centrale stridsspørgsmål er, om de handlinger, som de tiltalte har støttet via ASMLA, Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden og Jaish al-Adl, er at karakterisere som terrorisme efter Straffeloven § 114, stk. 1, eller om de indgår som led i en legitim frihedskamp mod et totalitært regime.
De tiltalte har anført, at de støttede organisationer kun har rettet angreb mod militære mål, olieinstallationer og banker finansierende regimet, uden at ramme civile. De har hævdet, at modstand mod det iranske styre, der ikke respekterer retsstatsprincippet, ikke kan betegnes som terrorisme.
Højesteret understreger, at fortolkningen af Straffeloven § 114, stk. 1 skal ske i lyset af EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme og den tilhørende rådserklæring. Ifølge forarbejderne skal der foretages en samlet vurdering, hvor det indgår, om handlingen er rettet mod et demokratisk samfund eller en besættelsesmagt.
Højesteret finder efter det anførte, at selve det forhold, at en handling har været rettet mod et land, som ikke er et demokratisk samfund, men regeres af et totalitært regime, der ikke respekterer retsstatsprincippet, ikke indebærer, at handlingen falder uden for § 114, stk. 1’s anvendelsesområde. Om handlingen falder uden for § 114, stk. 1, beror som nævnt på en samlet vurdering af alle sagens elementer.
Højesteret tiltræder landsrettens bevisbedømmelse, hvoraf det fremgår, at ASMLA ikke handlede for at udbrede demokratiske værdier, men tilstræbte løsrivelse af Ahwaz og indgik alliancer med antidemokratiske kræfter. Angrebene ramte eller kunne ramme såvel militære som civile mål, og angreb mod olieindustri og bankvæsen havde til formål at skræmme befolkningen og destabilisere Iran. Jaish al-Adl fremmede ikke demokratiske værdier, angreb statslige mål med drab til følge og tog gidsler.
På denne baggrund finder Højesteret, at organisationerne begik eller havde til hensigt at begå handlinger omfattet af Straffeloven § 114, stk. 1, uanset Irans totalitære styre. De tiltalte er derfor skyldige efter Straffeloven § 114 b, nr. 2 og Straffeloven § 114 e.
Spørgsmålet rejser sig for, om opslag på Twitter og Facebook fra den 22. og 23. september 2018 udgør en ”udtrykkelig billigelse” af terrorangrebet i Ahwaz efter Straffeloven § 136, stk. 2.
Twitter-opslag Alle tre tiltalte har delt et Twitter-opslag, der angiver: ”At gå efter Den Iranske Revolutionsgarde som led i den ahwaziske nationale modstand i forbindelse med militærparaden i Ahwaz hører under rammerne af selvforsvar mod den militære milits, der internationalt er kategoriseret som værende terroristisk”.
Højesteret vurderer, at der skal foretages en samlet vurdering af ytringens indhold og sammenhæng. Retten finder, at Twitter-opslagene ikke kan anses for en udtrykkelig billigelse.
Højesteret finder, at de omhandlede Twitter-opslag ikke kan anses for en udtrykkelig billigelse af terrorangrebet den 22. september 2018. Der foreligger således ikke en overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2.
Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3 frifindes derfor for de respektive Twitter-opslag.
Facebook-opslag Tiltalte3 har på Facebook den 23. september 2018 skrevet: ”Havde det ikke været for den koordinerede præcise og hurtige mediereaktion for ahwaziernes i går efter den helteagtige aktion af Den Nationale Ahwaziske Modstand...”
Højesteret finder, at betegnelsen ”den helteagtige aktion” udgør en udtrykkelig billigelse.
Med hensyn til Tiltalte3s Facebook-opslag den 23. september 2018 finder Højesteret, at hans omtale af terrorangrebet som ”den helteagtige aktion” eller lignende udgør en udtrykkelig billigelse af terrorangrebet.
Tiltalte3 domfældes således for Facebook-opslaget.
Højesteret finder, at straffene er passende udmålt og bevarer landsrettens graduation af straffene baseret på den rolle, hver tiltalt har spillet.
Ved strafudmålingen lægges der vægt på den længerevarende, omfattende og systematiske bistand til efterretningstjeneste samt finansiering og fremme af terrorvirksomhed. I formildende retning lægges der vægt på baggrundene for handlingerne som modstand mod det iranske styre, der ikke er demokratisk, og som anvender dødsstraf, tortur og undertrykker etniske minoriteter. En del af de indsamlede midler er endvidere anvendt til lovlige politiske aktiviteter.
Straffene fastsættes til:
Tiltalte3 har nedlagt påstand om frifindelse for frakendelse af dansk indfødsret. Frakendelse sker efter Indfødsretsloven § 8b, stk. 1, når der er dom for overtrædelse af bestemmelser i strafelovens kapitel 12 eller 13, og den pågældende derved ikke bliver statsløs. Det er et krav, at handlingen udgør en handlemåde til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser.
Højesteret fastslår, at Tiltalte3 ved frakendelse ikke bliver statsløs, da han bevarer sit iranske statsborgerskab, hvilket er bevist af byretten og landsretten. Han er straffet med 6 års fængsel for overtrædelse af strafelovens kapitel 12 og 13, og hans handlinger anses for at være til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser.
Ved proportionalitetsafvejningen lægges der vægt på, at Tiltalte3 indrejste i Danmark som 25-årig. Han har stærk tilknytning til Ahwaz-området i Iran, hvor han voksede op, studerede og arbejdede, samt taler og skriver arabisk og persisk. Selvom han har stærk tilknytning til Danmark, herunder to mindreårige børn med dansk indfødsret, finder Højesteret, at kriminalitetens grovhed og hans tilknytning til Iran tænger tungere.
Højesteret finder på denne baggrund – og uanset Tiltalte3s stærke tilknytning til Danmark, herunder som følge af de herboende to mindreårige børn, der har dansk indfødsret – at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet i indfødsretsloven om, at han frakendes sin indfødsret.
Tiltalte3 frakendes sin danske indfødsret.
Alle tre tiltalte skal udvises efter Udlændingeloven § 22, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2. Spørgsmålet er, om udvisning med indrejseforbud for bestandig er proportionalt.
Tiltalte1 og Tiltalte2 Begge indrejste i Danmark som voksne. De har familiemæssige bånd i Danmark, men også sprog- og kulturelle tilknytninger til Iran. Højesteret finder, at kriminalitetens art og alvor samt risikoen for recidiv vejer tungere end tilknytningen til Danmark. Udvisning med indrejseforbud for bestandig er ikke i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Tiltalte3 og EU-retten Tiltalte3 har to mindreårige børn med dansk statsborgerskab, hvilket giver anledning til at inddrage Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20. Der foreligger et afhængighedsforhold mellem Tiltalte3 og hans børn. Udvist kan han som udgangspunkt kun fraviges, hvis der foreligger et ekstraordinært tilfælde, hvor adfærden udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
Højesteret finder, at Tiltalte3's adfærd som følge af alvoren og karakteren af kriminaliteten udgør en sådan trussel. Ved proportionalitetsvurderingen lægges der vægt på, at han har overtrådt bestemmelser mod statens sikkerhed og terrorisme, og at der er betydelig risiko for fortsat kriminalitet. Hans tilknytning til Iran (sprog, kultur, tidligere ophold) medfører, at udvisningen ikke anses for uproportionel trods hensynet til børnene.
Højesteret finder, at der foreligger et ekstraordinært tilfælde, og at en udvisning af Tiltalte3 herefter ikke vil være i strid med TEUF artikel 20.
Alle tre tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Højesteret stadfæster Østre Landsrets dom med den ændring, at de tiltalte frifindes for de specifikke Twitter-opslag. Tiltalte1 har fortsat været fængslet under anken. Tiltalte2 og Tiltalte3 har været løsladt i perioder, men er varetægtsfængslet under Højesterets behandling.
| Tiltalt | Frifindelse | Straff | Frakendelse af indfødsret | Udvisning |
|---|---|---|---|---|
| Tiltalte1 | Forhold 9, 1. og 2. punkt (Twitter) | 8 år fængsel | Nej | Ja, indrejseforbud for bestandig |
| Tiltalte2 | Forhold 11 (Twitter) | 7 år fængsel | Nej | Ja, indrejseforbud for bestandig |
| Tiltalte3 | Forhold 10, 1. punkt (Twitter) | 6 år fængsel | Ja | Ja, indrejseforbud for bestandig |
Sagens omkostninger for Højesteret betales af statskassen. Sagen er anerkendt som retsskabelig, jf. AM2024.12.05H3.
